Mitt Romney havde tre afgørende problemer, inden denne uges republikanske partikonvent:

Han havde behov for selv at fremstå mere menneskelig. Og han havde brug for at mindske demokraternes store forspring blandt to afgørende vælgergrupper: kvinder og spansktalende amerikanere.

Han havde stor succes med det første, nåede et stykke af vejen med det andet og er stadig langt fra målet med det tredje.

Gennem alle konventets tre dage strømmede stærke kvinder op på talerstolen for at imødegå demokraternes påstand om, at republikanerne skulle ligge i krig mod kvinder. Talere som Ann Romney og Mia Love, men især fhv. udenrigsminister Condoleezza Rice, South Carolinas guvernør Nikki Haley og New Mexicos guvernør, Susana Martinez brændte stærkt igennem og mindede om, at stærke kvinder bestemt ikke bliver holdt nede hos republikanerne.

Adskillige talere på konventet slog over i spansk for at sige et par brokker til den 12 mio. mennesker store vælgergruppe, der udgør næsten 10 procent af vælgerkorpset.

Men der er lang vej hjem: Obama ligger lige nu til at vinde latinovælgerne med med en procentsats omkring 61-29.

Og alle ved, at det først og sidst er Mitt Romney selv, der skal gøre arbejdet, hvis billedet skal vendes.

Derfor brugte han en stor del af sin tale på at åbne lidt op for sin personlige historie – og for sit syn på familien, der er stærkt konservativt efter danske forhold, men som ret præcist rammer den typiske amerikaner i maven.

Ligesom han sendte varme og oprigtige hilsener til sin afdøde mor og til sin hustru, Ann.

Han talte også varmt om USA som en indvandrernation, hvor enhver har ret til at søge lykken – en retorik, der ligger langt fra hans barske linje tidligere i valgkampen.

I det hele taget foretog Mitt Romny det træk, som amerikanske præsidentkandidater typisk tager, når de er færdige med at kæmpe mod deres egne partifæller – han søgte mod midten.

Hans angreb på præsident Barack Obama kom i en langt mere forsonlig tone end ved tidligere lejligheder. Romney var ikke vred, han var skuffet – og bad vælgerne tænke over, om de stadig var lige så begejstrede som i 2008:

»Man ved, der er noget galt med hans præstation som præsident, når den bedste følelse var den, man havde, da man stemte på ham«.

Hans måske stærkeste udtalelse kom, da han mindede om, hvordan Obama i 2008 erklærede, at dette var øjeblikket, da vandstanden i havene ville begynde at falde.

Obama lovede at frelse verden, sagde Romney og tilføjede: »Mit løfte er, at jeg vil hjælpe dig og din familie«.

Det er den strategi, der skal vinde valget for Romney. Sig farvel til Obamas berusende taler og goddag til en mand, der vil arbejde målrettet på at løse problemerne.

Alt det, Romney ikke siger

Men hvis enkelte vælgere så skulle have lyst til at vide, hvad løsningen er, blev de ikke meget klogere af Romneys tale.

Listen over emner, han ignorerede eller sprang let hen over, var lang. Intet om, hvordan det skal gå til, at erhvervsskatterne skal sættes ned, uden at skatten går op for middelklassen, som Romney lover. Alle eksperter er enige om, at det ikke lader sig gøre, medmindre man gennemfører uhørt drastiske offentlige besparelser.

Især ikke fordi Romney jo også lover at bringe landet tilbage på sporet mod at fjerne underskuddet på finansloven.

Han nævnte heller ikke, hvad han vil sætte i stedet for Obamas sundhedsreform, som han vil afskaffe på sin første arbejdsdag. Eller hvordan han vil reformere den populære Medicare-ordning, der sikrer sundhed for de ældre.

Og hvad der måske var mest slående: Mitt Romney nævnte ikke krigen i Afghanistan med ét eneste ord.

Skal soldaterne hjem som planlagt, eller skal de blive længere? Præsidentkandidat Romney forbigik emnet med tavshed.

»Er det nogensinde sket før, at vi har været i krig, og en præsidentkandidat har ignoreret krigen og vores krigere i en større tale«, spørger den konservative redaktør Bill Kristol i Weekly Standard.

Mest konkret var Romney, da han lovede at skabe 12 mio. nye job. Han anførte fem metoder til at nå målet: mere hjemlig energiproduktion, flere frihandelsaftaler, mere efteruddannelse, lavere offentlig gæld og lavere skatter og afgifter.

Det er imidlertid svært at se, at de initiativer skal skabe mange job på kort sigt, og som den liberale kommentator Ezra Klein påpeger:

»Romneys mål om 12 mio. job over de næste fire år er tilfældigvis det samme antal job, som det økonomiske analysefirma Moody’s Analytics forventer, der vil blive skabt uden større politiske initiativer«.

Romneys sats er, at skuffede Obamavælgere vil lade tavsheden og tvivlen komme ham til gode.