Dyrk lige disse overskrifter fra de seneste dage:

»Bliver det værre i Syrien efter Assad-styrets fald?«. (CNN i går).

»Mellemøsten kan ikke leve med Assad, men det bliver heller ikke let at leve uden ham«. (Amerikanske Time i tirsdags).

»På vej mod slutspillet: Verden bør begynde at forberede sig på tiden efter Assad«. (Britiske The Economist i går).

Man kan finde lignende overskrifter mange andre steder i verden. Men de tre eksempler rummer for så vidt pointen. Eller rettere: pointerne, for der er to.

Den første er, at medier og analytikere i stigende grad regner med, at vi lige nu er vidne til et slutspil for Assadstyret. Også selv om det er i gang med at lægge op til endnu en blodig overlevelseskamp i storbyen Aleppo. Kampene raser allerede. Men ikke desto mindre: Præsident Assad fremstilles mere og mere som en 'dead man walking' - en færdig mand .

Den anden pointe er, at der også er betydelig usikkerhed om, hvad hans afgang vil betyde. Hvad vil komme i stedet? Hvilke nye konflikter kan opstå? Er dette det arabiske forårs Pandoras æske, der vil udløse en serie af ukontrollerede kædereaktioner?

Lad os se på tre mulige scenarier i en tid efter Assad:

1. Den kontrollerede løsning
Lad os starte blødt med den kontrollerede løsning, som de fleste håber på. Den indebærer et overgangsstyre, der har repræsentation fra såvel det siddende styre som fra oppositionsgrupperne.

I den model vil det siddende regime ofre præsident Assad for at sikre sig fortsat indflydelse. Ligesom det skete i de såkaldte arabiske forår i Egypten og Yemen. På den måde kan man håbe på at undgå et nyt Irak, hvor den tidligere diktator Saddam Husseins fald blev fulgt af mange års blodige opgør. En borgerkrig, der blandt andet fulgte af, at landets nye magthavere - det store flertal af shiamuslimer - i stor stil forsøgte at udrense det sunnimuslimske mindretal, der havde udgjort Saddam Husseins magtbase fra Iraks politi, militær og statslige institutioner.

Knap ti år efter den danskstøttede invasion er forsoningen langtfra i mål. Man kan i bedste fald tale om en blodig fred.

I Syrien er det Assadregimets mindretal af shiamuslimske alawitter (ca. 12 pct.), der i årtier har undertrykt et stort flertal af sunnimuslimer (ca. 60 pct.).

På den måde kan man sige, at den religiøse undertrykkelse i Syrien er den omvendte af Saddam Husseins Irak. Men virkningen den samme: Et af de religiøse mindretal, der flere steder i Mellemøsten - og altså også i Syrien - fik magten efter den britisk-franske opsplitning af det osmanniske rige efter Første Verdenskrig, sørgede i stor stil for at bevare magten gennem en kombination af brutal undertrykkelse og del og hersk-politik. Det er det, Syriens store flertal af sunnimuslimer gør oprør imod.

Men muligheden for, at det ender med en 'kontrolleret løsning', er blevet stadig sværere at forestille sig oven på en 18 måneder lang opstand, der har bevæget sig fra spredte protester til en regulær borgerkrig. Og som er blevet ledsaget af makabre massakrer, tortur, voldtægter og andre overgreb, der har radikaliseret begge sider. 19.000 skønnes dræbt.

Hævnmotivet er vokset på en måde, som ikke er sket andre steder i 'det arabiske forår'. Egyptens militær var hurtig til at ofre sin leder, tidligere præsident Hosni Mubarak, mens Vesten hurtigt stoppede Gaddafi. Det dæmpede trods alt - og uden at antyde, at alt dermed er godt - radikaliseringen begge steder. I Syrien er situationen eskaleret. Det leder mod det næste scenario.

2. Blodbadet fortsætter
I en gennemgang af en håndfuld mulige rædselsscenarier minder det amerikanske magasin Time om, at præsident Assad ikke styrer i kraft af en særlig personkult: Han styrer, fordi titusindvis af syrere fortsat - og trods afhopninger - er parat til at kæmpe og sætte deres liv på spil for ham. Hvorfor? Fordi de er bange for alternativet.

De er bange for hævnen og et hævnmotiv, der er vokset sammen med volden. Og de er - som mange i Vesten - bange for, hvad det egentlig er for en opposition, der er ved at støde dem fra magten. Sagen er nemlig, at der ikke er en samlet opposition, men en række mere eller mindre ukoordinerede oppositionsgrupper.

Nogle støttes af USA og Tyrkiet. Andre af Saudi-Arabien og Qatar. Atter andre har forbindelse til al-Qaeda eller yderliggående islamist- og salafistgrupper. De er sammen om at være imod Assadstyret, men har ingen fælles vision om, hvad Syrien så skal være. Og derfor er der heller ingen, som kan garantere fremtiden for det alawittiske mindretal, som udgør kernen i Assads styre. Også kristne og drusere, der har samarbejdet med Assadstyret, er bekymrede.

Risikoen er, at kampene vil fortsætte. At Assadstøtter forsøger at trække sig tilbage til en enklave mellem havnebyerne Latakia og Tartus, hvor Rusland har sin store flådebase, og at Syrien går mere eller mindre i opløsning. Som det var tilfældet under den 17 år lange borgerkrig i nabolandet Libanon. I Irak. Og i 1990'ernes krigsherrestyrede Afghanistan. Og hvad værre er: Konflikten kan brede sig.

3.Konflikten breder sig
Store magter som Iran, Rusland, USA, Israel, Saudi-Arabien og Tyrkiet har store interesser i Syrien, der under Assad har været allieret med Iran og i kraft af sin støtte til det libanesiske Hizbollah også en nøgleaktør i den israelsk-palæstinensiske konflikt. På det seneste har ikke mindst Tyrkiet skævet nervøst til udviklingen.

Sagen er nemlig, at det ikke kun er Syriens alawitter, der - hvor urealistisk det end lyder - kunne tænkes at gå efter dannelsen af en alawittisk enklave i den nordlige del af Syrien. Også de syriske kurdere, der udgør ti procent af befolkningen, har store interesser på spil.

I mandags erklærede Syriens Kurdiske Demokratiske Union, at den havde sikret sig kontrol over en række byer i det nordøstlige Syrien. Partiet erklærede også, at det ville arbejde for en autonom stat, der ville grænse op til de semiautonome kurdiske områder i Tyrkiet og især Irak.

Den slags kan få hårene til at rejse sig i både Irak, Iran, Syrien og - ikke mindst - Tyrkiet, hvis præsident Erdogan for et par dage siden advarede om, at Tyrkiet ikke vil tillade 'terrorister' at etablere en kurdisk styret region i det nordlige Syrien: »Hvis der er behov for at tage skridt imod en terrorgruppe, vil vi helt bestemt tage det skridt«, advarede han med slet skjult adresse til den kurdiske PKK-bevægelse, som Tyrkiet, USA og EU opfatter som en terrorbevægelse.

Syrien er en potentiel krudttønde. Og Assads fald, hvornår det end måtte komme, kan meget vil blive starten på en række nye dramaer.