Tysklands kansler Merkel har haft bedre dage end denne søndag:

Ved dagens præsidentvalg i Frankrig væltede hendes borgerlige kollega, præsident Sarkozy, som hun åbent har støttet.

Det er i sig selv et storpolitisk ansigtstab.

Men nok så vigtigt: Hun har også mistet sin nære EU-partner i en fransk-tyske akse, der i stor - og markant voksende - omfang har stået som den helt afgørende drivkraft i et kriseramt EU, der fortsat kæmper en desperat kamp for at redde euroen og dermed afværge et regulært sammenbrud for et af EU-samarbejdets allerstørste historiske projekter.

Det har også være en akse, der om nogen har stået sammen om at forsvare den sparekurs og de stærkt upopulære krisepakker, der er blevet tvunget ned over gældsplagede eurolande som Grækenland, Italien, Spanien, Portugal og Irland.

Med Frankrigs nye socialistiske præsident Hollande står hun nu med en præsident, der har kritiseret denne hidtidige tysk-franske sparefetisch.

Efter Francois Hollandes begreber har den hidtidige tysk-franske akse hidtil været alt for fokuseret på at tilfredsstille finansmarkederne, mens de har keret sig alt for lidt om de mange millioner af euroæere, der er blevet kastet ud i arbejdsløshed og - i mange tilfælde - desperation og direkte fattigdom.

Hollande kan næppe lave det store om på den finanspagt, som Merkel og Sarkozy har været hovedarkitekterne bag, for den er allerede under parlamentarisk behandling i en stribe EU-lande. Men når han - formentlig allerede i morgen, mandag - taler med kansler Merkel, vil han agitere for, at sparepakkerne bliver kombineret med et øget fokus på vækst og skabelse af arbejdspladser, eventuelt finansieret delvist ved nye former for finansielle skatter. Det vil Merkel være tvunget til at høre på.

Dårlig aften i Grækenland
Men Merkel havde også en dårlig dag i forhold til dagens valg i Grækenland. Måske endda endnu dårligere end i tilfældet Frankrig.

Her blev valget et svidende nederlag for to hidtidige store partier, det borgerlige Nyt Demokrati og det socialistiske Pasok, mens det omvendt blev en kæmpe sejr for de venstreradikale partier, der havde samlet sig i alliancen Syriza, der søndag aften stod til hver syvende stemme. Det neofascistiske Gyldent Daggry stod til ca. syv procent.

Dermed står græsk politik med en markant styrkelse af de partier, der er lodret imod den sparepakke, som ikke mindst kansler Merkel har stået som eksponent for.

Analytikere i Grækenland spåede her søndag aften en ny periode med politisk uro og tvivl om de spareaftaler, den tidligere regering havde indgået.

Ny tumult kan føre til fornyet usikkerhed om ikke bare Grækenlands mulighed for at afværge en statsbankerot og dermed mulighed for at blive i euroen.

Det kan hurtigt skabe fornyet bekymring for situationen i andre gældsplagede eurolande også. Seriøst eller ej - sådan virker finansmarkederne ofte, og deres kræfter er nærmest utæmmelige.

Men her er så det store dilemma: Finansmarkederne kræver besparelser, der hurtigt kan nedbringe de europæiske gældsbyrder for at genoprette tilliden til euroen. Men samtidig viser især det græske valg, at det politiske system hurtigt kan smelte ned, hvis spareprogrammerne bliver for voldsomme. Også i Frankrig så man skyggen af den udvikling, da højrenationalisterne i Front Nation sikrede sig omkring hver femte stemme ved det franske præsidentvalgs første runde.

Mon ikke Merkel har taget mere end een dyb indånding her til aften.