Det begyndte i en taxi. Det gør mange journalistiske tekster faktisk, for taxichauffører er i kontakt med mangt og meget og derfor ofte ganske brugbare som repræsentanter for folkestemningen.

Og denne klumme er altså ingen undtagelse. Den tog også form i en taxi, og hovedkilden er også en taxichauffør.

Denne chauffør var i 30’erne og dansk, eller rettere: Han var danskarabisk. Hans forældre var fra Libanon, han selv blev født i Danmark.

Derfor talte han ikke kun dansk. Han talte også arabisk. Og som sådan erklærede han – ganske uden ironi – at han derfor havde svære kår i denne tilværelse. Bemærk ordet ’derfor’. For som han sagde: »Tosprogede har svært ved at klare sig i Danmark, det ved du. De er problemer«.

Det vidste jeg så ikke. I min egen familie er det en dyd at være to- og helst tre- eller firesproget. Ingen af os har dog lært arabisk, kun lidt europæiske sprog som engelsk, tysk og fransk. Og måske lidt russisk til husbehov. Tænk at kunne arabisk ... Så ville man virkelig adskille sig fra mængden. Hvilken ressource!

Den pointe kom noget bag på bemeldte taxichauffør. Han havde vænnet sig til mange års udbasunering af ’tosprogede’ som et problem og kunne ikke slippe tanken.

»Jamen, jeg er indvandrer, min ven. Jeg taler arabisk og dansk, hvem kan bruge det til noget? Du kan tysk og engelsk, det kan man bruge til noget. Tænk, hvis man kunne kinesisk ...«.

Samtalen fortsatte, og det tog sin tid, førend chaufføren accepterede, at han rent faktisk kunne noget, som ikke bare var brugbart. Det er givetvis også noget, mange af hans kunder gerne ville kunne. Hvorfor? Fordi der kan være penge i det.

Sagen er jo, at mange af de arabisktalende befolkninger boomer i disse år. Og ikke nok med det: Det samme gør deres købedygtighed.

I et studie fra 2010 skønner den amerikanske tænketank Brookings, at den købestærke europæiske middelklasse vil toppe i løbet af de næste år, hvorefter dens antal vil falde fra 703 millioner i 2020 til 680 millioner i 2030.

Det samme sker i USA, mens den arabiske og nordafrikanske middelklasse i samme periode vil vokse fra 165 millioner til 234 millioner. Jo jo, man kan finde større vækstrater i Afrika, Kina og Indien, men det ændrer ikke pointen: at der også i den arabisktalende verden er et stort og voksende potentiale for danske virksomheder.

Det har svenskerne fået øje på. Som omtalt her i Politiken for en uges tid siden har Sveriges borgerlige handelsminister, Ewa Björling, gjort det til en prioritet at udnytte Sveriges indvandrerressourcer bedre.

Det skal hjælpe hendes regering til at nå et mål om at fordoble den svenske eksport i 2015. Den svenske handelsminister har nemlig erfaret, at der sker en kraftig vækst i eksporten til lande, hvor indvandrere har været med i et fremstød.

»Vi var for eksempel i Libanon med mange kosmopolitter i delegationen, og bare et halvt år efter så vi, at 63 procent af de medrejsende havde øget eksporten«, sagde den svenske minister til Politiken.

Den slags er nok værd at tage ved lære af: at vi ikke bare møder dansk-arabisk ’tosprogethed’ som synonymt med problemer, men også som en – potentielt lukrativ – ressource.

Tænk, hvis vi som i Sverige så mulighederne i unge, der kan et sprog, som tales af et voksende marked, og som de færreste af os magter at lære. Skulle man ligefrem lave en arabisk handelsuddannelse? Har vi råd til at lade være?