Lad os begynde med konklusionen: Den syriske præsident Assads regime er på sammenbruddets rand. Det kan komme, før end vi aner det – og er klar til det. Eller det kan trække ud og placere Bashar al-Assad i rollen som en international paria. Og slutspillet kan blive alt fra et blodigt kaos a la Irak til en forhandlet løsning a la Yemen.

Men uanset hvad: Slutspillet er i gang. Det bekræftes af tre markante begivenheder fra de seneste to uger:

Fredag 6. juli
Den første fandt sted fredag 6. juli, da en af præsident Assads betroede generaler, Manaf Tlass, pludselig dukkede op i Paris efter en dramatisk flugt fra Syrien. Manaf Tlass var nemlig en ganske særlig general.

Han er ikke alene barndomsven af præsident Assad. Han er også søn af Syriens tidligere forsvarsminister Mustafa Tlass, der på sin side var en nær ven af Bashar al-Assads far, tidligere præsident Hafez al-Assad. Så han kom fra den absolutte inderkreds. Men ikke nok med det.

LÆS OGSÅIsrael er parat til militær operation i Syrien

Tlass-klanen er også en fremtrædende sunnimuslimsk klan, der indtil for nylig var en vigtig allieret for Assad-regimet og dets regerende mindretal af shiamuslimske alawitter. Alliancen var en slags win-win-alliance: Tlass-klanen fik privilegier, mens det iransk- og russiskstøttede Assad-styre fik et skær af legitimitet som repræsentant for hele Syrien og ikke kun de cirka 12 procent alawitter.

Med general Tlass’ afhopning blev den alliance brudt i al offentlighed. Men den havde været forberedt gennem et stykke tid: Faderen tog tidligere i år til Frankrig – angiveligt for at modtage lægebehandling – mens den stenrige storebror Firas gradvist har flyttet sine forretninger til Dubai. Fra sit nye eksil har den afhoppede general opfordret Assad til at træde tilbage, og han har taget afstand fra Assad-styrets stadig mere brutale angreb på især de syriske sunnimuslimer, som for eksempel massakrerne i Houla og Qubeir i maj og juni, som kostede knap 200 livet. De 69 var børn.

Torsdag 12. juli
Torsdag 12. juli fulgte endnu en massakre, denne gang i den sunnimuslimske by Treimsa, hvor op mod 200 blev dræbt.

For alle tre byer gjaldt det, at massakrerne rettede sig mod sunnimuslimske enklaver, der var omgivet af byer med et flertal af alawitter fra Assad-styrets herskende klasse. Motivet kan have været frygt for at blive faldet i ryggen af sunnimuslimske oprørere eller et forsøg på at hindre dem i at skjule sig i de sunnimuslimske områder.

Men uanset motivet har massakrerne bidraget til en radikalisering af konflikten og til et billede af et Assad-styre, der flere steder har kastet sig ud i en form for etnisk udrensning i og omkring sine egne højborge.

Det kan så også forklare, hvorfor general Manaf Tlaff valgte at flygte: Han havde udspillet sin rolle og vidste det. Eller som den franske Syrien-ekspert Fabrice Balanche fra det franske Lyon-universitet for nylig sagde til den britiske avis The Guardian: »I den første del af oprøret blev Tlass’erne plejet af regimet, fordi de kunne garantere sunnimuslimernes loyalitet i det centrale Syrien. Men da de ikke kunne det længere, var der ingen grund til at begunstige dem. Manaf var sunnimuslimsk general i Alawitternes Republikanske Hær. Han havde ingen magt ... Han havde ikke andet valg end at flygte«.

LÆS ARTIKELSøvndal: Ketchup-effekt kan fælde Assad

Men Joseph Bahout fra Sciences Po-instituttet i Paris peger på, at den syriske generals afhopning også har en pris for Assad-styret:

»En hel klans afhopning er et symbolsk og moralsk nederlag. Nu er regimet mere nøgent: Det er etnisk isoleret, og mange folk som Manaf vil nu overveje, om de skal følge i hans spor«.

Med massakren i Treimsa turde pointen være understreget: Præsident Assad fremstår mere og mere som leder af en alawit-milits og mindre og mindre som leder af en etnisk og religiøst sammensat syrisk stat.

Onsdag 18. juli
Assad er stadig sårbar, som det blev udstillet i onsdags, da det syriske sikkerhedshovedkvarter i hovedstaden Damaskus angiveligt blev ramt af et attentat, der kostede fire medlemmer af Assads inderkreds livet – den fjerde døde først i går af sine kvæstelser. De dræbte var forsvarsminister Dawoud Rajha, hans næstkommanderende Assef Shawkat (Assads svoger), tidligere forsvarsminister Hassan Turkmani og den nationale sikkerhedschef Hisham Ikhtiar.

Der står ’angiveligt’, fordi mistanken har bredt sig, at det var styret selv, der stod bag 'attentatet' for at forpurre en paladsrevolution – måske med det formål at forhandle et overgangsstyre uden om Assad.

Men uanset hvilken version man tror på, er præsidentens inderkreds i opløsning. Eller som den amerikanske tænketank Stratfor skriver i en ny analyse: »Det er et klart tegn på, at styret er ved at falde fra hinanden«. Den opfattelse blev støttet i forgårs, da syriske oprørere indtog en række grænsestationer på grænsen til Tyrkiet og Irak, hvorfra de menes at hente både våben, penge og udstyr.

Assads valg
Tilbage står Assad med dette valg: Han kan træde tilbage, førend hans egen sikkerhed for alvor bliver truet. Eller han kan fortsætte forsøget på at genvinde kontrollen, men i stigende grad som leder af en russisk- og iranskstøttet alawit-milits, som det kan blive stadig mere risikabelt at støtte.

Efter at han netop har indsat en ny forsvarsminister i Damaskus, tyder det på, at han har valgt det sidste: at kæmpe videre, formentlig endnu blodigere end før.

»Man kan ikke afvise, at alawi-styret ender som en syrisk version af den afghanske Nordalliance, der har lukket sig inde i Panshir-dalen«, mener mellemøstenspecialist Kenneth Pollack fra tænketanken Brookings i Washington ligefrem.

Men hvor hurtigt går så opløsningen?

Det er det åbne spørgsmål, hvis svar ikke kun skal søges i Syrien, men også i geopolitikkens forunderlige verden af stormagtsspil og stormagtsinteresser:

Mens lande som Saudi-Arabien og Qatar formentlig støtter sunnimuslimske oprørsgrupper med både penge og våben, er Vesten bekymret for, hvem oprørerne egentlig er, og for, at Assad-regimet falder, inden der som i Libyen er en klar overgangsplan. Rusland opretholder indtil videre støtten til Assad, men kun så længe det kan betale sig.

For Iran er Assad-styret centralt for dets egne regionale ambitioner, hvilket omvendt er det eneste, der for alvor forener Saudi-Arabien og Vesten: ønsket om at stække Iran snarere end en fælles drøm om et demokratisk Syrien. Hvilken interesse skulle det fundamentalistiske sunni-styre i Saudi-Arabien dog have i det?