Under et møde bad præsident Clinton engang alle de tilstedeværende om at fortælle noget, han ikke vidste om dem. Da det blev Madeleine Albrights tur, sagde hun: »Mit navn er ikke MadeleineAlbright. Mit navn er Marie Jana Korbelova«.

Dermed løftede hun en flig af en personlig skæbnehistorie, der er så fascinerende, at den snildt kan fylde det meste af dette portræt. Og det skal den komme til.

Så lad os i en fart få noget af det mere protokollære af vejen: MadeleineAlbright blev udnævnt til USA's FN-ambassadør af Bill Clinton i 1993.Her markerede hun sig med hård kritik af den daværende generalsekretær, som efter hendes mening var alt for passiv i forhold til folkemordet i Rwanda.

Fire år senere gjorde ClintonAlbright til USA's første kvindelige udenrigsminister og den højest placerede kvinde nogensinde i amerikansk politik. Hun spillede en meget aktiv rolle i arbejdet med at standse det serbiske folkemord i Kosova.

Der findes en plads i Helvede...

Gennem hele sin offentlige karriere har hun kæmpet for ligestilling: Hun er berømt for at have sagt, at der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper hinanden.

I dag bestyrer hun et netværk af fhv.kvindelige udenrigsministre. Hendes kamp har bl. a. inspireret en gruppe danske karrierekvinder til at oprette et netværk opkaldt efter den amerikanske politiker.

Med skal det også, at MadeleineAlbright er berømt for en særlig form for diplomati, nemlig pres via brocher.

I sin tid som FN-ambassadør kaldte en af Saddam Husseins proselytter hende engang for »en slange«, og næste gangAlbright skulle mødes med irakiske embedsmænd, bar hun en broche af form som en slange - et amerikansk symbol på frihed.

Det blev begyndelsen til brochediplomatiet, hvorAlbright lod sine modparter forstå, hvilket humør hun var i, via sine brocher. Mødte hun op med en sol på brystet, kunne man ånde lettet op; men bar hun en edderkop, skulle man passe på.

MARIE JANA KORBELOVA blev født i Prag i 1937. To år senere flygtede hendes familie til London, hvor hendes far var en del af den tjekkiske eksilregering under den tyske besættelse. Hun blev opdraget som katolik og konverterede senere til protestantismen.

Efter krigen vendte familien tilbage til Tjekkoslovakiet, hvor faderen genoptog sin diplomatiske karriere og blev udsendt til Titos Jugoslavien. Faderen var bekymret for at lade hende gå i kommunistiske skoler og sendte hende i en periode på privatskole i Schweiz, hvor hun lærte fransk, og hvor hendes kælenavn ' Madlenka' blev til Madeleine.

Da kommunisterne tog magten i Tjekkoslovakiet i 1948, flygtede familien for anden gang. Derfor kunne den 10-årige Madeleine betragte Frihedsgudinden for første gang, da hun i 1948 ankom med skib til New York.

Det lykkedes hendes far at komme til New York som del af en FN-mission, og her søgte han politisk asyl. Han fik job ved universitetet i Denver, Colorado, hvor MadeleineAlbright voksede op og fik sit første job som praktikant ved avisen The Denver Post.

De følgende årtier opbyggede hun en akademisk karriere med fokus på Rusland og international politik, samtidig med at hun dyrkede et stadig mere omfattende netværk i det demokratiske parti.Det skaffede hende et job i Det Nationale Sikkerhedsråd under præsident Carter, og hun rådgav flere præsidentkandidater, inden Bill Clinton gjorde hende til ambassadør og siden udenrigsminister.

GENNEM ALLE disse år levede MadeleineAlbright i uvidenhed om den egentlige grund til sin omskiftelige barndom: Hendes forældre - og dermed hun selv - var jøder.

Det fandt hun først ud af, da en journalist fra Washington Post i 1997 afslørede, at tre af hendes bedsteforældre var døde i tyske koncentrationslejre.

Selv havde hun aldrig fået eller søgt en forklaring på, at hendes bedsteforældre ikke fandtes - de var vel blot døde af alderdom, mens familien havde været i eksil.

Det skulle vise sig, at 25 medlemmer af Albrights familie omkom i koncentrationslejre, de sidste blot få dage før befrielsen.Opdagelsen rystedeAlbright, der netop havde tiltrådt den krævende post som udenrigsminister.

»Det var som at blive bedt om at stille op til et maratonløb for sit land, og så få en tung pakke, som man skal pakke op, mens man løber«, har hun selv forklaret.

Nogle mener, at afsløringen af hendes rødder kan forklare Albrights insisterende fokus på at standse folkemord, inden de udfolder sig. Andre mener, at hendes familiehistorie i sig selv var dramatisk nok, jøde eller ej.

Selv nøjedes hun for nylig med - i Washington Post, forstås - at slå fast, at hun ikke bebrejder sine forældre, at de holdt en del af familiens tragiske historie skjult for hende: »De forærede mig livet to gange«.