Indsmurt i sin brors blod lå den bare 11-årige Ali el-Sayed og spillede død, da et dusin syriske bødler i forrige weekend slagtede hans familie omkring ørerne på ham i den syriske by Houla.

Ifølge den beretning, han har fortalt til det internationale nyhedsbureau AP, blev hans far og ældste storebror hevet ud af familiens hus og henrettet. Hans chokerede mor blev skudt i et soveværelse. Hans søster blev skudt gennem hovedet i en entre, mens hans to yngre brødre, Aden og Nader på otte og seks år, blev dræbt, da en af bødlerne åbnede ild imod dem og Ali.

Som ved et mirakel – hvis man da kan tale om et sådant i den situation – ramte kuglerne forbi Ali. Og bagefter var han snarrådig nok til at narre bødlerne ved at spille død, indsmurt i blodet fra den døde bror ved hans side.

I alt blev 108 dræbt i Houla i den weekend.

FN’s Menneskeretsråd krævede fredag massakren undersøgt til bunds, men det har tidligere lagt ansvaret for den hos den syriske præsident Assad og hans regime samt på Assad-tro militser. Dermed har FN altså også indtil videre afvist Assad-styrets forklaring om, at massakren blev begået af 800 oprørere.

Men rædslerne fortsætter. Ikke bare for børn som Ali, der skal forsøge at leve med sine blodige minder. Også for mange andre. For rædslerne fortsætter. Siden Houla er nye massakrer, nye drab og nye overgreb kommet til.

Alligevel er verden uden om handlingslammet: Ingen vestlige ledere har for alvor ønsket at kaste sig ud i en militær intervention, så længe FN’s Sikkerhedsråd er splittet.

Dermed har USA, Europa og Den Arabiske Liga reelt givet Assad-styrets venner, Rusland og Kina, en vetoret, de ikke havde, da USA og dets allierede invaderede Irak i 2003, eller da Nato i 1999 greb ind i Kosova og standsede et serbisk folkedrab.

Men ikke nok med det.

Det internationale samfund har også udstillet svagheden ved det responsibility to protect-princip, som FN vedtog så sent som i 2005, og som var argumentet for at gribe ind i Libyen sidste år. Og som skulle have været læren af folkedrabet i Rwanda i 1994, da 800.000 blev slagtet for øjnene af et passivt verdenssamfund: at omverdenen aldrig mere ville tillade et regime at angribe sine egne borgere eller at forsømme at beskytte dem mod folkedrab, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og etnisk udrensning.

I Libyen kunne begrebet aktiveres, fordi den daværende diktator, Moamar Gaddafi, var et let bytte. Han var i det store og hele venneløs og havde en langt mindre central strategisk betydning.

Men i Syrien er helt andre stormagtsinteresser på spil, og derfor er det internationale samfund paralyseret.

Men dermed frister det ellers ædle princip også en status som et a la carte-begreb snarere end et princip. Og hvad er der så tilbage? Udgør det så nogen som helst garanti imod en gentagelse af Srebrenica, Rwanda og Darfur? Hvad mon de tænker i Houla, Homs og Hama?

Man kan mene – og det gør mange – at det militære alternativ til status quo er så uoverskueligt og så risikabelt, at det ville være at spille hasard med både Syriens og den regionale internationale stabilitet. Det er en rimelig betragtning.

Problemet er bare, at end ikke status quo nødvendigvis er holdbart.

Lad os se på tre scenarier:

1. Status quo
Massakren i Houla er et af flere eksempler på, hvad status quo indebærer: at verden ser passivt til, at Assad-regimet og dets støtter fortsætter deres myrderier. Myrderier og massakrer, der vel at mærke foregår samtidig med, at næsten 300 FN-observatører er i landet for at overvåge den såkaldte våbenhvile fra 12. april mellem det syriske regime og de syriske oprørere.

Alt imens FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan farter lande og riger rundt for at sikre en forhandlingsløsning, der kan afslutte blodsudgydelserne. Det er en kamp mod tiden.

»Et af de mere foruroligende aspekter af den seneste tids eskalering (af volden, red.) er, at den ikke har udløst en kraftig reaktion fra en eneste nøgleaktør, hvilket gør det sandsynligt, at tingene kun bliver værre«, advarede tænketanken International Crisis Group allerede i april.

Og det er allerede blevet værre, se bare i Houla.

Situationen kan meget vel føre mod øget radikalisering: Alt imens regimet bliver stadig mere forhærdet og brutalt, styrkes også de kræfter i den stærkt fragmenterede opposition, der går efter en militær konfrontation. Og dermed er status quo altså ikke stabil, hvilket peger mod et af to andre scenarier.

2. Borgerkrig
Så sent som i forgårs advarede FN’s kommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, om risikoen for en regulær borgerkrig, der ikke alene vil sønderrive Syrien, men også føre til en helt uoverskuelig destabilisering af hele regionen.

Nabolandet Libanon har allerede mærket de første faretruende signaler, og i kulissen står store magter: Rusland har – sammen med Kina – beskyttet Assad-styret, der er storaftager af russiske våben og stiller en flådebase i Middelhavet til rådighed for den tidligere supermagt.

To af Israels og USA’s ærkerivaler, Iran og Hizbollah, er ivrige støtter af Assad-styret, som dermed spiller ind i både den israelsk-palæstinensiske konflikt og i den amerikansk-israelske nervøsitet for et Iran, der allerede har øget sin regionale indflydelse mærkbart via Irak. Og som oveni menes at forsøge at udvikle atomvåben.

Nato-stormagten Tyrkiet mærker sammen med andre naboer til Syrien et tiltagende flygtningepres. Syriske styrker har til fulde skudt mod flygtninge ind over den tyrkiske grænse.

Det sunnimuslimske Saudi-Arabien og Qatar ønsker omvendt en svækkelse af både det shiamuslimske Irans indflydelse og af Assad-styrets shiamuslimske magtelite (alawitter). De taler derfor ofte om at forsyne de syriske oprørere med våben, uden at det dog står klart, hvad oprørerne kan stille op med Syriens mægtige militærmaskine.

En borgerkrig kunne med andre ord hurtigt trække stormagterne ind i præcis den væbnede konflikt, de ønsker at undgå.

Men der er et tredje scenario.

3. Assad vinder
De færreste i Vesten tør tænke det helt til ende: at Assad overlever den syriske opstand og indtræder i den – i Vestens optik – pariastatus, som Libyens afsatte hersker, Moammar Gadaffi, tidligere havde. Blot som en militært langt stærkere og langt bedre beskyttet paria.

Samtidig vil han sætte et nyt eksempel for andre diktatorer i det såkaldte arabiske forår: at man godt kan slå folkelige oprør ned, bare man bruger tilstrækkelig brutal magt. Ligesom det indtil videre er sket i Bahrain med saudiarabisk støtte. Men kan vi leve med det?

Der gives ingen lette svar. Og derfor håber alle, at Kofi Anna finder den løsning, der kan vende udviklingen væk fra øget radikalisering, regulær borgerkrig eller sejr for Assad-regimet. Eller at sanktionerne mod Syrien bliver så effektfulde, at styret rystes indefra ­– lige som man har forsøgt sig i Iran. I ti, tyve, tredive år?

Og derfor ser alle passivt til, at knægte som Ali må kaste sig ned i sine brødres blod. Og at vores principper om at beskytte udhules mere og mere.