Lad mig starte med at være ærlig.

Vælgernes sammensætning af folketinget ved valget i september sidste år har gjort det forvirrende og besværligt for de fleste mennesker at følge med i, hvad der er op og ned dansk politik.

Vi har fået en ny regering – dejligt. Men en regering, der baserer sit flertal på De Radikale, der på markant økonomisk politik allerede inden valget havde indgået store forlig med højrefløjen.

Det er et spøgelse for regeringen, der bliver ved med at vende tilbage igen og igen, at man er bundet til en politik på grund af de radikales forlig med Løkke inden valget. Sådan er det jo, desværre.

Det er også kernen af konflikten lige nu i diskussionen om, hvad man skal stille op med de 20.000 danskere, der næste år mister deres indtægt som følge af de radikales forlig med Løkke om at halvere dagpengeperioden.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg fra starten var tilhænger af, at de radikale skulle gå i regering med Socialdemokratiet efter valget.

Vi ved fra historien, at det ikke altid er helt let, men til gengæld har det været Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, der i fællesskab op gennem det tyvende århundrede opbyggede velfærdssamfundet og skabte det stærke moderne Danmark.

Socialdemokraterne og de radikale stod f.eks. sammen om den store socialreform i 1933, kampen mod den massive fattigdom og arbejdsløshed i mellemkrigstiden, indførelsen af folkepensionen, udbygningen af sundhedsvæsnet og det lange, seje træk med at få arbejderbørnene ind på landets uddannelser. Kort sagt bidrog de radikale til at forvandle Danmark fra et fattigt landbrugsland til et moderne velfærdssamfund.

Men jeg må til gengæld indrømme, at jeg har sværere og sværere ved at forstå den radikale regnemaskine-ideologi, som de synes at praktisere. Alene inden for det seneste halve år har jeg gang på gang haft sværere og sværere ved at genkende det socialt ansvarlige og humanistiske parti, som jeg genkender fra mine radikale venner og fra historiebøgerne.

Jeg ved ikke, om det er Margrethe Vestager? Er det en ny tendens i Det Radikale Venstre? Eller har man erstattet egne værdier og ideologi med en sværgen til de økonomiske tusindårs-modeller?

Lad mig give et par eksempler på min undren over de seneste 6 måneder.

Hvorfor gjorde de radikale sig til dansk politiks største modstandere af at indføre en europæisk skat på finansielle transaktioner på så lidt som 0,01 procent, når det kunne bidrage til at hente bare en lille-bitte smule hjem af de 34.000 mia. kr., som europæiske skatteydere har betalt for at redde bankerne efter uansvarlig og spekulativ adfærd?

Hvorfor udtaler de radikales arbejdsmarkedsordfører, at perspektivet for regeringens reformer er 'løntrykkeri'? Det er i hvert fald ikke et perspektiv, jeg som socialdemokrat kan stå inde for.

Hvorfor angriber Marianne Jelved regeringens økonomiske kickstart - regeringens største og bedste mulighed for at skabe arbejdspladser nu og her? Ja, den burde være større og mere omfattende, men er lige nu det eneste aktive instrument til at skabe de arbejdspladser, som vi snakker om.

Og nu igen har vi dagpengesagen. Da Vestager på de radikales sommergruppemøde blev spurgt om, hvad hun syntes om, at 2.900 danskere pr. 1. Januar mister deres indtægt og heller ikke er berettiget til kontanthjælp var svaret 'sådan er det jo'.

En udtalelse, der med rette har vakt vrede – også hos mig. Der ligger gemt en grundlæggende mangel på empati og forståelse for den store gruppe af danskere, der i forvejen har betalt de største omkostninger for krisen. De har mistet deres job, mistet deres efterløn, og nu mister de retten til den arbejdsløshedsforsikring, de selv har været med til at spare op til.

Men sagen er, at det bare ikke er godt nok at svare »sådan er det jo«! Danmark har fået en centrum-venstre regering, der burde have en anden og mere social tilgang til, hvordan regningen for krisen skal fordeles, og til hvordan vi hjælper de hundredetusindvis af danskere i arbejde igen.

Arbejdspladserne skal skabes nu og her. Ikke om tyve år. Derfor er der nødt til at komme mere kul under den økonomiske kickstart. I USA virker det, mens vi i Europa synes forblændet af højrefløjens doktrin om, at besparelser redder økonomien.

Jeg håber, mine radikale venner vil droppe deres hellige sværgen til tusindårsmodellerne i regnemaskinerne og føre den socialt ansvarlige og humanistiske politik, som jeg kender dem for. Det har Danmark brug for.