Jeg befinder mig lige nu i Paris, hvor jeg de sidste dage har været nede for at støtte mine franske socialdemokratiske partifæller op til dagens præsidentvalg.

Jeg taler ikke særlig godt fransk, og er ikke specielt optaget af fransk indenrigspolitik. Men fra lang afstand, er det helt tydeligt at se, at dagens præsidentvalg i Frankrig er den nyeste front i den nye værdikamp.

Valget er til syvende og sidst et ideologisk opgør med højrefløjens ideer, der har skabt grundlaget for finanskrisen, og nu forsøger at bebrejde Europas velfærdssamfund for hele misæren.

Hollandes budskab er, at der skal siges fra og kæmpes imod højrefløjen, der med grådigheden som benzin har bragt os ind i denne altødelæggende økonomiske krise. De selvsamme kræfter som bragte os ind i krisen, er nu dem der dikterer en politik, der er ved at føre Europa ind i en ny depression.

Hollande og de franske socialdemokrater er gået til valg på et program, der giver håb til resten af Europa.

Centralt i Hollandes valgprogram er, at han vil have ALLE til at bidrage til at komme ud af krisen. Skatten skal op for de, der har tjent mest på finanskrisen. Han vil tage et opgør med finanssektoren, og have en indført en skat på finansielle transakioner. Han vil stille krav til banker og finansielle institutioner i måden de driver virksomhed på.

Den anden dag, var jeg til et vælgermøde med 22.000 tilhængere, hvor han igen gentog et budskab, der er gået igen:

”I den kamp, der nu begynder, vil jeg fortælle jer, hvem min modstander, min rigtige modstander, er. Den har ikke et navn, ikke et ansigt, den repræsenterer ikke et parti, og den stiller aldrig op til et valg. Den vil med andre ord aldrig blive valgt, men trods det regerer den. Den modstander er finansverdenen. Den usynlige kapital har taget kontrollen over økonomien, over samfundet og selv vores liv”.

Når man er rundt og snakke med vælgere bliver man bekræftet i, at Hollande har fat i den lange ende. Der skal ikke meget til at overbevise mig om, at det ideologiske opgør med højrefløjen er vigtigt og rigtigt. Men når vi i de sidste par dage har været med vores franske venner rundt i Paris’ sociale boligområder, gentager de ludfattige og arbejdsløse franskmænd igen og igen: giv os arbejde, investér i vores uddannelse og fremtid, og ”hvorfor er det kun mig, der skal betale for krisen?”

Hvis franskmændene og Europas borgere igen skal i arbejde, så er man nødt til at skifte kurs i den europæiske krisepolitik. Det ved Hollande. Han har gjort det til en af sine mærkesager, at Finanspagten skal revideres, og der skal laves en tillægsaftale der forpligter EU-landene til investeringer der kan skabe vækst.

Herhjemme og i resten af verden forsøger de borgerlige at håne Hollande. De forsøger at sige, at han er en farlig mand – som The Economist skrev den anden dag. Sagen er bare den, at de franske socialdemokrater og Hollande i deres valgkamp har haft succes med, at bane vejen for en anden kurs ud af krisen, end den ensidige sparekurs.

Den økonomiske medicin som Europas borgerlige partier, med Merkel i spidsen, har dikteret er den forkerte. Heldigvis melder flere og flere økonomer sig ind i koret, som påpeger det. Senest er ECB-chef, Mario Draghi, begyndt at gentage budskabet om, at Europas sparedoktrin ikke er vejen frem.

Dagens valg i Frankrig, giver mig som socialdemokrat håb om et opgør med den ideologi, der bragte os ind i krisen og har skabt ulighed i efterspillet. Som europæer, giver det mig håb om at Hollande, Thorning og andre progressive kræfter kan sætte en kurs, der forhindrer at Europa ender i en ny depression.

Vive Hollande!