Der er to måder at vinde et valg på.

Den første er at lurepasse og satse på, at modkandidaten er så upopulær, at vælgerne griber ud efter et hvilket som helst alternativ.

Den anden måde er at fremlægge et konkret alternativ, som vælgerne kan forholde sig til.

Indtil søndag fulgte republikaneren Mitt Romney slavisk den første metode: Hans strategi var at tage så få chancer som muligt, at være så lidt konkret som muligt – og i det hele taget at gøre valget til en folkeafstemning om Barack Obamas fire år som USA’s præsident med særligt fokus på den elendige økonomi.

Med valget af den kontroversielle – men også populære – Paul Ryan som vicepræsidentkandidat har Mitt Romney droppet ideen om at erobre Det Hvide Hus ved at være en forsigtigper. I stedet har han blæst til angreb og gjort valget til et opgør om to politiske retninger for Amerika – først og fremmest et opgør om statens størrelse og rolle i samfundet.

Valget af Ryan rejser to oplagte spørgsmål: Hvorfor har den notorisk forsigtige og dybt analytiske Mitt Romney valgt at skifte strategi? Og vil det virke?

Svaret på det første spørgsmål synes at være ret enkelt: Fordi Mitt Romney var ved at tabe.

Hen over sommeren er hans målinger blevet dårligere, og med under 100 dage til valget har han tilsyneladende indset, at han ikke ville vinde uden et offensivt træk. Som guruen inden for menings8målinger og valgstatistik, Nate Silver, konstaterer i New York Times:

»Tvivlen kommer som regel siddende præsidenter til gode, især når de – som i Obamas tilfælde – bliver betragtet som sympatiske, når deres parti kun har haft posten i en periode, og når de opfattes som kompetente i forhold til udenrigs8politik og har undgået større skandaler«.

I Nate Silvers matematiske model, der tager højde for både nationale og lokale målinger samt udviklingen i den amerikanske økonomi, spås Obama 70 procent chance for at vinde valget.

For Romney var udfordringen dobbelt: Dels tyder intet på, at de uafhængige midtervælgere flokkes om ham. Dels har han fortsat ikke formået at begejstre det konservative bagland.

Ved at vælge Paul Ryan har han tydeligvis valgt at satse på det sidste frem for det første.

Den blot 42-årige politiker, der nu er republikanernes bud på en vicepræsident, er et ideologisk fyrtårn for det konservative USA – især for den del af partiet, der har fokus på statens rolle og ser en direkte sammenhæng mellem lavere skatter og øget frihed.

Tanken om at lurepasse sig til sejr ligger Paul Ryan meget fjernt:

»Hvis du vil kritisere, må du også selv komme med forslag«, som han for nylig sagde til magasinet The New Yorker. »Det synes jeg, man har pligt til at gøre. Reformorienterede folk som jeg selv forstår ikke folk, der siger: ’Bare lad os kritisere og vinde uden selv at komme med noget’. Det er latterligt«, tilføjede han.

Så Paul Ryan har foreslået og foreslået. Hans første store reformplan kom i 2008 og havde den pompøse titel ’The Path to Prosperity’ (Vejen til velstand). Planen indeholdt store skattelettelser og drastiske offentlige besparelser.

Man skal forestille sig en plan, der lægger op til at afskaffe efterlønnen, fjerne topskatten og nedtrappe folkepensionen – samtidig med at den kører en sulten grønthøster hen over alle offentlige udgifter bortset fra forsvaret. Selv i USA er den slags skrap kost. Kun otte politikere i Repræsentanternes Hus stemte for planen i 2008.

Fire år senere blev en revideret udgave af Ryans reformplan vedtaget med stort flertal i Repræsentanternes Hus, denne gang stemte kun ti republikanere imod. I mellemtiden er Paul Ryan blevet formand for finansudvalget, og – nok så vigtigt – Det Republikanske Parti er svinget voldsomt til højre.

Ganske vist blev planen stemt ned i Senatet, hvor demokraterne har flertal – men den er på blot fire år gået fra at være et marginalt forslag fra det yderste højre til at blive officiel republikansk politik.

Det er denne plan, som præsidentvalget nu kommer til at handle om. Som det konservative ugeblad Weekly Standard slår fast: »Ryan er ikke noget særlig forsigtigt valg som makker. Han er det dristigste valg. Nu må Romney aktivt fremme og forsvare Ryans plan. Fra i dag må den betragtes som Romneys plan«.

Demokraterne havde svært ved at få armene ned, da Mitt Romney udpegede Paul Ryan som sin makker.

I en valgkamp, hvor Barack Obama selv har meget få konkrete forslag at byde ind med, har de savnet et fjendebillede at spille bolden op ad. Det problem er nu løst.

Den skræmmekampagne, der allerede var i gang, vil nu blive intensiveret, og republikanerne får travlt med at forsikre vælgerne om, at Ryanplanen ikke vil trække tæppet væk under middelklassen og de fattigste.

Allerede i weekenden understregede flere talsmænd i Romney-lejren, at den republikanske kandidat - når han er blevet præsident - vil fremlægge sin egen plan.

Men gevinsten for Mitt Romney er også klar: Han har fyret op under de konservative græsrødder, der pludselig kan se lys for enden af tunnelen. I et land, hvor valgdeltagelsen altid er lav, kan det gøre en enorm forskel, hvis Romney og Ryan kan mobilisere mange konservative vælgere på valgdagen.

Paul Ryans entré på scenen har pustet nyt liv i den amerikanske valgkamp. Den har givet vælgerne en grund til at gå hen at stemme: Det, der for en uge siden lignede et visionsløst opgør mellem to stenrige, men idéfattige kandidater, fremstår pludselig som et afgørende valg mellem to vidt forskellige samfundsmodeller: den europæisk inspirerede velfærdsstat, som Obama anbefaler, eller den liberalistiske minimalstat, som Ryan – og nu Romney – foreslår.

Valget er pludselig kommet til at handle om politik.