Verdens yngste land, Sydsudan, har lige holdt et-års-fødselsdag, men ikke haft overskud til at tænke på olympisk deltagelse: Landet trues af økonomisk kollaps, stammevold og en eskalerende konflikt med sin nordlige nabo, Sudan ( Nordsudan).

Så Sydsudan deltager ikke…

Men det gør en sydsudansk flygtning fra den borgerkrig, der førte frem til sidste års deling af Sydsudan: Den 28-årige marathonløberen Guor Marial.

Hans historie er dramatisk: Han har mistet 28 familiemedlemmer under borgerkrigen i Sudan. Som barn blev han slået bevidstløs af soldater, der gennemsøgte hans barndomshjem.

Som otteårig måtte han flygte fra en arbejdslejr, der blev bevogtet af bevæbnede mænd. Han flyttede til Egypten og kom til USA som 12-årig, hvor han i dag bor i Arizona.

Men han kan ikke stille op til OL for USA, for han har ikke fuldt statsborgerskab. Og han vil ikke stille op for (nord-)Sudan. Og hans Sydsudan nåede altså ikke at melde sig til.

Så nu stiller han op som uafhængig løber uden land. Det samme gør i øvrigt løberen Churandy Martina, skytten Philip Elhage og svømmeren Rodion Davelaar, der alle kommer fra De hollandske Antiller, og lige som Guor Marial stiller op under det olympiske flag.

De tre sidstnævnte har nægtet at løbe for Holland, efter at deres tidligere land ophørte med at eksistere i 2010, og dets sportsfolk derefter skulle være en del af Hollands olympiske komité og dermed hold.

Vi har set det før.

Ved OL i Barcelona i 1992 stillede sportsfolk fra det tidligere og dengang borgerkrigshærgede Jugoslavien op under det olympiske flag. Lige som det skete i Sydney i 200o, da fire atleter fra det nu selvstændige Østtimor stillede op under OL-flaget.

Hvad kan man sige, om den slags sportsfolk? At de sætter sporten over nationalisme? Eller er det i virkeligheden modsat?

Uanset hvad. Jeg vil se Guor Marial. Den mands historie er fascinerende, han fortjener næsten at vinde…