Europas hemmelige regering.

Overskriften er fra den ansete tyske Süddeutsche Zeitung, der ellers ikke er en avis med hang til hverken konspirationsteorier eller overdrevent drama. Men i onsdags fandt avisen det altså på sin plads at skrive om, hvordan EU i stigende grad er underlagt en eksklusiv kreds af diskrete topfolk i Den Europæiske Centralbank (ECB).

Men hvorfor nu så dramatisk?

Svar: Fordi Europa - og primært eurozonen - lige nu undergår store forandringer. Og vel at mærke forandringer, som ingen har tænkt sig at sende til folkeafstemning, fordi de handler om noget så abstrakt som europæisk pengepolitik.

LÆS OGSÅ Centralbanken bebuder opkøb af risikable obligationer

Men som ikke desto mindre også handler om alt fra vores alle sammens privatøkonomi (renter, prisstigninger osv.) til noget så grundlæggende som vores demokratiske beslutningsprocesser.

Nogle vil mene, at forandringerne er nødvendige og ønskværdige. Andre, at de er urimelige og foruroligende.

Men de fleste vil være enige i, at de er store, og at netop Den Europæiske Centralbank er i centrum for dem.

For i takt med finanskrisen har centralbanken øget sin indflydelse ganske betydeligt: Den spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at fastholde et nogenlunde funktionsdueligt europæisk banksystem.

Ligesom den står til at overtage tilsynet med Europas store banker fra de enkelte eurolande. Sammen med Den Internationale Valutafond (IMF)og EU-kommissionen sidder ECB også med i den såkaldte trojka, der overvåger og kontrollerer kriseramte eurolande som Portugal, Irland og Grækenland.

Klar til opkøb
Men ikke nok med det.

Som seneste skud på stammen bebudede ECB-topchef Mario Draghi i onsdags - dagen for overskriften i Süddeutsche Zeitung - at Den Europæiske Centralbank nu også er klar til ubegrænsede opkøb af statsobligationer fra kriseramte eurolande for at sikre dem mod spekulation.

Logikken er enkel: Selv om de kriseramte eurolande har gennemført massive spareprogrammer, der er ved at flå dem i stykker socialt og politisk, så spekulerer 'markedet' - børsfolket - stadig i deres økonomiske ruin. Derfor er renten på deres statsobligationer forblevet så høj, at spekulationen i deres ruin let kan blive til selvopfyldende profetier.

Derfor er ECB nu parat til at hjælpe dem og støtteopkøbe de kriseramte landes statsobligationer: Det vil bringe kursen i vejret og dermed holde renten nede i et mere rimeligt - men ikke nærmere defineret - niveau.

Og spekulanterne kan bare komme an: ECB kan trykke sine egne penge, så den kan - i princippet - nok klare sig i kampen mod alverdens spekulanter. Umiddelbart både smart og logisk. Men også dybt kontroversielt.

Planøkonomi og skyggeregering
For det første er der - mener bl.a. Süddeutsche Zeitung - et strejf af planøkonomi over det hele: Man giver en lille gruppe centralbankchefer i ECB-hovedkvarteret i Frankfurt lov til at sætte sig ud over det frie pengemarked og selv fastlægge den rente, et kriseramt euroland skal betale.

Men nok så vigtigt: Hjælpen kommer ikke uden betingelser.

Hvis et euroland ønsker ECB's hjælp til at holde renten på sine lån nede, så skal det også indfri en række krav, som centralbanken definerer.

Dermed får de ikke-folkevalgte ECB-folk altså et stort ord at skulle have sagt i forhold til kriseramte landes finanspolitik og dermed på konkrete vilkår for dette lands borgere. Centralbanken bliver en slags skyggeregering uden demokratisk legitimitet.

LÆS OGSÅNødvendighedens politik er død

Kravet skal imidlertid sikre, at et land som Grækenland - for nu at tage et helt (!) tilfældigt eksempel - ikke bruger ECB's støtte som sovepude for nødvendige reformer.

Men der er andre problemer: Flere peger på, at ECB allerede siden 2010 har foretaget begrænsede opkøb af græske, irske og spanske obligationer for i alt 1.572 milliarder kroner, uden at det har haft nogen holdbar effekt. Så når man nu vil foretage ubegrænsede opkøb, bliver det så ikke bare en skrue uden ende?

Ikke nok ansvar
Chefen for Tysklands centralbank, Bundesbank-direktør Jens Weidmann, har også andre bekymringer.

Dels frygter han, at ECB ender med at pumpe så mange penge ud i pengesystemet, at det fører til inflation og ustabilitet. Også selv om ECB har lovet, at den vil suge lige så mange penge ud af pengemarkedet, som den pumper i det gennem opkøb af statsobligationer. For hvor holdbart er det løfte, spørger Weidmann.

Dels ser han et demokratisk problem: Hvis ECB opkøber statsobligationer fra et kriseramt euroland og altså derved låner det penge, så påfører den også skatteborgerne i alle de 17 eurolande en risiko for at tabe disse penge.

Og det sker vel at mærke, uden at vælgerne bagefter kan stille centralbankens bureaukrater til ansvar ved et valg, ligesom de ville kunne, hvis beslutningen var blevet truffet af deres kansler eller statsminister.

Men hør: Opkøber USA's centralbank (Fed) da ikke også amerikanske statsobligationer? Hvorfor skulle europæerne så ikke kunne gøre det samme?

Jo, indrømmer den tyske centralbankchef: Men Fed ville da aldrig købe risikable statsobligationer fra det kriseramte Californien, men kun fra sunde amerikanske stater. Så det er stik mod det, ECB nu lægger op til, mener han.

Så er det nu, vi skal være bange?

Knægtede spekulanter ... måske
Nogle vil være bange. Andre vil fremhæve de positive sider ved ECB's nye rolle og ikke mindst beslutningen om at kunne sætte sig op mod finansmarkedet med ubegrænsede støtteopkøb.

For derved tager ECB for første gang et våben i brug, der kan sætte denne verdens spekulanter på plads. Det er de færreste lande selv i stand til.

Men ved at stå sammen udgør Den Europæiske Centralbank et frygtindgydende forsvar mod mange af de spekulanter, der hidtil har kørt verdensøkonomien rundt i manegen med det primære formål selv at tjene penge. Målet er hverken at gavne samfundsøkonomien eller sikre den sociale stabilitet.

LÆS OGSÅ Analytikere: Centralbanken tog et vigtigt skridt

Desuden kan man tænke i alternativet: Uden ECB ville kriseramte EU-lande i endnu højere grad være henvist til den amerikansk dominerede - og berygtede - Internationale Valutafond (IMF).

ECB er en europæisk aktør, der uanset sin politiske uafhængighed er skabt ud fra et ønske om at samle og stabilisere Europa og euroen. Det giver en helt anden tilgang til den europæiske krise, end IMF vil være født med. Spørg bare de lande i Asien, Afrika og Sydamerika, der før har smagt IMF-medicinen.

Så der er fordele. Vi skal bare vide, at der også er en pris.