Efter et par dage i Camp David er jeg nu på vej til Natotopmøde i Chicago. Det er mange år siden, jeg har været inde i den helt særlige topmøde-trummerum, hvor jeg ellers tilbragte mange timer, dengang jeg var EU-korrespondent.

I Camp David, omgivet af et sultent pressekorps, toppolitikere og diplomater, slog det mig, hvor magtesløse klodens magthavere nogle gange må føle sig. Så det forsøgte jeg at skrive lidt om i dagens reportage fra Politiken, som du kan læse her:

Et studie i magt og afmagt

Barack Obama ifører sig sit største hvide smil, rækker hånden frem og kalder statslederne ved fornavn, efterhånden som de ankommer: »David, min ven«, siger han til Storbritanniens premierminister.

»Dmitrij, min ven, godt at se dig«, siger han til den russiske ministerpræsident.

Tysklands kansler Merkel ankommer som den sidste og får et kindkys.

»Angela, hvordan har du det«, spørger Obama. Merkel trækker på skuldrene og siger intet, mens kameraerne knipser.

»Nå, du har vist også lidt at tænke over for tiden«, siger Barack Obama.

Den replik passer perfekt ind i det manuskript, som spindoktorer og journalister i fællesskab har skrevet for denne weekends G8-møde. Nemlig historien om en fælles front af magtfulde statsledere, der gør oprør mod Tysklands pietisme og kræver vækst i stedet for nedskæringer.

Selv den ellers så besindige avis New York Times skrev i en usædvanlig barsk leder fredag, at Merkels sparekurs har »været en fiasko, der har skubbet dybt forgældede lande ud i dybere recession og gjort det sværere for dem at betale deres gæld.

Den har også bragt de svage tegn på opsving i USA i fare og er med til at skabe ustabilitet og ekstremisme i Europa«. Når man ved, hvor tæt New York Times ligger på Obama, forstår man godt, Merkel så lidt træt ud på forhånd.

Én demonstrant for fred

Mødet i den uformelle G8-kreds lugter lidt af sommerlejr.

Obama har inviteret en stribe af verdens mest magtfulde politikere til at overnatte i hytter i skoven - i det stærkt bevogtede Camp David, der siden 1942 har fungeret som refugium for USA's præsident.

Det var her, præsident Roosevelt og den britiske premierminister Winston Churchill mødtes for at forberede invasionen i Normandiet i 1944. Det var her, Israel og Egypten sluttede fred i 1978, og hvor præsident Clinton forsøgte at skabe fred i Mellemøsten i 2000.

Men aldrig tidligere har så mange statsledere været samlet på det lille landsted, og i den nærmeste by, Thurmont med 6.000 indbyggere, har de lokale været bekymrede over udsigten til tusindvis af hærgende demonstranter i deres idylliske soveby.

Fredag eftermiddag åndede alt nu ro i byen, og en lokal betjent berettede, at han foreløbig blot havde spottet én demonstrant: en mand, der holdt et skilt med teksten ' world peace'.

Når det gælder sikkerhed, tager USA ingen chancer, og det får pressen at føle, da en bus fuld af journalister og fotografer bliver fragtet fra pressecentret - indrettet i en nedslidt gymnastiksal - op til selve Camp David.

Efter to sikkerhedstjek, hvor hunde har snuset til alt elektronisk udstyr, bliver der uddelt badesutter af den slags, man tager ud over sine sko i svømmehallen. De skal sættes på kameralinserne og blive der, indtil man får besked på andet. Telefonerne må ikke bruges.

Den regel skaber visse problemer, da journalister fra Det Hvide Hus' faste pressekorps ikke er vant til at vente 40 minutter uden at være online: »Hvordan skal jeg kommunikere?«, klager en kvindelig journalist med fortvivlelse i stemmen.

Det kan vagten ikke svare på, men regler er regler.

Lige indtil en ansat i Det Hvide Hus dukker op og får blødt op, så man godt må bruge telefonen, så længe man ikke ringer eller fotograferer. »Data er o. k.«, gentager hun flere gange, »data er o. k.«. Journalisten hiver lettet en iPhone og en Blackberry frem og begynder at kommunikere på dem begge to.

To ansatte i det amerikanske udenrigsministerium, State Department, overværer seancen og hvisker om kollegaen fra Det Hvide Hus.

»Man kan kende dem fra Det Hvide Hus på lang afstand.

De har så meget attitude«, siger den ene.

»Ja. Og jeg troede ellers, det var os, der gik rundt og havde attitude«, svarer den anden.

Men det er bare min holdning

Lige inden statslederne begynder at ankomme, dukker Obamas talsmand, Jay Carney, op i mængden. Afslappet med opsmøgede ærmer og med solbriller hængende i den blå skjorte. En tysk journalist spørger ham, hvorfor USA gør det så sort og hvidt: stabilitet eller vækst? Carney svarer, at USA ikke siger enten-eller.

»Vi siger bare, at løsningen ikke kun kan være besparelser. Men det er måske rigtigt, at den amerikanske presse nogle gange godt kan gøre tingene lidt binære - enten-eller«, siger han.

Så går det op for ham, hvor mange amerikanske journalister der står omkring ham, og han skynder sig at tilføje, at det bare er en personlig betragtning - ikke holdningen i Det Hvide Hus. Og så begynder han at tale om, hvilken by der egentlig er nærmest.

Da mødet slutter lørdag, står der i en fælles erklæring fra G8-landene, at løsningen på den økonomiske krise ikke er et enten-eller: Der er behov for både stram styring af gælden og fokus på vækst. Det ligner en sejr for den tyske kansler, som ellers inden mødet var udråbt til at være Angela alene i verden. Men som en amerikansk journalist konstater i sin radioreportage til lytterne: »Ingen havde ventet en løsning fra Camp David. I sidste ende må europæerne jo selv løse problemet«.