Han sluttede talen af med at omfavne USA’s første sorte præsident.

Men i de foregående 45 minutter var det den hvide amerikaner – den ufaglærte arbejder, den arbejdsløse håndværker og den moderate akademiker – som han havde rakt ud efter.

Som en amerikansk, demokratisk lobbyist skrev til mig i en sms lige efter talen:

»Fucking unbelievable. Det var genialt af Obama at hente Clinton tilbage. Han har lige skaffet den gamle garde af hvide demokrater tilbage i folden. Så nu har han alle de gammeldags demokrater plus alle de nye. Genialt«.

Så enkelt er det nok ikke, men det afspejler stemningen blandt demokraterne efter Bill Clintons brandtale, der flere steder bliver kaldt den bedste, han nogen sinde har holdt.

Hvis man skærer retorikken og charmen væk, så var Bill Clintons metode ganske enkel: Han insisterede fuldstændig på den kurs, der også var hans i de otte, da han var USA’s præsident, nemlig den moderate midterpolitik, den tredje vej.

Dermed kom hans tale til at stå i skarp modsætning til de utallige skarpe indlæg om abort, homoseksuelle og fattige, der er blevet holdt på de to første dage af demokraternes konvent.

»Vi står sammen om det her«, sagde han helt fra begyndelsen og argumenterede for, at det er i middelklassens egen interesse at gøre noget ved fattigdommen. Ikke for de fattiges skyld, men fordi det gavner væksten.

Så uddelte han roser til en stribe republikanske præsidenter – både Ronald Reagan og George W. Bush fik et klap på skulderen.

»Det, der virker, er samarbejde«, slog han fast.

Clintons kurs var så meget desto mere markant, fordi partiets nye venstrefløjsdronning, Elisabeth Warren, kort forinden havde holdt en sydende vred tale, der lige så godt kunne have været holdt på Enhedslistens landsmøde. En tale om onde bankfolk, grådige oliemilliardærer og om fattige, der aldrig får en chance.

Bill Clintons tale var et markant opgør med Elisabeth Warrens linje.

»En af grundene til, at vi skal genvælge Barack Obama er, at han er opsat på at samarbejde«, sagde Clinton.

Da han havde fået naglet sit parti fast til midten, begyndte han at gennemgå valgkampens emner et for et – han satte sig selv i scene som USA’s faktatjekker-in-chief.

Det kan han gøre med en vis autoritet, da Clinton i dag er USA’s suverænt mest populære politiker. Efter at alle sexskandalerne er gledet i baggrunden står han tilbage som en mand, der styrede USA ind i et historisk opsving.

Selv forklarede han, at opskriften var ganske enkel:

»Matematik!«.

Hans pointe er, at det ikke hænger sammen, når Romney både vil afskaffe gælden og sænke skatten på samme tid.

»Glem aldrig, at republikanerne firedoblede underskuddet i de sidste 12 år, før jeg blev præsident. Og de fordoblede det igen på 8 år, efter jeg var gået af«, sagde han.

Det var en indtrængende appel til de hvide vælgere, der er aldeles skeptiske overfor Barack Obama om at vende hjem.

»Jeg elsker vores land så meget, Og jeg ved, at vi er på vej til at komme igen. Hvis I også vil have et samfund, hvor vi står sammen, så skal I stemme på Obama«, sagde han til tordnende bifald til sidst.

Så kom en grinende præsident Obama ind på scenen, Clinton bukkede, de to mænd omfavnede hinanden, og årets hidtil bedste politiske fest var slut.

Nu skal det vise sig, om USA’s andre hvide mænd også vil omfavne Obama.