Lad mig kort fortælle dig om to kvindelige atleter, som måske vil forandre dit syn på, hvem du eller dine medmennesker egentlig er.

Det handler nemlig om to kvinder, der hver især har oplevet at få frataget deres køn - eller i det mindste fået det draget i tvivl, fordi skillelinjen mellem mand og kvinde måske slet ikke er så simpel, som vi går og tror.

Vi begynder med historien om den tidligere kvindelige indiske topatlet Santhi Soundarajan.

Hun var et stort navn engang.

For seks år siden vandt hun en sølvmedalje i 800-meter løb ved De Asiatiske Lege i Doha, Qatar. Det var i december 2006. Men glæden varede kort.

Kort tid efter sejren i den imponerende tid 2 minutter og 3,16 sekunder gennemgik hun nemlig en kønstest, der fastslog, at hun »ikke besad de kønsmæssige kendetegn ved en kvinde«. Derefter fik hun frataget sin sølvmedalje, og så fulgte nedturen. Tilbage mod den fattigdom og elendighed hun kom fra.

Med ét var hendes berømmelse væk og afløst af foragt. Hun forsøgte selvmord, men lever i dag som daglejer på et indisk teglværk. Her tjener den nu 31-årige tidligere topatlet 200 rupee om dagen, eller ca. 22 kroner. Hendes forældre arbejder samme sted.

»Jeg har haft dette job i tre måneder nu. Til at begynde med kunne jeg ikke bruge mine hænder til noget efter arbejde. Jeg kunne hverken spise eller bruge mine fingre til at tage noget som helst. De var ømme og hævede. Det er ikke bedre nu«, fortalte hun for få dage siden til den store indiske avis Times of India.

Den anden historie har lighedstræk med denne indiske tragedie.

Den handler om en anden kvindelig 800-meter-løber, nemlig den 21-årige sydafrikaner Caster Semenya, der bar Sydafrikas fane ved OL-åbningsceremonien i London i fredags, og som løber med i kvindernes 800-meter på onsdag.

Til forskel fra Santhi Soundarajan blev Caster Semenya nemlig rehabiliteret. Nu er hun atter kvinde.

Men sådan har det ikke altid været, om man så må sige.

Efter at hun i Berlin 2009 var blevet verdensmester i sin disciplin ved at klippe hele otte sekunder af sin egen tidligere rekord, blev også hun afkrævet en kønstest, der skulle afgøre om hun var kvinde eller – som mange hævdede på grund af hendes maskuline ansigt og kropsbygning – i virkeligheden en mand.

En af hendes konkurrenter fra dengang sagde det ligeud: »For mig er hun ikke en kvinde. Hun er en mand«.

Mistanken afskar hende fra at stille op til internationale arrangementer i hele 11 måneder, mens hendes køn blev undersøgt og bestemt af mange andre end hende selv. Faktisk kom det allerede dagen før kapløbet i Berlin frem, at hun var blevet narret ind i en kønstest, da hun angiveligt havde deltaget i en dopingprøve hjemme i Sydafrika.

Så selv om hun på selve VM-dagen i Berlin vandt sit løb med en buslængde foran nummer to, var det ikke en glædens dag. Hun følte sig ydmyget og sank ned i en depression.

Men hun blev ’clearet’ som kvinde og vandt sidste år sølv ved VM i 800 meter løb (for kvinder) i Sydkorea. Og nu kan hun altså igen nå helt til tops ved OL i London på onsdag. I fredags - mens indiske Santhi Soundarajan sikkert sad og ømmede sig efter en lang dags arbejde med mursten på onklens teglværk - bar Caster Semenya sit lands fane ved åbningsceremonien.

Men begge sager har fået betydning for den måde, man tester sportsudøvere for, om de er mænd eller kvinder. Det med at afgøre køn er nemlig ikke så enkelt, som man måske skulle tro. Og måske slet ikke på sportens eliteniveau

Allerede under OL i 1936 blev der rejst mistanke mod den amerikanske 100-meter løber Helen Stephens for i virkeligheden at være en mand. Men efter en ikke nærmere oplyst test fik hun sin guldmedalje.

Under den kolde krigs spændinger mellem USA og Sovjetunionen var der ofte mistanke om, at mænd optrådte som kvinder for at sikre sig en fordel i medaljekapløbet, hvilket fik Den Internationale Olympiske Komité (IOC) til at indføre såkaldte nøgenparader, der ikke var mere avancerede, end de lyder.

Men indimellem svarer det udenpå ikke til det indeni. Derfor fandt IOC snart ud af, at man måtte gribe til mere avancerede test. Så i 1967 indførte man en DNA-test, der skulle være mere præcis. Men også der opstod der problemer, ikke mindst i forhold til atleter med det såkaldte Morris Syndrom eller ’Androgent insentivitetssyndrom’ (AIS).

Kvinder med ASI har mandlige arveanlæg, selv om de både udvikler kvindelige kønsorganer, bryster og kvindelig kropsformer. De mangler livmoder, æggestokke og æggeleder, får ingen eller sparsom kønsbehåring, lige som der dannes testikler, som bliver liggende i bughulen. I Danmark fødes der 1-2 børn om året med AIS.

Den tidligere spanske hækkeløber Maria Jose Martinez-Patiño er en af dem, der mærkede problemerne med DNA-testen. Testen viste, at hun har et Y-kromosom, som normalt betyder, man er en mand. Men hun har AIS og samtidig et komplet et af slagsen (kaldet CAIS), hvilket betyder, at hendes krop ikke kan udnytte mandligt testeteron og dermed give hende en fordel som atlet.

Ikke desto mindre kostede testen hende OL-deltagelse i Sydkorea i 1988. Og det hjalp vel kun delvist, at hun få måneder efter dette OL igen fik lov at løbe, for i 1992 var hun en tiendedel af et sekund for langsom til at kvalificere sig til OL i Barcelona.

Også indiske Santhi er efterfølgende blevet sat i forbindelse med AIS, selv om hendes træner P. Nagarajan forklarede hendes fysik med hendes fattige opvækst, som angiveligt betød, at hun første begyndte at spise ordentlige måltider i 2004.

Men det var Maria Jose Martinez-Patiños sag, der fik IOC til at ændre testformen fra DNA til en gentest med betegnelsen SRY. Den tester for det mandlige Y-kromosom.

Også SRY-testen har dog alvorlige svagheder. Ved OL i Atlanta 1996 missede hele otte atleter testen, selv om de alle havde AIS og efterfølgende fik lov at stille op.

Derfor har man ved OL i London besluttet sig for i stedet - og på ad hoc basis - at gennemføre test for det mandlige hormon testosteron. Den vil diskvalificere kvinder, der har et testeron-niveau på linje med mænd, og som dermed er mere end dobbelt så højt som kvinders øvre grænse.

Formanden for IOCs medicinske komité, den tidligere OL-højdespringer og læge Arne Ljungqvist, siger til den amerikanske avis Los Angeles Times, at man ikke derved tester for folks køn, men alene for deres atletiske status. Om de opfylder kriterierne for at deltage som kvinder.

Problemet er bare, at man ikke aner, om høje testeteron-niveauer per automatik giver kvindelige atleter en fordel:

»Vi ved ikke meget om testeterons biologiske egenskaber i sunde kvinder«, siger f.eks. biomedicineren Sari van Anders fra Michigan Universitetet til avisen. Og til internetavisen Daily Beast siger lægen og forfatteren Rebecca Jordan-Young: »Det er mere baseret på folklore end præcis videnskab«.

Ifølge avisen frygter forskere, at man underkaster kvindelige atleter med høje testeteron-niveauer en behandling, der nedsætter forekomsten af mandlige hormoner og derfor giver dem adgang til OL og andre konkurrencer, men som også øger risikoen for brystkræft, livmoderkræft og hjertestop. Endda uden at man ved, om testeronen nu også har givet dem en sportslig fordel.

Og hvad bliver egentlig det næste, spørger Daily Beast: at man udelukker cykelryttere som Lance Armstrong, der har et stort hjerte? Eller en svømmer som OL-fænomenet Michael Phelps, der har en dobbeltledet ankel?

Hvornår har man ret til at stille op i konkurrencer? Hvor sætter vi grænsen for 'normalitet', som det jo til syvende og sidst handler om.

Eller som biologiprofessoren Anne Fausto-Sterling fra Brown University formulerer det: »Spørgsmålet er, om man vil lade en kvinde, der på alle andre måder er en kvinde, men som har testosteron, konkurrere og sige: ’Ok, dette er en særlig variation af kvindeligheden, som gør hende til mester på et bestemt felt og ar givet hende en verdensrekord’. Eller om man vil sige: ’Dette er ikke en rigtig kvinde’. For mig er der ikke noget sandt eller falsk svar«.

Man kunne også spørge sig selv, om det egentlig giver mening at opdele sportsfolk efter mænd og kvinder? Det er ikke en naturgiven opdeling?

Eller skulle man evt. indføre en tredje kategori af neutralt-kønnede på linje med de fire lande, der allerede i dag tillader folk ikke at oplyse køn i deres pas. I mange andre sammenhænge som grand-prix, hvor transkønnede har optrådt i de senere år, er grænsen allerede begyndt at flyde mere end tidligere. Eller ville det være en glidebane? Lad os tænke over det, indtil på onsdag, når Caster Semenya igen løber. Som kvinde..

Op til dette OL er ni atleter blevet udelukket, fordi de havde brugte, hvad det internationale atletikforbund IAAF kalder 'sofistikeret doping' med testoteron og væksthormon. Otte kvinder og en mand.