Da FN afholdt sin generalforsamling ved denne tid sidste år, så verden således ud:

Egypterne havde vundet deres revolution. Libyens Moamar Gaddafi var på flugt. Og syrerne så ud til at blive de næste til at vælte en brutal diktator.

Det var løfterige tider.

Men når verdens vigtigste ledere i næste uge indtager talerstolen ved dette års FN-generalforsamling, står de 193 medlemslande i en noget anden situation:

Stormagterne USA og Kina står begge over for vigtige magtskifter hen over de næste måneder.

Syrien er gerådet ud i et veritabelt blodbad, som ingen kender enden på.

Verden rystes lige nu af endnu en Muhammedkrise. Og ikke mindst Libyen har vist sig ikke at være den ubetingede succes, som USA, Danmark og andre Nato-lande har forsøgt at gøre den til.

Islamister har i en stribe tilfælde sat sig på de arabiske revolutioner. Og forsøgene på at inddæmme Irans atomprogram og den israelsk-palæstinensiske konflikt er – i bedste fald – gået i hårdknude.

Så velkommen til FN. Og velkommen til en generalforsamling, der startede i det stille i denne uge, men hvorfra du i næste uge vil høre meget mere fra nogle af verdens fremmeste – og undertiden mest berygtede – statsledere. Her er et udpluk:

Barack Obama
Ifølge planen går USA’s præsident på talerstolen på tirsdag, men vil i øvrigt ikke bruge mere end 24 timer på dette års generalforsamling. Det er valgår i USA.

Men tingene kan naturligvis kombineres: Barack Obama har derfor udpeget Cheryl Saban som sin særlige repræsentant ved generalforsamlingen.

Postens politiske indhold er til at overse, men Obama har sine grunde til at udpege netop Cheryl Saban: Hun er gift med den israelskamerikanske milliardær Haim Saban, der tidligere har været den vigtigste donor for demokraterne i USA. Så ham vil Obama gerne pleje.

I 2008 støttede Saban ganske vist Hillary Clintons kandidatur til præsidentposten og trak sig tilbage, da Barack Obama vandt nomineringen. Men i år er han tilbage og har hen over sommeren udskrevet en check på 1 million dollar til demokraternes valgkampagne. Og hvem ved ... måske er der mere, hvor de kommer fra.

Men det ændrer ikke ved, at Obama kommer til FN, samtidig med at USA står i en alvorlig diplomatisk krise, der rejser spørgsmålstegn ved hans politik.

Krisen begyndte med drabet på den amerikanske ambassadør i Libyen, der ifølge de første officielle forklaringer kom som en spontan reaktion på samtidige protester i Egypten. Årsag: en primitiv film, der håner muslimernes hellige profet, Muhammed.

Men det var den bekvemme version.

I virkeligheden peger mere og mere i retning af et velplanlagt terrorangreb, der uvægerlig har kastet et par skygger hen over Obama op til hans tale i FN.

Den ene handler om, hvorfor USA ikke passede bedre på sin øverste gesandt i et Libyen, der fortsat kontrolleres af et virvar af svært bevæbnede – og ofte rivaliserende – militser.

Den anden handler om, hvorvidt USA og dets Nato-allierede i rusen over Gaddafis hurtige fald overså faren fra muslimske ekstremister, der altså tilsyneladende har så stort et spillerum, at en amerikansk ambassadør kunne blive dræbt for første gang i over tre årtier.

Mohamed Morsi
Egyptens nye præsident Morsi fra Det Muslimske Broderskab vil for første gang træde op på FN’s talerstol som repræsentant for et arabisk forår, der også har ført til magtskifter i Libyen, Yemen og Tunesien.

De færreste vil savne disse landes tidligere diktatorer – Hosni Mubarak, Moamar Gaddafi, Ali Saleh og Ben Ali.

Men Mohamed Morsi vil også være et symbol på de stærke islamiske strømninger, der er fulgt i kølvandet på de arabiske forår, og som kan stille Vesten over for dette nye paradoks: at det ikke er sikkert, at de muslimske befolkninger i Nordafrika og Mellemøsten bruger deres nye demokratier til at fremme ’vores’ dagsordener.

Dagsordenen sættes nemlig ikke længere ’udefra’ af vestlige kolonimagter og vestligt støttede diktatorer, men af araberne og nordafrikanerne selv. Hvor fører det hen? En vestlig diplomat gav dette – optimistiske – bud til nyhedsbureauet Bloomberg:

»Det arabiske forår er starten på en 30-årig overgangsperiode. Islamistiske regeringer kan enten blive modereret af at være ved magten eller – hvis de ikke formår at levere resultater – blive stemt ud«.

Mens Morsi & co. får taletid i FN, vil blodet fortsat flyde i Syrien. Det internationale samfunds afmagt er skrevet i blodet fra de foreløbig 20.000 dræbte i den mere end halvandet år lange borgerkrig.

Vesten ved ikke helt, hvem i den splittede opposition det skal støtte – og Libyen har bekræftet det i, at det gør klogt i at være varsom. Og Rusland har Assad som sin vigtigste indgang til et Mellemøsten, hvor russerne ellers ikke spiller den store rolle.

Så alle venter, indtil de ikke kan vente længere. Enten fordi oppositionen samler sig. Eller den humanitære opposition kommer ud af kontrol. Eller militæret tager magten og ofrer Bashar al-Assad.

Netanyahu vs. Abbas
Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, vil spille taktisk.

På den ene side kæmper han for en opgradering af palæstinensernes status i FN fra at være en observatørenhed til at blive en observatørstat på linje med Vatikanet. På den anden side vil han ikke skabe problemer for Barack Obamas valgkamp i USA.

Hans israelske modpart, Benjamin Netanyahu, vil på sin side være langt mere optaget af det iranske atomprogram, som israelerne er overbeviste om skal føre frem mod atomvåben.

Der foregår allerede en hemmelig krig med agenter og cybervåben, men han er under pres fra USA’s præsident Obama: Han har ingen interesse i en voldsom optrapning af konflikten med Iran på denne side af det amerikanske valg 6. november.

Mahmoud Ahmadinejad
Det vil Irans omstridte præsident, Mahmoud Ahmadinejad, forsøge at udnytte.

Med opstanden mod den syriske præsident Assad er Iran ved at miste en af sine vigtigste allierede. Samtidig er Irans økonomi hårdt mærket af de stadig skrappere vestlige sanktioner mod landet, der i stigende grad er under indflydelse fra militæret i Den Iranske Revolutionsgarde.

Så han vil – igen – bruge FN som platform for en skarp antisemitisk og antivestlig retorik med det dobbelte formål dels at mobilisere tilhængere i ’den arabiske gade’ for på den måde at bevare et vist greb i den arabiske verden. Dels at tale til sit publikum hjemme i Iran.

Som sådan vil noget af generalforsamlingen virke som kendt stof. Men i en verden under forandring.