Sig ordet: Topmøde.

Så ved du, at radio, tv og Politiken alle vil vælte sig i historier om dette helt afgørende møde mellem en gruppe ledere, der i løbet af få timer skal udstikke en kurs mod fremtiden.

Jeg ved det også, for jeg skriver ofte selv en del af de historier.

Denne weekend er en af de store: I aften samles lederne af de otte største industrilande (plus EU's to præsidenter) til G8-møde på præsident Obamas landsted, Camp David. Jeg kører derud om nogle timer.

Allerede her til morgen har Barack Obama holdt en tale om fødevaresikkerhed i Afrika - et af emnerne på G8-mødet. Flere afrikanske ledere og U2-forsanger Bono var blandt tilhørerne.

Søndag flyver de fleste af G8-lederne videre til Obamas hjemby, Chicago, hvor Nato-alliancens 28 statsledere dukker op til Nato-topmøde. Jeg flyver til Chicago søndag morgen.

Historierne, jeg selv og resten af verdenspressen kommer til at skrive fra Camp David og Chicago, vil alle bygge på forestillingen om, at magten og evnen til at forandre verden er samlet i målbare størrelser: store lande, rige lande, alliancer mellem lande med mange soldater.

G8 begyndte som G7 i 1970'erne, da globale ledere havde brug for at diksutere oliekrisen. Da Rusland udviklede an afart af demokrati, blev G7 til G8. Siden har vi også fået et G20, hvor lande som lande som Indien, Brasilien og Sydafrika også sidder med ved bordet. Og mange eksperter taler om, at verden reelt styres af et G2 - USA og Kina.

Men virkeligheden, siger en amerikansk forsker, er en helt anden: Ifølge Ian Bremmer lever vi i en verden, der bedst kan betegnes som G-Nul.

Det er en verden, hvor hvert land er sig selv nærmest. En verden, hvor der ikke findes nogen nation eller organisation, der udfører effektivt lederskab på klodens afgørende problemer som klimaforandringer, verdenshandel eller fødevaresikkerhed.

Ifølge Ian Bremmer er det den økonomiske krise, der har slået den nye tendens fast. Før krisen befandt kloden sig i en periode af globalisering med USA som referencepunkt.

I dag orienterer mange lande sig langt mere frit, påpeger han. Tag Brasilien, der nu har større samhandel med Kina end med USA. Eller tag Canada, hvis udenrigsminister valgte Kina som mål for sin første udlandsrejse.

Hvert land for sig må også siges at være en præsic beskrivelse af udviklingen i Europa. Efter 50 års langsom, men sikker kurs mod tættere samarbejde har den økonomiske krise splittet samarbejdet i atomer: De 17 medlemmer af eurozonen har for længst taget konsekvensen af deres skæbnefællesskab og skilt sig ud fra de 10 øvrige EU-lande i en særlig klub.

Selvfølgelig er der stadig lande, der har mere magt end andre: Tyskland sidder på pengekassen og har derfor mest at skulle have sagt i EU. USA har verdens suverænt største militær og bestemmer derfor mest på den globale scene. Kina har flest mennesker og verdens hastigst voksende mega-økonomi - det giver også indflydelse.

Men ingen lande kan i dag fastlægge deres udenrigs- eller sikkerhedspolitik ved alene at orientere sig mod ét magtcentrum eller mod én alliance. Det er G-Nul.

Ian Bremmer slår fast, at de lande, der vil klare sig bedst i en G-Nul-verden, er dem, der formår at veksle mellem forskellige politiske og økonomiske partnere.

Han fremhæver Tyrkiet, der som medlem af Nato er forankret i vesten, men som også er stærkt orienteret mod den muslimske verden og de centralasiatiske oliestater. Det giver Tyrkiet en indflydelse, der rækker langt ud over landets størrelse.

På G8-mødet i Camp David vil teorien om G-Nul - hvert land for sig - blive udstillet for fuld skrue: Selv om Europa møder op med fire statsledere og to EU-præsidenter, bliver der ikke nogen fælles europæisk front: Frankrigs nye præsident Hollande vil alliere sig med præsident Obama i kravet om mere vækst.

Storbritanniens David Cameron og Italiens Mario Monti vil agere heppekor.

Tysklands kansler Merkel vil forsøge at forklare dem alle sammen, at man ikke løser en gældskrise ved at stifte mere gæld. Og måske minde om de historiske grunde til, at Tyskland ikke bryder sig om at slippe inflationen fri.

Imens vil de to EU-præsidenter, Barosso og Van Rumpoy, minde om, at de har masser af tekniske forslag i skuffen, der kan sætte gang i væksten, hvis bare EU-landene kunne tage sig sammen til at gennemføre dem.

På den måde vil weekenden bekræfte Ian Bremmers teori. Men den vil også demonstrere, at G-Nul ikke betyder, et forum som G8 bliver ligegyldigt. Tværtimod. Med den globale lederskab spredt på så mange aktører, bliver det om muligt endnu vigtigere, at verdens ledere taler sammen.