Er præsident Obama socialist? Er han ved at omdanne USA til en forgældet kopi af et lige så forgældet Europa? Har han misset essensen af den amerikanske drøm? Eller er det hans modstandere, der er faret vild i drømmen og overser virkeligheden i USA anno 2012?
Svarene afhænger af øjnene, der ser – selv når de ser på præcis de samme tal. De amerikanske republikanere har ofte én udlægning, demokraterne en ganske anden. Bag forskellene gemmer sig også forskellige verdenssyn og opfattelser af, hvad USA er for en størrelse.
Her er – for illustrationens skyld - fire af de tal, der deler vandene op til præsidentvalget 6. november:

17,4 procent. Nye tal fra den amerikanske Kongres’ uafhængige budgetkontor (CBO) viser, at USA’s føderale skat – den skat, som amerikanerne betaler til ’hele USA’ og ikke bare deres egen stat – faldt til 17,4 procent i 2009. Det var den laveste skatteprocent i tre årtier.
For Obamas demokrater viser tallet, at skatteskruen slet ikke er strammet så meget, som republikanerne hævder, og at der derfor også er plads til, at de rigeste bidrager med lidt mere til nedbringelsen af USA’s enorme gæld. Og de ser slet ingen grund til at forlænge de skattelettelser, som Obamas forgænger, republikanernes tidligere præsident George W. Bush, i sin tid gennemtrumfede, og som republikanerne nu igen ønsker at forlænge. Slet ikke i en tid, hvor USA står med en gæld på astronomiske 16.000 milliarder dollar, og hvor den sociale ulighed er voksende.
Republikanerne ser en anden virkelighed. De ser en føderal skat, der i høj grad faldt på grund af den økonomiske nedsmeltning i 2008 (som de ikke tager ansvar for, selv om den blev til under George W. Bush). Det betød nemlig, at mange enten faldt under den skattefri bundgrænse eller slap billigere i skat.
Men de hæfter sig også ved, at de nye skattetal viser, at den lavest lønnede femtedel af de amerikanske husholdninger i gennemsnit betalte 1 procent i skat mod den midterste femtedels 11,1 procent og den øverste femtedels 23,2 procent.
Skatteskalaen er altså – stik mod manges indtryk – ganske progressiv. Og dermed er det også en undtagelse, når milliardærer som republikanernes Mitt Romney kun betalte 15,4 procent i føderal skat i 2011. Det skyldtes, at kapitalindkomster beskattes lavere.

46,6 millioner, svarende til 15,1 procent af USA’s befolkning, lever under fattigdomsgrænsen, viser nye tal fra USA’s statistiske kontor.
Det var det højeste antal i de 52 år, statistikken er blevet offentliggjort.
Den slags får mange demokrater til at frygte for den sociale sammenhængskraft i et USA, der i forvejen deler sig fysisk efter sprog, kulør og – i stigende grad – nu også bosætter sig efter indkomst, så velstillede i de store metropoler bosætter sig sammen med andre velstillede og fattige sammen med andre fattige.
Fattigdommen er et af demokraternes hovedargumenter for at gennemføre den sundhedsreform, der har udartet sig til et republikansk hadeobjekt. Set med Obamas øjne er det nødvendigt både at sikre det amerikanske velfærdssamfund og den sociale stabilitet i USA. For oven i fattigdommen slås amerikanerne f.eks. med så voldsom en kriminalitet, at USA fængsler flere end noget andet land i verden. Ved udgangen af 2010 sad 2,3 millioner bag tremmer.
I republikansk optik bekæmpes fattigdom bedst ved at skabe vækst og stimulere det frie initiativ. Det var det, der gjorde USA til den førende industrination i det 20. århundrede, og som også i vort århundrede har skabt digitale vidundere som Google og Facebook, der både skaber værdier, arbejdspladser og fastholder USA som vor tids mest avancerede iværksætternation.
For en republikaner er netop dét forskellen på Europa og USA, der jo på mange måder blev etableret som en antitese til de europæiske samfund: at staten holdt lav profil og lod det frie initiativ udfolde sig. Det er essensen af den amerikanske drøm.
»Man har ofte fremhævet det ironiske i, at præsident Obama styrer USA i socialistisk retning netop nu, hvor Europa endelig er ved at bevæge sig væk fra socialismen og dens mange fejlslagne projekter«, skriver Mitt Romney i bogen ’Tro på Amerika’. Demokraterne har på deres side bedt ham fokusere mere på den amerikanske virkelighed end på den amerikanske drøm.

8,3 procent. Så høj er den amerikanske ledighed, og dermed kan Barack Obama stå med den højeste arbejdsløshed ved et præsidentvalg siden Franklin D. Roosevelt i 1930’erne.
Republikanerne ser en fejlslagen stribe af hjælpepakker, der snarere har uddybet gældskrisen i USA end løst problemerne efter finanskrakket i 2008.
Demokraterne ser et ledighedstal, der er faldet markant siden oktober 2009, da det var oppe på 10 procent. Med skabelsen af 3,8 millioner nye job på under fire år er man godt i gang med at genoprette den økonomi, som republikaneren George W. Bush kørte i sænk.
Demokraterne luner sig også ved, at aktieindekset Dow Jones Industrial nu er steget med 65 procent side indsættelsen af Barack Obama 20. januar 2009.

4,0 procent af bruttonationalproduktet (BNP) skal som minimum gå til USA’s forsvar, mener Mitt Romney.
Han frygter, at Obamas planer om at spare på forsvarsbudgettet vil true USA’s status som supermagt. Også selv om det for demokraterne handler om at afværge det, som de opfatter som den måske største trussel mod denne supermagtsstatus: USA’s enorme gældsbyrde.
Derfor har Obama gjort op med store krige som i Irak og Afghanistan og satser i stedet på – kontroversielle – skjulte krige med droner, specialstyrker og cyberkrig mod bl.a. Irans atomanlæg. Det sparer amerikanske liv og penge, og med drabet på al-Qaeda-lederen Osama bin Laden har strategien vist sig effektiv på et følsomt område.
Obama har også opgivet Måneprojekter, men kunne for nylig vise verden, at USA fortsat er førende i rummet, da Nasa landede avanceret robotudstyr på Mars.
Alligevel mener republikanerne, at præsidenten er ved at sætte USA’s stormagtsstatus over styr i en tid, hvor »russerne igen er på krigsstien«, som Romney skriver i sin bog, og hvor USA er sårbart over for et Kina, der finansierer en stor del af USA’s gæld, og hvor uforudsigelige lande som Nordkorea og Iran rasler med atomsablen:
»Det uhyggelige ved det er, at hvis det ikke er USA, som er supermagten, vil der være en anden, der overtager den position«, advarer Mitt Romney.

Michael Jarlner