Mens Barack Obama og Mitt Romney står midt i slaget om Det Hvide Hus, udkæmper 29.000 skolelærere i Chicago en anden kamp, der kan få mindst lige så stor betydning for amerikanernes fremtid. På anden uge strejker lærerne i USA’s tredjestørste skoledistrikt, og 350.000 elever må for syvende skoledag i træk blive hjemme i dag.

Det er en konflikt, der på mange måder forekommer besynderlig: Lærerne strejker over en aftale, der ville sikre dem en lønstigning på mere end 15 pct. over de næste fire år – og i forvejen tjener den gennemsnitlige lærer i Chicago ca. 430.000 kroner om året, hvilket er langt mere, end den gennemsnitlige privatansatte i USA får i løn.

Og det bliver ikke mindre besynderligt af, at begge sider i konflikten har nære bånd til Det Hvide Hus: Fagbevægelsen er blandt de største donorer til demokraternes valgkamp og investerer tusindvis af timers frivilligt arbejde i at få genvalgt præsidenten. Lærernes modpart er Chicagos borgmester, Rahm Emanuel, der var Obamas første stabschef i Det Hvide Hus, og som inden strejken netop havde lovet at øge sin indsats for at samle penge ind til sin tidligere chef.

Derfor er det en underdrivelse at sige, at strejken kommer ubelejligt for begge parter. Men det er også det, der giver strejken et perspektiv, der rækker langt ud over Chicagos bygrænse. For når både lærernes fagforening og borgmester Emanuel insisterer på at føre arbejdskamp med mindre end to måneder til præsidentvalget, er det, fordi der står alvorlige ting på spil.

Skåret helt ind til benet handler strejken om, hvordan USA holder liv i den vigtigste fortælling om sig selv – fortællingen om den amerikanske drøm og troen på, at alle har en chance for at kravle op ad stigen til succes.

Da USA’s statistiske kontor i sidste uge fremlagde den årlige opgørelse over indkomstfordelingen, viste den for fjerde år i træk et fald i medianindkomsten for amerikanske arbejdere. Spændet mellem rig og fattig voksede sig endnu større, og 15 procent af indbyggerne lever i det, USA selv definerer som fattigdom.

Er der en ting, alle i USA er enige om, er det, at uddannelse er det vigtigste redskab til at få både de fattigste og det amerikanske arbejdsmarked tilbage på sporet.

Da den meget respekterede eksguvernør i Florida Jeb Bush for nylig holdt sit indlæg ved det republikanske konvent, talte han udelukkende om uddannelse og kaldte behovet for bedre skoler »den store moralske og økonomiske udfordring i vor tid«.

»Den sørgelige sandhed er, at lige muligheder ikke findes i mange af vores skoler. Vi giver nogle børn en chance, men langtfra alle. Vi må holde op med at undskylde fejlslagne skoler og i stedet begynde at belønne forbedringer og succes«, sagde han og beskyldte lærernes »politisk magtfulde« fagforeninger for at blokere for de nødvendige reformer.

Ordene kunne være talt ud af borgmester Rahm Emanuels mund. I en ny fireårig aftale for byens skoler gennemfører han en række mærkesager: Skoledagen skal forlænges fra 5 timer og 45 minutter til 7 timer. Elevernes testresultater skal vægte tungere i evalueringer af byens lærere, og dårlige evalueringer over en årrække vil i sidste ende kunne føre til fyring. Desuden ville han give skolelederne større indflydelse på, hvem de vil ansætte.

Under aftalen ligger også en trussel om at lukke en lang række dårligt fungerende skoler i belastede kvarterer. Nogle af børnene vil blive spredt mellem mere velfungerende folkeskoler, mens andre vil ende med at gå i de såkaldte charter schools, en slags offentligt finansierede friskoler, som i disse år skyder op over hele USA.

Set fra lærernes synspunkt er de mange reformkrav i virkeligheden et forsøg på at underminere de løn- og arbejdsvilkår, som lærerne har brugt årtier på at kæmpe sig frem til. De fleste lærere på de nye friskoler står uden for fagforeningen og tjener langt mindre. Mange lærere ser skolelukninger som et forsøg på at spare penge. Deres kamp handler derfor langt hen ad vejen om jobsikkerhed. Og om retten til at bevare pæne middelklasselønninger i en krisetid, hvor millioner af privatansatte i USA kun kan drømme om tilsvarende vilkår for løn, pension og ferie.

Men strejken handler også om overbevise resten af USA om, at nationens problemer med fattigdom ikke kan løses af overbebyrdede lærere med 41 børn i klassen.

»Lærernes kritikere må anerkende, at sultne, triste og misbrugte børn aldrig vil få noget ud af deres skolegang, medmindre de forhold, de i øvrigt lever under, forbedres«, som en lærer fra Virginia, Margaret Costigan, skrev på New York Times’ hjemmeside.

Et tilsvarende synspunkt giver journalist og forfatter Alex Kotlowitz udtryk for i samme avis:

»Hvordan kan vi forlange, at gode lærere på egen hånd skal forbedre fattige børns liv, mens vi skærer ned på hjælpen i dybt belastede kvarterer og reducerer skolernes budgetter? Fattigdom kan selvsagt ikke være en undskyldning for dårlig undervisning. Men omvendt kan fremragende undervisning heller ikke være den eneste løsning på fattigdom«, skriver han.

Obama har foreløbig været helt tavs om strejken i sin hjemby, Chicago. Ganske vist rammer konflikten ind i hjertet af hans valgkamp og løftet om, at alle i USA skal have en fair chance. Men den viser også, at problemerne i USA’s uddannelsessystem stikker dybere end noget, der kan reduceres til en kamp mellem de gode og de onde.

• Følg mig på twitter: @jakobnielsen