Hvordan mon det er at repræsentere et land som den stadig mere bloddryppende diktator Bashar al-Assads Syrien?

»Vi vil vise verden et andet billede end det, der vises på satellitkanalerne«, sagde den 23-årige 400-meter løber Ghofrane Mohammed for nylig til Arab Times.

»Hele verden vil se, at vi har været i stand til at træne og deltage trods krisen«.

’Krisen’…hvis der var OL i selvbedrag, ville den unge løber sikkert nå finalen: Hendes land er i en stadig voldsommere borgerkrig, der for længst har placeret det syriske hold i en politisk og diplomatisk storm.

Den britiske regering har angiveligt – og i medfør af EU’s sanktioner mod Assad-regimet – nægtet at udstede visum til lederen af Syriens Olympiske Komite, general Mowaffak Joumaa, som er en del af Assads inderkreds.

Joumaa, der har erklæret, at han er »stolt af at komme fra den syriske hær« har fordømt 'konspirationen' mod Syrien og sagt, at de syriske OL-atleter vil konkurrere for at vise »deres hengivenhed over for deres land og dets ledelse«.

Selvbedrag.  »Hele verden vil se, at vi har været i stand til at træne og deltage trods krisen«, har den syriske 400-meter-løber Ghofrane Mohammed sagt inden OL. Lige til finalen i selvbedrag, mener Michael Jarlner.

Kan man holde med det land?

Og hvordan forholder vi os til regimer som dem i Nordkorea, Iran, Sudan og Hviderusland? Kan vi se bort fra, at de ledes af brutale regimer, der med statsgaranti vil bruge enhver OL-medalje i deres propaganda? Kan vi se bort fra det? Skal vi fastholde, at sport og politik er adskilte størrelser.

I praksis kan vi det ikke. Husk bare fodbold-EM i Polen og Ukraine tidligere på sommeren: Den ene europæiske politiker efter den anden boykottede de officielle arrangementer i Ukraine i protest mod det siddende styres undertrykkelse af oppositionen.

Når boykot er et politisk signal, er ikke-boykot det også. Det er ikke neutralt at deltage i lege i lande med repressive regimer: Man sender det signal, at man da godt kan lege sammen alligevel.

Ved OL i London har de britiske arrangører fundet frem til en ny model, der understreger, at det er illusorisk at adskille sport og politik: Man nægter udvalgte statsledere adgang til OL.

En af dem er Hvideruslands tennis- og hockeyglade diktator, Aleksandr Lukasjenko, der er formand for den tidligere sovjetrepubliks olympiske komité. Oprindelig var han sammen med 203 andre statsledere og notabiliteter på de britiske OL-arrangørers gæsteliste til fredagens officielle åbning. *

Men det blev siden underkendt af det britiske indenrigsministerium i henhold til EU's sanktioner mod diktaturet i Hviderusland. Ved OL i Kina for fire år siden kunne han godt deltage.

Heller ikke Syriens diktator, Bashar al-Assad, og Zimbabwes Robert Mugabe er velkomne under OL.

Mærkeligt nok har de britiske værter ikke problemer med diktatorer og brutale kongelige som Aserbajdsjans præsident Alijev og Bahrains prins Nasser bin Hamid al-Khalifa.

Lige som det britiske kongehus jo heller ikke havde problemer med at invitere Bahrains kong Hamad al Kalifa, da den britiske dronning i foråret fejrede sit 60 års jubilæum.

Han står ellers i spidsen for et brutalt kongestyre, der med saudiarabisk hjælp har dræbt, torteret og sønderbanket sin opposition på plads. En af dem er den danske statsborger al-Khawaja.

Der er tilsyneladende forskel på diktatorer.

Men en ting er at invitere dem. Tænk at være den sportsperson, der repræsenterer dem og kæmper for at de kan sole sig i den nationale stolthed, som kampen om OL-medaljer jo også handler om.