OL består af en række dybt fascinerende mennesker, der ganske enkelt har sat sig som mål at blive verdens bedste inden for hver deres disciplin.

Men nogle er mere fascinerende end andre. I kraft af deres personlige historie. I kraft af det land eller den stormagt, de repræsenterer. I kraft af det menneskesyn, de står for. I kraft af en særlig rivalisering. Eller noget helt femte.

I de kommende dage vil jeg her skrive om nogle af dem, jeg vil følge ved det OL, der begynder i London i dag.

Jeg vil begynde med en, der ikke kom med, og som på forhånd markerer OL’s største tab og mest ulyksalige skæbne. Ikke bare for hende selv, men for et helt lands kvinder: Sadaf Rahimi.

Sadaf Rahimi er en 18-årig afghansk kvinde og bokser, der indtil for en uges tid siden stod til at skulle repræsentere Afghanistan ved et OL, der for første gang har boksning for kvinder med som disciplin.

Tænk, hvilket signal hendes deltagelse havde sendt til ikke bare Afghanistans egne kvinder, men også til alle de andre mange millioner af kvinder, der udsættes for religiøs undertrykkelse rundt om i verden.

Det kræver nemlig sin kvinde at nå så langt, at turde sætte sig igennem som Afghanistans første kvindelige bokser.

Sadaf Rahimi kommer fra et land, der indtil for ti år siden blev styret af et brutalt Taleban-styre, der reducerede kvinder til andenrangsmennesker. De skulle ikke ses, de måtte ikke høres. Deres hjem var deres fængsler. De havde ingen ret. Og her ti år efter stod landet så med en kvindelig bokser!

Hun kæmpede stadig mod fordomme. Konservative muslimer fordømte hende. Folk omkring hende fordømte hende. Selv nogle af hendes egne trænere mente, at kvinder højst skulle bokse for sjov.

Over for det amerikanske magasin Time fastslog den tidligere leder af Talebans religiøse politi, Maulvi Qalamuddin, der i mellemtiden er blevet en del af det nuværende styre, at den unge bokserindehavde overtrådt en række religiøse love: Hun gik alene uden for sit hjem. Hun optrådte over for mænd. Hun var ikke korrekt tildækket. Hun rejste uden ledsagelse af et mandligt familiemedlem.

»Det er skamfuldt, at en kvinde repræsenterer Afghanistan ved et OL«, sagde han til Time: »’Til forskel fra jer i Vesten er vi ligeglade med medaljer. Vi ønsker vores kvinder hædret for at være læger, økonomer eller matematikere. Ikke atleter«.

Selv det afghanske bokseforbund var så bange for reaktionerne mod den kvindelige bokser, at de holdt lav profil. I Afghanistan kan det stadigvæk koste en livet at sætte sig op mod Taleban.

Men selv den slags forhindringer klarede Sadaf Rahimi.

Hun blev derimod stoppet så sent som 18. juli af Det internationale bokseforbund (AIBA), som fandt, at det af helbredsmæssige grunde ville være for farligt at lade hende bokse mod de øvrige, langt bedre boksere. Det var altså ikke Taleban, der formåede at standse denne afghanske drøm, men en gruppe bokseembedsfolk.

I bedste olympiske ånd. Men hvorfor først en uges tid, før det hele begyndte?

Nu sætter afghanerne deres lid til deres eneste kvindelige OL-deltager, den 23-årige 100 meter-løber Tahmina Kohistani. Også hun har kæmpet mod fordomme og modstand. Eller som hun har fortalt til den pakistanske avis Daily Times i London: »Der har været mange, som har forsøgt at hindre eller stoppe mig i at træne, men her er jeg«.

I samme boldgade vil mange sikkert følge det kvindeundertrykkende Saudi-Arabien, der, hårdt presset, sender sine første to kvindelige atleter nogensinde til OL: Judokæmperen Wojdan Shaherkani og den amerikansk opvoksede løber Sarah Attar.

Efter at Qatar og Brunei havde bebudet, at de ville sende kvinder til OL, tegnede Saudi-Arabien til at blive det eneste OL-hold uden kvinder. Men nu bliver OL i London i stedet det første, hvor alle delegationer omfatter mindst en kvinde.

I Pakistan spiller flere kvinder nu cricket, i De forenede arabiske Emirater dyrker de fodbold og vægtløftning, mens iranske kvinder vinder frem i rugby.