Der råder kaos i Europa:
Gælden er eksploderet. Selv store økonomier er under pres fra stigende renter og hidsige investorer. Europæiske statsledere skændes for åbent tæppe - og formentlig endnu mere bag lukkede døre. Regeringer falder - i morgen er turen kommet til den spanske. I Italien og Grækenland - demokratiets vugge - har handlingslammede politikere kastet håndklædet i ringen og overladt styringen til nye teknokratregeringer.

Og alt imens stadig mere desperate regeringer forsøger at få styr på bugnende statsunderskud, er italienere, grækere, spaniere og portugisere gået på gaden for at protestere mod lige så bugnende spareplaner. Unge siger fra, fordi de ikke kan få job. Middelklassen siger fra, fordi den ikke magter mere.

Sådan er den barske virkelighed i et Europa, der er kastet ud i en af de alvorligste økonomiske - og demokratiske - kriser i nyere tid. For sandheden om dette Europa - læs: EU - er, at det er nået til en historisk skillevej, hvor det ikke bare skal diskutere økonomiske problemer og løsninger. Det er nu også nødt til at forholde sig til noget så fundamentalt som sit eget demokrati. Eller som det tyske tidsskrift Der Spiegel formulerer det: »Finanskrisen er et vendepunkt i den europæiske unionshistorie. Det gamle EU er færdigt«.

Krisen er udløst af den konstruktionsfejl, der hele tiden har ligget som en tikkende bombe under den europæiske euro: at man binder 17 lande så tæt sammen i et økonomisk fællesskab, at de har samme valuta, uden at man samtidig har kontrol med deres økonomier.
Det er de indbyggede svaghed, finansmarkederne har fået øje på, efterhånden som bl.a. den græske, italienske og portugisiske statsgæld er eksploderet.

Derfor ryster euroen: De enorme statslige underskud og gældsbyrder rundt om i euroland har ganske enkelt sået tvivl om troværdigheden af hele projektet. Derfor bliver et eurolands problem også hurtigt til de andre eurolandes problem.

»Uanset hvordan man vender og drejer det, så er irske bekymringer også slovakiske bekymringer, græske bekymringer er hollandske bekymringer, spanske bekymringer er tyske bekymringer eller italienske bekymringer«, konstaterede Tysklands kansler Merkel i en stor tale i Berlin 9. november: »Vores ansvar standser ikke længere ved vores grænser«.

I lige præcis den passus ligger også kernen i det, der i dag får analytikere og politikere til at tale om, at 'det gamle EU' er dødt. Og at det europæiske projekt derfor må omtænkes.

For det første mærker netop Angela Merkel, hvordan tyske vælgere og skatteydere i stigende grad siger nej til at agere sikkerhedsnet for græsk, spansk, italiensk, irsk og portugisisk overforbrug. For hvorfor skulle de dog det? De hverken nyder godt af overforbruget eller har været med til at beslutte det.
Det er første led i det demokratiske problem: at det ikke er de samme vælgere, der vælger den statsleder, der med deres skattepenge skal hjælpe den statsleder, som har brugt flere skattepenge, end han selv råder over.

For det andet er samme Merkel også et hadeobjekt for mange af de demonstranter, der er gået på gaderne i Sydeuropa i protest mod brutale sparepakker, der i høj grad følger af tyske krav.
Og det illustrerer så det andet demokratiske dilemma: at de ofte er mere tilbøjelige til at protestere mod Merkel end deres egen regeringschef, fordi de mener, at det jo alligevel er den tyske kansler, der bestemmer og som betingelse for tysk hjælp har dikteret drastiske besparelser.

Men det er ikke de eneste problemer.

I et forsøg på at kunne håndtere krisen og mere effektivt kunne besvare ilden fra børsernes hysteriske men også magtfulde spekulanter har den tysk-franske akse overtaget en stadig større del af styringen af EU. Det er delvist sket i samspil med den tillukkede 'Frankfurtergruppe' med repræsentanter for Tyskland, Frankrig, Den Europæiske Centralbank, EU-kommissionen og IMF.

Prisen er et mere lukket og udemokratisk system, der tager vidtrækkende beslutninger for mange millioner europæere, uden at de præcis kender beslutningsgangen. Eller - nok så vigtigt - kan stille nogen til demokratisk ansvar for trufne beslutninger. Eller som den verdensberømte tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas formulerer det:

»Sådan et regime gør det muligt at omsætte kravene fra de finansielle markeder til nationale budgetter, men uden at der er sikret tilstrækkelig demokratisk legitimitet«.

Habermas går så vidt som til at tale om et 'post-demokratisk styre': »Det indebærer, at man kan gøre brug af trusler om sanktioner og pres mod umyndiggjorte nationale parlamenter for at gennemtvinge ugennemsigtige og uformelle aftaler«.

Mens bl.a. britiske konservative, danske og andre nationalister mener, at magten må tilbage til nationalstaterne, så mener proeuropæere som Jürgen Habermas, at der snarere er behov for at omtænke EU's demokratiske opbygning.

Tiden er dog næppe til nye, storstilede traktater. Det har de fleste indset. Og oveni sætter den tyske forfatning snævre grænser for, hvor meget mere suverænitet man kan afgive til EU.
Derfor handler det i den optik om at finde en mellemløsning, der dels vil overføre mere magt til EU for at gøre unionen mere effektiv og handlekraftig. Dels sikrer, at beslutninger træffes på en både gennemsigtig og demokratisk legitim måde.

Tysklands tidligere udenrigsminister Joschka Fischer mener, at løsningen ligger i at splitte EU op i to: De, der er med i euroen. Og de, der ikke er det. Derfra kan tingene så udvikle sig organisk ligesom Schengenaftalen, der også begyndte som et smalt samarbejde, men efterhånden udviklede sig til et kerneprojekt i EU.

Derefter vil Fischer omdanne den nuværende eurogruppe til en egentlig europæisk regering, der åbent træffer bindende flertalsbeslutninger. Men ikke nok med det: Han vil også sørge for repræsentation fra såvel den siddende regering som for de enkelte eurolandes oppositioner, så der sikres maksimal national opbakning til beslutninger.

Ville det være en ideel model? Nej, indrømmer Joschka Fischer over for tyske Der Spiegel: Men det ville være en bedre løsning end i dag og være en mellemløsning, indtil europæerne er klar til en ny vision. Og sådan en har vi brug for. EU, som vi kendte det, er dødt: Finansmarkederne løb det over ende - uansvarlige politikere gav dem mulighed for det.