Vi står midt i det største og væsentligste ideologiske opgør i nyere tid.

1. maj er en kampdag, der skal bruges til at bekæmpe den højrefløj, som bragte os ind i krisen, og som i ti år har ført krig mod de arbejdende danskere.

Nu er det 1. maj. Igen skal vi høre på korpset af borgerlige politikere og meningsdannere, der mener, at dagen bør afskaffes. De vil stå i kø for at sige, at kampdagen har overlevet sig selv, og bruge dagen på at markere deres ynkelige misundelse på Socialdemokratiet og fagbevægelsen over, at man har en dag, der markerer en kamp for et bedre i morgen.

Men 1. maj 2012 vil ikke blive dagen, hvor vi klapper hinanden på ryggen over arbejderbevægelsens resultater igennem det sidste århundrede. Langt vigtigere ting er på spil. Vi befinder os i det største ideologiske opgør i nyere tid.

Der skal siges fra og kæmpes imod højrefløjen, der med grådigheden som benzin har bragt os ind i denne altødelæggende økonomiske krise. De selvsamme kræfter, som bragte os ind i krisen, er nu dem, der dikterer en politik, der er ved føre Europa ind i en ny depression.

Og det er igen de samme kræfter, med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti i spidsen, der i ti år systematisk har forsøgt at forringe de danske lønarbejderes rettigheder og stilling på arbejdsmarkedet.

Det har været skelsættende for mit verdenssyn at opleve, hvordan højrefløjens politiske og økonomiske ideologi har skabt fundamentet for finanskrisen.

Den ideologi, som de danske og Europas borgerlige partier repræsenterer, har spillet fallit. Igennem de sidste 30 år har højrefløjen gjort alt, hvad den kunne, for at fjerne de sikkerhedshegn, der efter det store børskrak i 1929 blev opstillet for at beskytte os alle sammen imod en ny depression og massearbejdsløshed.

Efter krakket i 2008 er Europa med hastige skridt på vej ind i en ny depression, fordi man insisterer på at forfølge en borgerlig-økonomisk kurs.

Jeg er vred over, at hver fjerde ung i Europa mangler et arbejde og ikke har udsigt til at få et. Jeg er arrig over, at det er hårdtarbejdende lønarbejdere, der har måttet betale for krisen i form af tabte job og lønnedgang, alt imens krisens ansvarlige i bank- og finanssektoren er tilbage i fuld vigør med nye finansielle eksperimenter og massive lønstigninger til toppen.

For nylig kunne man i New York Times læse en historie om, at selvmord blandt arbejdsløse og pensionister i de sydeuropæiske lande var eksploderet. I ren og skær desperation over ikke at kunne få tilværelsen til at hænge sammen, er der flere og flere, der tager deres eget liv.

Det er hjerteskærende, når ens egen omgangskreds og familie selv er hårdt ramt af krisen, at læse om, at nogen finder krisen så uoverkommelig, at de er nødt at begå selvmord. Kontrasten mellem finanskrakket i 1929 og 2008 siger alt om denne krise, og hvor de største byrder ovenpå er blevet placeret.

I 1929 var det topdirektørerne og de største spekulanter, der tog springet fra højhusene på Wall Street. I dag er det de mennesker, der havde mindst andel i krisen, der tager deres eget liv. Imens er finanssektorens top i hele verden tilbage i topform, med høje lønninger, overdrevne bonusordninger og massive overskud.

Den økonomiske medicin, som Europas borgerlige partier, med Merkel i spidsen, har dikteret, er den forkerte. Heldigvis melder flere og flere økonomer sig ind i koret, som påpeger det.

Og endnu bedre vinder Francois Hollande forhåbentlig det franske præsidentvalg, så han og Helle Thorning sammen med andre socialdemokrater kan tage et opgør med den kurs, der er ved at sende os ind i en ny depression.

Herhjemme i Danmark er der stor kamp om, hvem der kan kalde sig Danmark ’rigtige’ arbejderparti. Venstre bejler til titlen og forsøger at fralægge sig ansvaret for den grådighed, der har skabt krisen.

I ti år førte Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti en politik, der alene havde til mål at forringe de danske lønarbejderes rettigheder.

De var ansvarlige for at indføre de tværfaglige a-kasser, som har forringet danskernes arbejdsløshedsforsikring. De stjal penge fra strejkekasserne, som gør det sværere at være i konflikt med arbejdsgiverne. De indførte et aktiveringscirkus, som har frataget de arbejdsløse værdigheden.

De var ansvarlige for, at 175.000 arbejdspladser forsvandt ud af Danmark. De gjorde det dyrere for danskerne at organisere sig i en fagforening. De halverede dagpengeperioden i en tid med massiv arbejdsløshed. De afskaffede efterlønnen.

De har placeret ansvaret for beskæftigelsesindsatsen i kommunale jobcentre, hvor det tilsyneladende ikke fungerer. De skar massivt ned på efteruddannelse.

Denne 1. maj 2012 handler om den nye værdikamp. Det handler om at tage et opgør med de borgerlige partier og kræfter, som har bragt os ind i krisen.