Hendes højhælede støvler er to spadserende amerikanske flag. Hendes halskæde er sat sammen af ørne, flere flag og andet glimtende tingeltangel.

Og da jeg mødte hende på vej ind i salen, hvor Mitt Romney sent torsdag aften holdt sit livs vigtigste politiske tale, var Alice Butler-Short helt sikker på, hvorfor Mitt Romneys tale bare ville blive rigtig god:

»Skal jeg sige det i ét ord?«, spurgte hun og fortsatte straks:

»Autentisk!«.

Jeg nikkede og noterede, men hvis jeg skal være ærlig, så troede jeg ikke på, at hun ville få ret. Mitt Romney har altid forekommet mig kejtet og en smule falsk på en talerstol. Som en, der anglede lidt for meget efter at blive holdt af, og en som forsøgte at være en anden, end han er.

Jeg blev klogere.

Mitt Romneys tale var god. Om den så var god nok til at omvende millioner af vælgere er en anden sag, men i forhold til, hvad Mitt Romney tidligere har leveret fra en talerstol, var den langt over vanlig standard.

Den var af og til rørende, lidt populistisk og generelt ganske ukonkret. Men først og fremmest var den, ja, autentisk.

Højdepunktet var uden tvivl det øjeblik, da Mitt Romney mindede om, hvad Barack Obama gik rundt og sagde i 2008: at det her var tidspunktet, da havenes vandstand ville begynde at falde. At han ville frelse hele kloden.

»Mit løfte er, at hjælpe dig og din familie«.

Den sætning går ind til kernen af, hvad Mitt Romney prøvede ayt forklare amerikanerne torsdag aften: At de nu har chancen for at skifte en fremragende taler ud med en rigtig leder. At han vil tale mindre og handle mere end Obama har gjort.

Det er et budskab, der har stor klangbund i USA.

Og det var tydeligt, at Mitt Romney gjorde meget ud af at holde den dæmpede, kontrollerede stil.

Det gjorde han allerede fra det øjeblik, da han lidt overraskende gjorde sin entré fra bagenden af salen til tonerne af ’Born Free’.

Glad og afslappet uddelte han håndtryk og kram, inden han til et jubelbrøl trådte op på scenen og sagde »Jeg tager imod jeres nominering som præsident for De Forenede Stater«.

Men hvad der især var slående, var, at Mitt Romney for en gangs skyld syntes at hvile i sig selv. Han åbnede lidt op for de personlige detaljer, som han ellers notorisk har svært ved at tale om – og efter min mening slap han godt fra det.

Det var rørende og troværdigt at høre ham fortælle om, hvordan familien og hensynet til børnene er det fundament, Amerika bygger på. Og at høre ham udtrykke sin dybe respekt for sin afdøde mor og for hustruen Ann og hendes enorme indsats i hjemmet.

I USA er det nemlig ikke tabubelagt eller skamfuldt at gå hjemme og passe børn – det er en ære og noget, der står respekt om, lidt på linje med den respekt, der omgærder udsendte soldater.

Mitt Romney er ofte blevet kritiseret for at bruge al sin tid på at kritisere Obama, men at sige for lidt om, hvad han selv vil.

Kritikken af Obama var selvsagt også med i talen. Men det blev efterfulgt af et afsnit, der kunne være skrevet af Anders Fogh Rasmussen: Et løfte om at skabe 12 mio. job – hverken mere eller mindre, og fem anvisninger på, hvordan det skulle ske.

Til gengæld sagde han intet om, hvordan han vil præstere at fjerne underskuddet på finansloven, samtidig med at skatterne skal sættes ned. Eller om, hvad der skal sættes i stedet for, når han har opfyldt sit løfte om at afskaffe Obamas sundhedsreform.

Men for de fleste konservative vælgere er det heller ikke så vigtigt. De har det nemlig som Alice Butler-Short: De vil bare af med Obama.

For som hun siger:

»Da jeg pludselig begyndte at synes godt om Bill Clinton, vidste jeg bare, at vi var i store problemer«.