Brænd dem!

Lederen af demokraterne i den amerikanske Kongres’ underhus, Harry Reid, var ophidset. Han var vel nærmest rasende.

Anledningen var OL i London. Eller rettere: Det tøj, som de amerikanske idrætsudøvere bar ved åbningsceremonien i fredags. Det var nemlig….’Made in China’.

Ja, du læste rigtigt: Det var fremstillet i Kina!

I det Kina, som mange amerikanere mener, er stærkt medvirkende til, at næsten hver 12. amerikaner er arbejdsløs.

I det Kina, som i netop disse år er ved at vokse sig så stort og stærkt, at mange i USA frygter for deres egen supermagtsstatus.

Og i det Kina, som amerikanerne under OL i London opfatter som deres primære rival, lige som de for få årtier siden ville have gjort det i forhold til den tidligere koldkrigsfjende i Sovjetunionen.

Det var i det Kina, at den amerikanske olympiske komité havde fået de amerikanske OL-atleters tøj til selveste åbningsceremonien fremstillet. I fjendens lejr!

Tøjet var ganske vist både smukt og designet af noget så ærkeamerikansk som firmaet Ralph Lauren.

Men det var altså også fremstillet i Kina! Og det i et krise- og arbejdsløshedsramt USA, hvor beklædningsindustrien i løbet af bare tyve år har reduceret beskæftigelsen med over 80 procent. Hvor den i 1991 beskæftigede 902.800, så var tallet sidste år barberet ned til kun 151.800.

»Jeg er så vred. Den olympiske komité (i USA, red.) burde skamme sig. De må være så flove«, rasede Harry Reid for et par uger siden: »Efter min mening burde de tage alle uniformerne, samle dem i en bunke, stikke ild til dem og starte forfra«.

Selv republikanerne var for en gangs skyld enige: »Man skulle tro, de vidste bedre«, fnyste den republikanske partileder John A. Boehner.

Ralph Lauren lovede hurtigt bod og bedring og bebudede, at de skam nok skal fremstille de uniformer, de skal lave til vinter-OL i 2014, i USA.

Den amerikanske beklædningsindustri, der fremstiller 98 pct. af sit tøj og 99 pct. af sine sko i udlandet, forsvarede sig spagt med, at det jo faktisk bare sørger for, at amerikanerne får mere for deres penge ved at lægge produktionen i lande, hvor omkostningerne er meget lavere end i USA.

Men ånden var sluppet ud af lampen: Harry Reid og hans demokrater buldrede på de nationalistiske trommer, der jo er bagsiden af OL: Det er nationernes kamp mod hinanden. Der føres statistikker med, hvilken nation, der er stærkest og hurtigst.

Og hvad gør det så, at den engelsksprogede kinesiske avis China Daily kunne fortælle, at de fleste kinesiske landsholdsdragter sådan set også er designet af den amerikanske sportsgigant Nike, og ikke af Kinas egen sportstøjsgigant Li-Ning.

»Det kinesiske firma har endda taget navn efter den gymnastik-champion, der gjorde nationen stolt ved at vinde seks medaljer i de første Sommerlege, hans hjemland deltog fuldt ud i i 1984«, skrev kommentatoren Erik Nilsson i China Daily.

Til gengæld har Li-Ning designet udstyr til USA’s dykkerhold, Argentinas og Spaniens basketball-hold samt atleter fra Jamaica, Norge og Rusland.

Kinas OL-hold kunne også have valgt et andet kinesisk sportsmærke, Peak, der i forvejen leverer OL tøj til syv lande (New Zealand, Slovenien, Algeriet, Libanon, Irak, Jordan, Cypern samt tre individuelle atleter). Ifølge Erik Nilsson har Peak flere sponsorater i London end firmaer som Nike og Adidas.

»Men der har ikke været nogen særlig kritik i Kina«, konstaterede han i China Daily, der mener, at man i den amerikanske debat synes at have overset globaliseringens væsen: At der – i overensstemmelse med den ideologi, USA selv er med til at sprede rundt om i verden – handles på kryds og tværs af grænser for at sikre mest mulig kvalitet for færrest muligt penge penge.

Derfor er det vel også det amerikanske Custom Horse Products, der fremstiller sadler til nogle af Brasiliens OL-ryttere i London.

Lige som det er amerikanske Nike, der har designet de fleste af Brasiliens OL-uniformer, mens Ruslands Bosco Sports betjener Spanien og Ukraine og Rusland selv.

Og sådan kunne man blive ved.

Firmaer arbejder på kryds og tværs af lande, og landshold og arrangører søger derhen, hvor de kan få mest for pengene. Hvorfor det i øvrigt også er Kina, der fremstiller de fleste af de flag, der stilles til skue ved det igangværende OL i London.

Så hvorfor blev Harry Reid så så vred?

Var det i virkeligheden teatertorden? Et forsøg på – midt i et amerikansk valgår – at vise, at præsident Obama og hans demokrater med føromtalte Harry Reid i spidsen værner om amerikanske job, og at det ikke kun er den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney, der har tænkt sig ’at sætte hårdt mod hårdt’ over for Kina?

Og, som China Daily-skribenten Erik Nilsson påpeger, måske mest af alt bruger sagen til at pirke til Mitt Romneys tidligere forkærlighed for ’outrsourcing’, som da han i sin egenskab af chef for vinter-OL i Salt Lake City for år tilbage fik fakkelbærernes tøj fremstillet i Myanmar (Burma)?

Hvad det end er, Harry Reid har gang i, så er hans udfald hverken i tråd med den olympiske ånd eller den globalisering, USA selv hylder. Det er at reducere OL til den nationalisme, som er Legenes bagside. Han burde faktisk selv skamme sig…