Hvis du undrer dig over overskriften, så læs lige det her:

»Det danske udenrigsministerium og den danske udenrigstjeneste er i en identitetskrise. Flere og flere udenrigspolitiske emner overtages af de andre ministerier. Statsministeriet har nærmest opbygget sin egen udenrigstjeneste i konkurrence med Udenrigsministeriet. Sundhedsministeriet tager sig af de globale sundhedsepidemier. Miljøministeriet tager sig af flere og flere internationale miljøpolitiske udfordringer. Og Forsvarsministeriet har for alvor trængt sig ind på den udenrigspolitiske arena med det stigende fokus på terror og sikkerhed og med indsatsen i Afghanistan og i Irak, hvor militæret involverer sig i både genopbygning og udvikling«.

A’hva’beha’r? Afsenderen er tilmed ingen ringere end udviklingsminister Christian Friis Bach (R), der ganske vist formulerede holdningen i en Kronik i Politiken i 2006, lang tid før han selv blev en af ministrene i Udenrigsministeriet. Så hvorfor nu bringe så gammelt et citat til torvs?

Sagen er, at en ministerrokade meget snart kan komme på tale, og at udenrigsminister Villy Søvndals (SF) position som udenrigsminister derfor hurtigt kan komme i spil. Det ved vi formentlig allerede om en uge, når det er afgjort, om SF’s nye forkvinde hedder Astrid Krag eller Annette Vilhelmsen. Hvor Krag på forhånd har fredet Søvndal, er Vilhelmsen mere tvetydig. Så måske ryger han ...

Men skal Søvndal i givet fald erstattes? Eller er hans post overflødig? Dels fordi meget af hans område som nævnt er overtaget af andre ministerier. Dels fordi magtpolitiske hensyn til fordelingen af ministerposter mellem de tre regeringspartier i forvejen har ført til, at Danmark nu har hele fire andre ’udenrigsministre’ ud over Villy Søvndal, nemlig: europaminister Nicolai Wammen (S), udviklingsminister Christian Friis Bach (R), handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og nordisk minister Manu Sareen (R).

Altså vi mener....det samme

Overlappene er så store, at man jævnligt modtager pressemeddelelser, hvor ikke bare én, men to ministre udtaler sig nogenlunde enslydende om præcis den samme sag. Så sent som 27. september glædede både Villy Søvndal og Christians Friis Bach sig således over den samme fredsaftale mellem Sudan og Sydsudan, ligesom de begge 17 dage før havde glædet sig over valget af ny præsident i Somalia.

Så har vi brug for en ny udenrigsminister, hvis nu Villy Søvndal alligevel holder op?

Inden vi svarer, kan det være på sin plads at se på, hvad en udenrigsminister skal, og hvad hans/hendes midler er.

Først opgaven: Den er at varetage Danmarks interesser og prioritere opgaverne derefter. Noget er vigtigere end andet. Den nuværende regering har for eksempel gjort det til en prioritet at øge samhandlen med de såkaldte BRIK-lande – Brasilien, Rusland, Indien og Kina.

Dernæst midlerne: Hvad er det, Danmark har at gøre godt med? Hvad gør os interessante? Tre ting springer i øjnene: Arktis, Danmarks relativt store udviklingsbistand og vores grønne profil.

Så når regeringen eksempelvis har gjort det til en prioritet at øge samhandlen med BRIK-landene, er disse tre instrumenter helt oplagte at tage i anvendelse. Sådan tænker dem, vi handler med, også. Så da Kinas præsident som noget helt ekstraordinært kom til Danmark i foråret for at indgå handelsaftaler, skyldtes det især to af de faktorer: De kinesiske ledere er interesseret i Danmarks grønne teknologi. Og de er interesseret i Grønland og vores arktiske placering. De to ting gør Danmark til noget særligt.

Oveni kommer så, at vi også er et EU-land og dermed en af 27 indgangsportaler til klodens rigeste blok med 500 millioner forbrugere. Ligesom vi i lighed med flere andre EU-lande har en veluddannet arbejdsstyrke. Men det specielle ved os er det grønne og Arktis. Det er de to ting, der giver os noget ekstraordinært i forhold til andre lande og til opfyldelsen af regeringens mål om at skabe mere vækst og flere arbejdspladser gennem øget eksport til blandt andet BRIK-landene. Hvordan udnytter vi så det?

Ansvaret for at fremme samhandlen med BRIK-landene ligger primært hos Pia Olsen Dyhr. Det er hende, der forsøger at bryde igennem lande som Indien og Kina.

Hun har imidlertid ikke så meget at handle med. Den helt store perle i forhold til Kina, Arktis, hører eksempelvis under Udenrigsministeriet og Villy Søvndal. Søvndal har også ansvaret for det vigtige arbejde i Arktisk Råd, hvor Danmark sidder sammen med bl.a. Norge, hvis nordiske samarbejde med Danmark dog hører under Manu Sareen. Der er altså mange kokke inde over den i forvejen bøvlede vej til Kinas store marked.

Er én minister ok?

I forhold til Indien – der sammen med Kina er klodens eneste nation med over en milliard indbyggere – har udenrigshandelsministeren heller ikke det store at handle med.

Danmarks forhold til Indien er bundfrossent som følge af sagen om den tidligere våbensmugler Niels Holck, som Indien forgæves har forsøgt at få udleveret til retsforfølgelse. Det eneste, der kan løsne op for krisen, er bundsolidt diplomati, som hører under udenrigsministeren. Et af hans største diplomatiske aktiver er Danmarks EU-medlemskab, men det varetages af europaministeren. En post, der ud fra saglige og praktiske grunde blev oprettet op til Danmarks EU-formandskab i første del af 2012, men hvis begrundelse i dag er sværere at se. Man kunne endda spørge, om den i virkeligheden skader mere, end den gavner, fordi den tager luft ud af udenrigsministerposten?

På samme måde er udenrigsministeren udfordret, når han skal føre politik i den arabiske verden, der er så højprofileret for danske politikere, at de så sent som sidste år satte dansk militær ind mod Libyens tidligere diktator. For ganske vist er Udenrigsministeriet ansvarligt for det såkaldte arabiske initiativ, men de store penge ligger hos udviklingsministeren, der har mange andre interesser.

Så hvad skal vi med den udenrigsministerpost? Eller ... skulle vi hellere stille det modsatte spørgsmål: Var vi i virkeligheden bedst tjent med kun at have én udenrigsminister? En minister, der prioriterede sine mål, og som havde alle vores trumfer til sin udelte rådighed?