Så har man hørt det med: Libyens oprørere er nu på så hastig fremmarch mod hovedstaden Tripoli, at vestlige diplomater er begyndt at frygte ' en katastrofal succes'. For er oprørerne overhovedet klar til at tage magten? Er vi andre? Eller truer et nyt kaos? Det var den britiske avis The Times, der for nogle dage siden kunne fortælle om, hvordan Nato-diplomater frygter en ( for) hurtig oprørssejr.

»Det er det udtryk, man nu bruger i Nato - at vi står over for en katastrofal succes.

Og selv hvis den ikke bliver katastrofal, vil det være en kaotisk succes, fordi oppositionen ikke er klar til at regere, og der derfor vil opstå et vakuum, hvis Gaddafi falder«, sagde en Nato-diplomat til avisen.

Det vender vi tilbage til. Lad os først se på, hvad der har sat gang i spekulationerne om Gaddafi-styrets snarlige fald For det første er længere tids stillingskrig afløst af nye fremskridt for de libyske oprørere, hvilket har sat Gaddafi-styrkernes forsyningslinje til Tripoli under pres.

Det er oprørere fra Nafusa-bjergene, der angiveligt indtog to vigtige byer i forhold til olieforsyningen til Tripoli for få dage siden. Oprørerne synes også andre steder at nærme sig Tripoli - selv her under den muslimske faste, ramadanen. I dag (lørdag) hævdede de ifølge BBC at have indtaget byerne Zlitan og Zawiya, der ligger henholds 160 kilometer øst og 30 kilometer vest for Tripoli.

For det andet kom der endnu en lille sprække i Gaddafi-regimet, da dets viceindenrigsminister Nasser al-Mabrouk Abdullah for nylig stak af til Egypten.

For det tredje kunne noget tyde på, at Rusland er begyndt at være mere bøjelig over for Nato's linje, mens der for det fjerde er jævnlige rapporter om hemmelige møder i Tunesien om en fredsaftale med repræsentanter fra Gaddafis styre.

Men, men, men..

Der er dog, som den amerikanske tænketank Stratfor påpeger i en ny analyse, mange ubekendte i dette regnestykke.

Vi ved ikke, om Gaddafis styrker blot er ved at omorganisere sig og derfor virker mere trængte, end de er. Og i forhold til de andre punkter må man også tage forbehold: En flygtet viceindenrigsminister er ikke en nøglefigur. Ruslands stilling er slet ikke klar, og vi ved heller ikke meget om de tunesiske møder. Men alligevel. Tiden synes ikke med den libyske diktator, og derfor spekuleres der i tiden efter ham.

Dansk støtte til et splittet råd

Men også der er der en perlerække af ubekendte.

Når vestlige diplomater taler om risikoen for en ' katastrofal succes', skyldes det i høj grad usikkerhed om de libyske oprøreres evne til at forvalte en fremtid efter Gaddafi. For selv om også danske politikere pludselig fik travlt med at anerkende det libyske overgangsråd NTC tidligere i år, fremstår det stadig mere uklart og splittet. Det blev udstillet på blodigste vis i juli, da dets hærchef, general Abdel Fatah Yonis, blev myrdet af sine egne.

Mordet er fortsat uopklaret, men den dræbte generals magtfulde klan har beskyldt libyske islamister for at stå bag det og truet med hævn. Det varsler ilde.

Og i noget, der lignede et desperat forsøg på at starte forfra, besluttede overgangsrådets præsident for et par uger siden at fyre hele overgangsregeringen med undtagelse af dets ministerpræsident, Mahmoud Jibril. Dermed ligger magtstrukturerne imidlertid i ruiner, og vestlige iagttagere taler nu om, at man har begået samme fejl som i Irak: Man har koncentreret sig så meget om ledere, der var skolet i Vesten eller blot sagde alt det rigtige, at man overså betydningen af ulmende konflikter mellem klaner, stammer og libyske islamisters voksende betydning.

Nogle vil mene, at man altid kan frygte alting, og at der trods alt ikke er tegn på den store splittelse blandt oprørerne. Andre frygter de ubekendte.

For det første er Libyen jo ikke som Egypten og Tunesien, hvor de nye magthavere kunne overtage et etableret system efter henholdsvis præsident Mubarak og Ben Alis fald. I Libyen nedbrød Gaddafiethvert forsøg på at etablere politiske partier.

Og i stedet for en stærk stat betjente han sig af et kompliceret del og hersk-system med landets mange klaner. Han delte med vennerne, og slog brutalt ned på modstanderne. Falder Gaddafi, vil disse - ofte rivaliserende - klaner søge nye måder at pleje deres interesser. Det kan hurtigt udløse nye konflikter i et af verdens bedst bevæbnede lande.

Libyens islamister

For det andet er vigtigt at holde sig for øje, at Libyen reelt er delt i mindst to: øst og vest. I øst hersker oprørerne, mens vest lige nu domineres af Gaddafi-styret. Men hvad hvis - når - sidstnævnte falder? Hvordan får man indarbejdet det befolkningstunge Vestlibyen i en ny magtstruktur, så man undgår, at oprøret blot udarter sig til en østlibysk besættelse af Vestlibyen? For det tredje er der usikkerheden om islamisterne, der i høj grad har deres udspring i det østlige Libyen, og som ifølge tænketanken International Crisis Group er den bedst koordinerede og mest indflydelsesrige oppositionsgruppe. De omfatter den libyske udgave af Det Muslimske Broderskab, Libyens Islamiske Gruppe og Libyens Islamiske Kampgruppe.

Broderskabet kom til Libyen, da Libyens daværende kong Idris tilbød asyl til ledende ' muslimske brødre', der i 1950' erne flygtede fra nabolandet Egypten og den egyptiske præsident Nasser. Derfra spredte de deres ideer i især det østlige Libyen, som var kong Idris base. Men de var også nogle af de første til at blive arresteret, da Moamar Gaddafii 1969 væltede selvsamme kong Idris og dermed pustede til rivaliseringen mellem Øst-og Vestlibyen.

Hævner oprørerne sig?

Nu frygter nogle en hævnaktion den anden vej, hvis - når - de østlige oprørere trænger ind i Tripoli. Og vel at mærke hævntogter, der i yderste konsekvens kan tvinge Nato og FN til at overveje, om de af hensyn til civilbefolkningen skal gribe ind over for de oprørere, de hidtil har støttet ( lige som de jo af samme grund satte ind mod Gaddafi-styret).

Lige nu er det svært at spå, hvad der sker. På den ene side taler diplomater altså om risikoen for en ' katastrofal succes', der udløser nye magtkampe mellem øst og vest, og imellem klaner. På den anden side er man også oppe mod tiden, for jo længere tid der går til Gaddafi-styrets fald, des større er også risikoen for nye konflikter og for en voksende tilstedeværelse af regionale al-Qaeda-celler.

Og jo længere tid der går, des sværere bliver det at forsvare en Nato-mission, der startede med et mål om at beskytte civilbefolkningen, men som mere og mere ligner rendyrket vestlig støtte til den ene part i en uforudsigelig borgerkrig.