Valget til Kongressen i Washington D.C. er muligvis verdens mest oversete valg. Det gælder især de år, hvor det falder sammen med præsidentvalget, sådan som det sker i 2012.

Mens hele verden opmærksomt følger enhver udvikling i opgøret om Det Hvide Hus, så hører vi langt mindre om de 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus eller de 33 ud af Senatets 100 medlemmer, der er på valg samme dag.

Det er ellers vigtigt nok: Kongressen vedtager landets love, kan blokere for økonomiske bevillinger såvel som udnævnelser af alt fra dommere og topembedsmænd til ambassadører og ministre. En præsident uden flertal I Kongressen er en præsident med et problem.

Spørg bare Bill Clinton, der skrev under på Kyotoprotokollen i 1997, blot for at opleve Senatet afvise den enstemmigt. Eller spørg Barack Obama, der ikke har fået vedtaget nogen lov af betydning, siden han mistede sit flertal i Kongressen ved midtvejsvalget i 2010.

I stedet måtte han se USA’s kreditvurdering blive nedskrevet, da han ikke formåede at samle flertal for en aftale om at hæve landets gældsloft. En konflikt, der truer med at genopstå straks efter valget i november. Det var derfor, at Australiens finansminister, Wayne Swan, forleden udtrykte sin frustration over den indflydelsen, den såkaldte Tea Party-bevægelse har:

“Lad os være ærlige og anerkende, at det største trussel mod verdens største økonomi er den flok skrupskøre kugler, der har overtaget en del af det republikanske parti”.

Faktisk kan selv en præsident, der råder over et flertal i Kongressen, have svært ved at få sine love vedtaget. Det måtte Geroge W. Bush sande, da han i 2005 måtte opgive at gennemføre sit afgørende, indenrigspolitiske valgløfte om at privatisere USA’s svar på folkepensionen, Social Security. Mange af Bush’ egne partifæller faldt fra, efterhånden som det stod klart, hvor kontroversiel en plan, der var tale om.

På samme måde lykkedes det ikke for Barack Obama at samle flertal for at opfylde sine valgløfter om en amerikansk klimalov, selv om demokraterne styrede begge Kongressens kamre i 2009 og 2010.

Det er med andre ord lige så vigtigt for både USA og resten af verden, hvem der vinder flertallet i Repræsentanternes Hus og i Senatet, som hvem der ender med at erobre Det Hvide Hus. Uden Kongressen, ingen reform.

Obama skal bare vælges

Men netop i år er billedet alligevel lidt anderledes. For Barack Obama står i den pudsige situation, at han kan opnå tre enorme politiske resultater blot ved at blive genvalgt – uanset udfaldet af valget til Kongressen.

Det skyldes, at Barack Obamas største politiske reformer alle blev vedtaget i hans første valgperiode, men først træder i kraft i løbet af den anden.

Skulle Mitt Romney og republikanerne vinde både præsidentposten og et flertal i Kongressen I november, vil de med stor sandsynlighed forsøge at rulle tiden tilbage til før Obama. Det gælder i forhold til den historiske sundhedsreform, der med tiden vil forpligte alle amerikanere til at have en sundhedsforsikring. Og det gælder den stor reform af den finansielle sektor, der blev vedtaget i kølvandet på de store krak i 2008 og 2009.

Hvis Barack Obama bliver genvalgt, kan han nedlægge veto mod enhver ændring, og dermed vil de to symbolske og betydningsfulde love stå ved magt og træde i kraft. Dermed vil det formentlig også være for sent at rulle dem tilbage – selv efter næste valg.

Det tredje store resultat, Obama kan opnå ved at blive genvalgt, er en skattereform.

Ganske vist går såvel Mitt Romney som hele det republikanske parti til valg på et løfte om aldrig at ville hæve skatten. Men Barack Obama har et trumfkort: en stribe omfattende skattelettelser, som blev vedtaget under George W. Bush, og som senere er blevet forlænget under præsident Obama, står til at udløbe i januar 2013.

Så med mindre republikanere og demokraterne i Kongressen formår at enes om noget andet, vil skatterne stryge i vejret i 2013.

Og ikke nok med det: Samme tid træder en stribe dramatiske besparelser på de offentlige budgetter, ikke mindst forsvarsbudgettet, i kraft. Det sker som resultat af en aftale, republikanere og demokrater indgik tidligere i år under indtryk af den enorme gæld, USA har bygget op.

Begge dele betyder, at Barack Obama sidder med en stærk hånd i de forhandlinger om USA’s økonomi, som vil gå i gang umiddelbart efter valget.

Republikanerne vil stå med valget mellem at leve med såvel enorme skatteforhøjelser som besparelser på forsvarsbudgettet eller at indgå en langsigtet aftale om USA’s økonomi, hvor både militæret og middelklassen kan holdes fri.

Dermed ikke sagt, at valget til Kongressen er ligegyldigt. Med udsigt til et næsten sikkert republikansk flertal i Repræsentanternes Hus og muligvis også i Senatet, får Barack Obama svært ved at komme igennem med andre dele af sine valgløfter i en eventuel anden periode. Det gælder især på områder som klima, energi, uddannelse og immigration.

I sin første valgperiode har Barack Obama gennemført ganske vidtrækkende ændringer af folkeksolen uden om Kongressen ved at skrue på betingelserne for at opnå statslige tilskud. Han har også indført en midlertidig amnesti for unge, illegale indvandrere. Men langsigtede løsninger kræver, at han kan samle et flertal i Kongressen. Derfor handler opgøret 6. november om langt mere end valget mellem Obama eller Romney.