Selvfølgelig var salen helt oppe at køre. Der blev viftet med flag og de skilte, som hundredvis af frivillige delte ud undervejs.

»Fired up« stod der på nogle af skiltene, og det råbte de også denne torsdag aften i North Carolina.

Men det ændrer ikke på, at Barack Obama ikke holdt sin bedste tale på det demokratiske konvent. Han lagde låg på den trykkoger af følelser, som tidligere har fået voksne mænd til at græde og millioner af fans til at juble. Det er helt typisk svært for politikere, der skal genvælges, at skabe samme begejstring, som politikere der kan tilbyde at komme ind udefra og lave alting om.

Men der var også en anden grund til, at Obamas tale var anderledes: Hvor han tidligere – og især i 2008 – har slået meget stærkt på amerikansk sammenhold, på at bygge bro over uenigheder og marchere sammen mod en bedre fremtid, så valgte han torsdag aften at trække modsætninger op, at tale om dem og os.

»På hvert eneste område, står du ikke blot overfor et valg mellem to kandidater og to partier. Det er et valg mellem to forskellige retninger for Amerika. Et valg mellem to fundamentalt forskellige visioner for fremtiden«, sagde han.

Dermed reducerede Barack Obama sig selv til at være en ordinær politiker og ikke den fornyende skikkelse, som tilbød at stille sig i spidsen for brede, fælles løsninger – og som så mange lod sig betage og begejstre af i 2008.

Denne gang var det en Obama, der stillede sig op foran amerikanerne med en stribe konkrete, men meget langsigtede, valgløfter.

Han vil ansætte 100.000 lærere på 10 år, skabe en million job i industrien på fire år og at reducere underskuddet på statsgælden med fire billarder inden for 10 år.

Det er budskaber fra det politiske grovkøkken – ikke fra den drømmefabrik, hvor mange af Obamas tidligere taler er fremstillet.

Bag forvandlingen ligger en erkendelse, som Barack Obama ifølge mange af de analytikere, der følger Det Hvide Hus tæt, er nået frem til inden for de sidste to år, nemlig at hans rolle som præsident i høj grad er at udnytte embedets magt til at kæmpe for sin egen politik, ikke at være en neutral overdommer mellem landets stridende fraktioner.

Trods de specifikke løfter, stod det ikke klart, hvad der skal være den overordnede vision for en anden præsidentperiode med Barack Obama. På den måde ser det ud til, at han og Mitt Romney har valgt samme strategi: spil defensivt, forsøg at lave så få fejl som muligt og håb på en snæver sejr i november.

Allerede fredag tager valgkampen en ny drejning, når de seneste jobtal for USA bliver offentliggjort. Hvis de er gode, kan de underbygge Obamas stille, seje træk. Hvis de peger den forkerte vej, vil præsidenten prise sig lykkelig for, at han ikke overspillede sine kort på konventet.

Drømmenes tid er forbi for Obama. Denne gang skal han vælges på samme præmisser som alle andre politikere.