Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fik en kærkommen lejlighed til at optræde i rollen som sejrherre, da han i går deltog i et internationalt topmøde om Libyens fremtid i Paris:

Efter striben af dårlige meningsmålinger og knirkerier i VKO-blokken kunne han her vise sig blandt vigtige statsledere og andre sejrherrer fra en Libyenkrig, der godt nok hverken er slut eller har et sikkert resultat.

Ganske vist er der ikke længere tvivl om, at Gaddafiregimet er faldet. Heller ikke selv om sønnen Saif al-Islam i går erklærede, at han og faderen fortsætter kampen mod Libyens nye magthavere i det såkaldte Overgangsråd:

»Modstanden fortsætter, og sejren er nær«, sagde han.   Men så meget sandhed er der dog i det, at borgerkrigen i Libyen ikke er slut.

Heller ikke selv om Frankrigs præsident, Sarkozy, altså i går havde inviteret FN?s generalsekretær, Ban Ki-moon, og repræsentanter for 60 lande til sejrsmøde i Elysée-palæet.

Der er f.eks. fortsat Gaddafitro styrker i byerne Bani-Walid, Sabha og Sirte.

Ikke mindst i sidstnævnte frygter mange et blodbad, hvis Libyens nye magthavere gør alvor af et ultimatum til de Gaddafitro styrker og angriber dem militært. I går forlængede man det dog med en uge til lørdag om en uge.

Dansk hovedbrud
Men situationen bekymrer langt uden for Libyen. For det første vil et blodigt opgør lægge ny gift ud for en kommende forsoning mellem Libyens nye magthavere og det Gaddafiregime, der har regeret i 42 år.

For det andet vil et blodbad bringe FN og Nato i en prekær situation: Siden 31. marts har Danmark og andre Nato-lande gennemført over 7.920 luftangreb for at understøtte en FN-resolution, der ? formelt ? har haft det ene formål at beskytte civile libyere mod deres egen regering.

Så hvad nu, hvis det er de nye magthavere, som også Danmark har anerkendt, der angriber Sirte med 75.000 indbyggere?

Nato?s mandat udløber 27. september. Derfor kan Danmark og Nato få svært ved at undslå sig indgriben, hvis det forinden kommer til et blodbad. Specielt efter at det libyske Overgangsråd i forgårs afviste en FN-fredsstyrke, som ellers kunne være sat ind.

Nato er til fulde blevet så meget en del af det libyske oprør, at alliancen har påført sig et stort medansvar for udviklingen.   Med det nye ultimatum til Gaddafistyrkerne i Sirte kan et militært sammenstød komme mindre end en uge før det danske folketingsvalg, hvilket den S-SF-ledede opposition vil have det blandet med:

På den ene side vil de stå med en statsminister med nye problemer.   På den anden side blev den danske deltagelse i Libyenkrigen støttet af samtlige danske partier, så alle har et medansvar.

Enhedslisten fik dog siden kolde fødder.

Libysk borgerkrig?
Men det er langtfra den eneste ubekendte i et Libyen, der hurtigt kan give Danmarks næste regering hovedbrud.

Libyen er nemlig meget anderledes end Tunesien og Egypten, der tidligere i år har væltet deres mangeårige diktatorer: I begge disse lande var der et system, som kunne overleve, selv om dets hersker forsvandt.

Og i begge lande var der et militær, som har kunnet garantere en vis stabilitet i overgangsperioden.

I Libyen var Gaddafi nærmest identisk med systemet: Det var ham, der i 42 år styrede landet gennem et net af aftaler med de flere end 140 forskellige stammer og lokale interesser. I hans særlige Jamahirya-system var politiske partier desuden forbudt, hvorfor Libyen er uden den politiske struktur, som andre lande kan bygge videre på.

Der var heller ikke et magtmonopol i form af ét stærkt militær ? det kunne true Gaddafi ? men derimod flere militære strukturer og svært bevæbnede klaner.

Derfor frygter analytikere, at Libyen kan blive et nyt eksempel på, at flere forskellige magtgrupper har lettere ved at enes om at vælte en siddende magthaver end om at skabe noget nyt.

Sådan gik det eksempelvis i Afghanistan i 1992, da rivaliserede krigsherrer gik sammen om at vælte Najibullah-styret for derefter at havne i flere års blodige magtopgør, indtil det brutale Taleban tog magten.

Ligesom i Afghanistan har forskellige klaner og geografiske grupper i Libyen ført deres egne kampe mod Gaddafistyret. Som allierede til Overgangsrådet i Benghazi, men langtfra under dets fulde kontrol.

Nu er spørgsmålet, hvilken magt de forventer.

Advarselssignaler
I et forsøg på at afværge en konflikt mellem det østlige og vestlige Libyen ? to historisk forskellige områder ? har Libyens nye ledere allerede flyttet otte repræsentanter for det såkaldte Overgangsråd fra Benghazi i Østlibyen til Tripoli i Vestlibyen.

Det har også udvidet rådet fra 31 til 40 medlemmer for at få flere grupper repræsenteret.

Derudover har det i et forsøg på at undgå ?den irakiske fælde?, hvor man efter Saddam Husseins fald i 2003 rensede staten for samtlige medlemmer af hans Baathparti, været forsøgt at række ud mod tidligere Gaddafifolk.

Men ikke uden problemer.

I kystbyen Misurata demonstrerede 500 mennesker i mandags, efter at Overgangsrådet havde udpeget en tidligere Gaddafiofficer, Albarrani Shkal, til den militære ledelse. Han forlod ganske vist Gaddafi i maj, men i Misurata ? hvis oprørere er omgærdet af særlig respekt for deres oprørskamp ? husker man ham som officer i Gaddafisønnen Khamis Gaddafis 32. brigade, der tidligt i oprøret angreb byen.

Og i juli blev en anden tidligere Gaddafistøtte, Abel Fattah Yunis, dræbt af nogle af de oprørere, han var hoppet over til og havde kæmpet for.

Hans magtfulde Obeidat-klan anklager nogle af de islamister, som er en del af det libyske oprør, for mordet og har givet et tøvende Overgangsråd til weekenden til at stille dem til ansvar. Hvad klanen ellers gør vides ikke.

Måske bliver det ved frygten for alt det, der kan gå galt. Men der er nogle ubehagelige træk, som midt i gårsdagens parisiske sejrsstemning minder om en vigtig ting:

Freden er endnu ikke vundet.