Egen lykke er godt, men andres ulykke er heller ikke at foragte.

Det ordsprog synes at være det bærende princip, når USA taler om den økonomiske krise i Europa.

Uge efter uge spår amerikanske kommentatorer euroens snarlige sammenbrud, og med en sælsom blanding af frygt og foragt beskrives et handlingslammet Europa, hvor krisen fører almindelige mennesker udi selvmord, og hvor regeringer falder på stribe - et kontinent, der hænger ude over afgrunden.

»Nu kulminerer det hele. Vi taler ikke om en krise, der vil udspille sig over et år eller to; det hele kan falde sammen i løbet af nogle dage«, skrev nobelprisvinderen Paul Krugman - hvis kommentarer både bringes i New York Times og i denne avis.

Det var i september 2011.

Og selv om euroen lever endnu, er Krugman ikke blevet mildere stemt. Forleden skrev han på ny om Europas »økonomiske selvmordskurs«. Og imens bringer Time Magazine stort set hver uge en dommedagsklumme om den fælles valuta.I sidste uge med overskriften ' Fire veje til euroens sammenbrud'.

Skåret ind til benet er Krugmans pointe, som deles langt ind i den amerikanske regering, at Europa er ved at spare sig ihjel. Barack Obama og hans ministre synger samme sang: EU burde gøre mere ( læs: forbruge mere) for at sparke den globale økonomi i gang, lyder opfordringen fra en præsident, hvis genvalg næsten udelukkende afhænger af, om økonomien går op eller ned.Imens bruger Mitt Romney flittigt ' det socialistiske Europa' som skræmmebillede i sin præsidentkampagne ( og fanger tilsyneladende ikke den ironiske pointe, at eurozonen fører præcis den skrappe sparepolitik, han selv lover at føre i USA).

Europa svarer igen

Mange europæiske politikere og diplomater er efterhånden temmelig trætte af at høre på de amerikanske dommedagsbasuner.De peger på, at unionen faktisk har udvist temmelig stor handlekraft, når det gjaldt. Og så antyder de gerne, at amerikanerne bruger EU som en undskyldning for at slippe for at tale om deres egen syge økonomi.

I sidste uge blev det for meget for Financial Times' kommentator Gideon Rachmann, der ellers selv har skrevet yderst kritisk om EU-landenes krisestyring. I en kommentar gjorde Rachmann op med kritikere som Krugman og med tanken om, at EU kan komme ud af krisen ved at bruge flere penge: »Hvis nye veje og togprojekter førte til varende rigdom, ville Grækenland og Spanien blomstre«, noterede han sarkastisk.

Diskussionen bunder i to fundamentalt forskellige analyser af, hvad der er den største trussel mod den europæiske - og den globale - økonomi nu: manglen på vækst eller manglen på tillid? For at forstå den diskussion kan det være nyttigt at foretage et hurtigt helbredstjek af den amerikanske og den europæiske økonomi:

Hvem er i bedst form? Lad os se på tallene. Og lad os begynde med det, som krisen først og fremmest handler om:

GÆLD Eurolandenes gæld udgør 68 pct. af områdets samlede produktion, mens USA's gæld udgør 80 pct. af den samlede produktion.Alt andet lige, som økonomer ynder at sige, fører EU 1-0.

LEDIGHED Ledigheden i eurozonen i 2011 var på 10,1 pct., mens den i USA var 8,9 pct. Men da den amerikanske økonomi har en større ikke-registreret ledighed ( f. eks. illegale indvandrere) end det meste af Europa, skal USA være glad for at hive en uafgjort hjem.

UNDERSKUD En helt ulige kamp. Mens eurozonen i 2011 havde et underskud på de offentlige budgetter på 1,6 pct. af BNP, kørte USA med et underskud på voldsomme 9,6 pct. af BNP. Alt andet lige bringer det EU i spidsen med 2-0.

VÆKST USA vinder snævert i 2011 med en vækst på 1,7 pct. mod 1,4 i eurozonen, og da USA's vækst var markant større i 2010 og ventes at blive større i 2012, bliver det et amerikansk point.

Opstillingen er selvfølgelig overfladisk: alle mulige andre faktorer gør, at sammenligningen ikke er helt rimelig. Men den kan godt bruges til at illustrere en basal pointe: at hvis man blot kigger på de økonomiske nøgletal, er der ingen umiddelbar grund til, at EU skulle være i en dybere krise end USA.

Hvorfor er det så alligevel tilfældet?

DEN FEMTE FAKTOR Forklaringen er den femte faktor, som overtrumfer de nøgne tal, nemlig tillid. Det er her, EU knækker nakken.Indtil krisen brød ud, levede verden i en forestilling om, at euroen byggede på en fuldstændig solidaritet. Groft sagt: at Tyskland og andre rige lande var villig til at hæfte for Grækenland og andre fattigere landes gæld i det lange løb. Den antagelse viste sig at være falsk.

Da markederne indså det, steg den pris, som de fattigste eurolande betaler for at optage nye lån, dramatisk.Det ramte i første omgang Grækenland, hvis økonomi var gennemført rådden.Men det har også ramt andre lande, som f. eks. Spanien, der indtil krisen brød ud faktisk havde pæn orden i sin økonomi med overskud på finansloven og en overskuelig gæld.

Kan tillids-feen redde EU?

EU's afgørende svage punkt er altså tvivlen om, hvorvidt eurolandene kan betale deres gæld. Og i næste række: Om euroen og selve EU-konstruktionen kan overleve, hvis et eller flere lande går fallit.

Det er derfor, Tyskland og Den Europæiske Centralbank har rettet al opmærksomhed mod spare-og reformplaner frem for øget forbrug: Første prioritet er at genoprette tilliden til eurozonens overlevelse.Den strategi tror folk som Paul Krugman ikke på.

Og efter søndagens mange valg i Europa peger han triumferende på, at de europæiske vælgere giver ham ret og er klogere end deres egne politikere.»Sagen er, at tillids-feen ikke findes«, skriver han og tilføjer: »at skære ned i en økonomisk nedtur gør bare nedturen dybere«. I stedet foreslår han at opløse euroen eller i det mindste sætte gang i en tysk forbrugsfest, og han jubler over, at den nyvalgte franske præsident, François Hollande, kan redde euroen.

Men Frankrig er ligesom de fleste eurolande under pres fra de globale finansmarkeder, der mandag reagerede med skepsis på Hollandes valgsejr. Derfor vil den nye franske præsident, nøjagtig som sin forgænger, være nødt til at tage hensyn til den femte faktor og appellere til tillids-feen.Også selv om det med sikkerhed vil føre til mere hån og spot fra de amerikanske dommedagsprofeter.