Umiddelbart er det en succes:

Efter mindre end syv måneders Natokrig er Moamar Gaddafis regime brudt definitivt sammen og den gamle hersker både død og fortid.

Det vil gøre indtryk i den arabiske verden, hvor herskere fra Syrien til Yemen har forsøgt samme strategi som Gaddafi: at slå brutalt ned på deres modstandere for at bremse et ?arabisk forår?, der tidligere har ført til relativt rolige magtskifter i senest Egypten og før det i Tunesien, hvor der sågar er valg på søndag.

Disse magthavere har nu lært, at deres magtanvendelse har begrænsninger ? ikke mindst hvis først verdenssamfundet beslutter sig for at gribe ind.

Spørgsmålet er, om det sker. For midt i den militære succes står Nato og Vesten også med et par forklaringsproblemer, der kan få betydning for fremtidige muligheder for at gribe ind.

Det første handler om det FN-mandat, der i form af FN-resolution 1973 banede vej for Natos indgriben den 31. marts. Den blev formelt vedtaget »for at hjælpe med at beskytte civile«.

Formuleringen er i høj grad en gummiformulering, som kan fortolkes mere eller mindre stramt.

Jamen, mandatet ...
Kritikerne mener, at Nato har bøjet mandatet til det yderste, og reelt har optrådt som allieret for de libyske oprørere og dermed som part i borgerkrigen.

De vil hæfte sig ved, at Nato også i går var involveret i angreb på en konvoj, hvor Gaddafi kan have befundet sig.

Nato mener på sin side, at alliancens næsten 10.000 luftangreb har været militært begrundede ? enten som direkte forsvar af civile eller som forebyggende angreb på militære mål.

Man er, har man fastholdt, ikke gået målrettet efter Moamar Gaddafi og hans inderkreds, men har omvendt heller ikke kunnet gøre for, hvis de har opholdt sig i eller omkring militære mål.

Bundlinjen er imidlertid, at Danmark og de øvrige deltagende Natolande har arbejdet i en gråzone mellem det forsvar af civile, de har haft FN-mandat til, og det regimeskift, de drømte om.

Det kan få stor betydning, næste gang FN skal tage stilling til et mandat om at beskytte civile.

Modstandere vil fremhæve, at Libyen-krigen har tilført begrebet et troværdighedsproblem, mens tilhængere vil fremhæve, at man afværgede det blodbad, som lige nu udfolder sig i Syrien og Yemen. Og som Rusland og Kina lige nu nægter at gribe ind over for.

Ingen fanger!
Det andet problem handler om et amerikansk værdiskred, som er taget til under præsident Barack Obama.

Da Nato kastede sig ud i sin første angrebskrig i 1999 og angreb Serbien, lagde man stor vægt på, at der skulle gennemføres et retsopgør mod den daværende præsident Slobodan Milosevic.

Fire år senere gennemførte man også et - ganske vist temmelig problematisk - retsopgør mod Iraks tidligere diktator Saddam Hussein.

Men siden er betoningen af retsopgør som forduftet.

»Vi håber, han (Gaddafi, red.) bliver fanget eller dræbt snart«, sagde USA?s udenrigsminister, Hillary Clinton, da hun i tirsdags var i Libyen.

I går erklærede hun sig for 'lettet' over hans død, efter at libyske oprørere havde myrdet den tidligere diktator under uklare omstændigheder.

Også Osama bin Laden blev myrdet uden rettergang, nemlig efter en hemmelig amerikansk militæraktion i et helt andet land, Pakistan, der knap nok var orienteret.

Og i sidste måned var det så den amerikanske statsborger Anwar al-Awlaki, der efter en intens jagt blev myrdet af en amerikansk drone i Yemen. Ifølge USA var Awlaki en af de højst placerede medlemmer af al-Qaeda.

Følelsesmæssigt er det måske til at leve med, at folk som Gaddafi, Osama bin Laden og Awlaki bliver dræbt.

Men det er næppe den model af en retsstat, vi ønsker at nye demokratier som det libyske skal udvikle.

Europæiske dværge
For Nato var luftkrigen en succes: I modsætning til den mere end ti år lange krig i Afghanistan, har man grebet effektivt og forholdsvis ublodigt ind.

Men europæerne lærte også en vigtig ting: De ville gerne tage têten i deres eget nærområde, og af politiske grunde lod USA dem gøre det. I hvert fald på overfladen.

For når alt kom til alt, så kunne alliancen aldrig have klaret det uden betydelig amerikansk hjælp.

Dermed melder et pinagtigt spørgsmål sig op til næste års Nato-topmøde i Chicago:

Hvis det gældsplagede Europa fastholder, at det skal spare på sine militærudgifter, hvordan vil det så sikre, at USA fortsat finder alliancen interessant. USA kan godt klare sig uden.

Det kan Europa ikke ? end ikke som en regional magtfaktor.