Hvis transportminister Henrik Dam Kristensen (S) havde udlovet en dusør på over en halv million kroner til den, der slog en filmmager ihjel, ville spørgsmålet ikke være, om han blev fyret eller ej. Spørgsmålet ville snarere være, om det ville tage sekunder? Minutter? Eller timer?

For sådan må det være i et velfungerende demokrati: Ingen ville kunne acceptere, at en repræsentant for et lands regering opfordrede til mord. Heraf må man så også udlede, at atommagten Pakistan ikke er et velfungerende demokrati.

For der sidder Henrik Dam Kristensens pakistanske kollega, jernbaneministeren Ghulam Ahmad Bilour, stadig på sin post, selv om han for en uge siden udlovede en dusør på næsten 600.000 kroner (100.000 amerikanske dollar) til den, der dræbte den formentlig egyptiskamerikanske filmmager bag nye og omstridte filmklip om muslimernes hellige profet, Muhammed.

Og ikke nok med det: Han opfordrede også militante fra terrornetværket al-Qaeda og den ekstremistiske Talebanbevægelse til at hjælpe til.

Uden for Pakistan var mange chokeret.

Pakistans egen præsident, Zardari, lagde også luft til truslen. Men i stedet for straks at fyre sin minister tog han til FN’s generalforsamling i New York, hvor han i tirsdags fortsatte kritikken af de senere års vestlige forhånelser af islam og opfordrede verdenssamfundet til at kriminalisere »misbrug af ytringsfriheden«.

Fremtrædende medlemmer af den pakistanske regering forsøgte på samme måde at lægge luft til deres ministerkollega og understregede, at hans morddusør skam kun afspejlede jernbaneministerens private mening og ikke regeringens.

Selv Bilours eget parti, det sekulære Awami National Party, som til fulde er fjendtligt stemt over for al-Qaeda og Taleban, har lagt luft til deres minister.

»750 af vores egne medarbejdere og ledere er blevet dræbt af Taleban af bomber og ved selvmordsangreb«, erklærede en af partiets talsfolk, Mian Iftikhar.

Men Bilour er stadig minister. Muligvis ikke så længe endnu, for Zardari er under pres for at fyre ham. Men pointen er, at jernbaneministerens trusler ikke fik nogen umiddelbar konsekvens.

Signalet er, at man ikke bare lige fyrer en minister i Pakistan, blot fordi han – i islams navn – opfordrer til mord på et fremmed lands statsborger på den anden siden af jordkloden.

Kun Pakistans egen Talebanbevægelse, Tehrik e-Taliban, viste handlekraft: Efter få dage fjernede bevægelsen transportministeren fra sin dødsliste, men understregede, at det stadig opfatter hans parti som en fjende.

Toppolitikere leger med ilden

Men sagen har endnu et lag: Ghulam Ahmad Bilour var nemlig ikke den eneste minister, der legede med dødstrusler.

Ifølge den pakistanske avis Daily Times var arbejdsminister Waqas Akram en af de første til på pakistansk tv at sige, at hvis det gik, som han ønskede, så ville den formodede amerikanske filmmager blive dræbt. Og ikke nok med det: Han ville heller ikke opfatte muslimer, som ikke var rasende over de omstridte filmklip, som ’rigtige’ muslimer.

Tv-showets vært ville ikke stå tilbage og erklærede sig enig, konstaterede den pakistanske kommentator Mohammad Taqi i Daily Times. I samme tv-udsendelse erklærede en fremtrædende senator, at også han havde været så ophidset over den islamkritiske hollandske filmmager Theo van Gogh, at han i sin tid kunne have dræbt ham. Men nu var senatoren mere afdæmpet, og udsendelsen sluttede – trods alt – med at opfordre til fredelig protest.

Men drab på islamkritikere er altså en diskussion, som end ikke nogle af Pakistans fremmeste politikere og ministre holder sig for gode til at deltage i. Og der er altså heller ikke en mekanisme, der gør, at det får hurtige og konsekvente følger, hvis de gør det.

På den måde kan man sige, at den seneste Muhammedkrise har haft et væsentlig mere dramatisk efterspil i Pakistan end i den arabiske verden: I de nye demokratier i Nordafrika og Mellemøsten var det først og fremmest mindre grupper af religiøse ekstremister og salafister, som protesterede og angreb amerikanske ambassader og mål, men det blev hurtigt inddæmmet.

De nye islamistiske magthavere i de arabiske ’forårslande’ Tunesien, Libyen og Egypten tillod kort sagt ikke, at uroen fik frit spil. I modsætning til deres kolleger i Pakistan satte de ind og stoppede den.

De officielle reaktioner i blandt andet Egypten kom ganske vist lidt sent og var derefter kritiske, hvilket i sig selv mindede amerikanske og europæiske politikere om, at det demokrati, de så inderligt støtter i den arabiske verden, er et værdineutralt begreb: Der er ikke nogen garanti for, at vestligt støttet demokrati per automatik også fører til provestlige styrer. Faktisk har islamister i stor stil sat sig på de ’arabiske forår’.

Men disse islamister gjorde altså det modsatte af deres pakistanske kolleger, som snarere bidrog til at opildne sindene: De inddæmmede uroen.

Det er en tankevækkende pointe i en tid, hvor Vesten og Israel er foruroligede over, at Iran måske arbejder på at kunne fremstille atombomber: Pakistan, som tilmed formelt er Vestens allierede, har allerede én – og oveni politikere, der i religionens navn truer med død.

Dronerne

Men hvorfor reagerede pakistanske politikere så voldsomt?

De amerikanske universiteter Stanford University og New York University har netop offentliggjort en rapport, der forklarer, hvorfor USA’s droneangreb mod formodede terrorister i det nordvestlige Pakistan fører til øget antiamerikanisme. Og dermed til en antiamerikanisme, der fik ny næring, da en ganske vist egyptiskfødt – men amerikansk bosiddende – filmmager stod bag de seneste forhånelser af islam. Rapporten fremhæver fire årsager til, at de amerikanske droneangreb fører til fjendtlighed mod USA:

1. Dronerne udfører ikke bare målrettede drab på terrorister. Skøn taler om, at mellem 474 og 881 civile, herunder 176 børn, er blevet dræbt i perioden juni 2004 til september 2012.

2. Mænd, kvinder og børn i de berørte områder er under konstant stress som følge af dronernes konstante overvågning. Af frygt for at blive forvekslet med militante ekstremister er de bange for at samle sig i grupper og traditionelle ældreråd. De tør heller ikke hjælpe sårede af frygt for gentagne droneangreb.

3. Kun 2 procent af dronernes mål er højt placerede ekstremister. De er altså ikke så effektive, som det kunne se ud, men skaber til gengæld mere fjendtlighed over for USA.

4. Med sine dronebaserede snigmord er USA selv med til at undergrave respekten for lov og ret, som kan inspirere til tilsvarende drab på amerikanere.

Det var altså i det miljø, at en pakistansk minister udlovede en dusør for mord på en islamfjendtlig filmmager – og i det miljø, at præsident Zardari åbenbart fandt det så svært at fyre ham.