De læsere, der har fulgt med på denne blog, og i øvrigt har fulgt med i løbet af det seneste års tid, vil vide, at jeg igennem meget lang tid har kæmpet hårdt for en europæisk skat på finansielle transaktioner – en såkaldt finansskat.

Kort fortalt vil vi pålægge finanssektoren en mikro-afgift på 0,01% og 0,1% for handel med hhv. derivater og andre finansielle produkter.

En finansskat vil skubbe investeringer over i realøkonomien, dæmme op for de skadelige spekulative højfrekvenshandler og samtidig give et årligt provenu på 400 mia. kr., som kan bruges på vækstinitiativer.

Det vil være et meget beskedent bidrag fra den samme finanssektor, der har modtaget mere end 34.000 milliarder kr. i støtte fra Europas skatteborgere, som har reddet sektorens røv oven på en finanskrise, finansbranchen selv har skabt.

Det har ikke været en let kamp.

For mens Socialdemokrater i hele Europa kæmper for at indføre en sådan skat, har bankerne herhjemme, sammen med de radikale, ført en skræmmekampagne mod at indføre finansskatten på europæisk plan.

Det bærer regeringsgrundlaget præg af. Her har kompromiset med de radikale været, at man kun ville indføre en finansskat på globalt plan. Hvilket lige nu er det som at sige, at vi ikke vil arbejde for det på europæisk plan.

Selv ærkekonservative som Angela Merkel kan se fonuften i en europæisk skat på finansielle transaktioner.

Jeg har hele tiden været med på, at når man danner en regering, indgår man nogle kompromiser. Jeg har til gengæld i hele debatten det sidste år været uforstående over for de radikales modvilje mod at bakke op om en europæisk finansskat. Et parti jeg ellers har stor respekt for og anser for at være progressivt.

Endnu mere uforstående har jeg været over, at mit eget parti ikke mere passioneret har forsøgt at overtale de radikale til at arbejde for en finansskat i EU, mens vi nu alligevel havde EU-formandsskabet.

Men hele debatten har været præget af myter og skræmmebilleder.

Gang på gang har man sagt, at en finansskat vil koste 500.000 arbejdspladser i EU. Et tal som stammer fra bankerne selv, og som EU-Kommissionen i sin seneste konsekvensrapport afviser blankt.

Faktisk mener EU-kommissionen, at en europæisk finansskat vil kunne skabe vækst og arbejdspladser, fordi man forventer at investorer faktisk vil begynde at investere i den virkelige verden og i mindre grad på finansmarkedets kasino, hvor det ikke bidrager til noget som helst i realøkonomien.

Så har forklaringen været, at man ikke mener, at forslaget er »robust« nok til at sikre, at handler ikke blot flytter ud af EU, når skatten indføres.

Også til trods for at EU-Kommissionen vil indrette skatten på en måde, hvor det primært rammer de såkaldte ”højfrekvente handler”, dvs. robothandler - hvor maskiner dagen lang gennemfører millioner af transaktioner på de samme værdipapirer for at manipulere med kurserne.

I dag er det lykkedes utvetydigt at slå fast, at Socialdemokraterne vil arbejde for en skat på finansielle transaktioner - også i Europa. Det er en stor sejr for det socialdemokratiske bagland.

Måske lykkes det først at gennemføre om mange år. Men for hver dag der går siden finanskrakket i 2008, lukker vinduet mere og mere for at gennemføre nødvendig regulering af finansmarkedernes giftige kultur, der har bragt millioner af mennesker ud i arbejdsløshed.

Nu er der gået fire år, og de fleste steder er finanssektoren tilbage til 'business as usual' og bedriver en mindst lige uansvarlig adfærd som inden krakket.

Jeg vil simpelthen ikke finde mig at blive holdt som gidsel en gang til efter den største krise siden 30’erne.

Dagens beslutning på S-kongressen er et opråb til regeringen: Kom nu ind i værdikampen!