En gammel vits handler om lægen, der både havde en god og en dårlig besked til de pårørende til en patient, han netop havde opereret.

»Den gode besked er, at operationen lykkedes«, sagde lægen, inden han kom med en småvigtig tilføjelse:

»Den dårlige er, at patienten døde«.

Mon ikke mange følte det lidt på samme måde, da Nobels Fredskomité i går tildelte EU dette års fredspris?

LÆS OGSÅLidegaard: I aften skal vi fejre fredsprisen

Ikke fordi prismodtageren som sådan er et meget kontroversielt valg, men mere fordi timingen er det: EU får prisen på et tidspunkt, hvor samarbejdet knirker og knager. Og i værste fald er ved at bryde sammen.

Fredeligt samarbejde
Det var så givetvis også det, der i år fik den norske Nobelkomité til at gøre, som den gjorde:

Den belønnede EU for alle de mange resultater, den europæiske operation allerede har sikret, for at vise europæerne, hvad de risikerer at miste, hvis de alligevel ender med at lade patienten dø.

Helt fra start varslede det europæiske samarbejde et ønske om at lægge Europas blodige historie bag sig til fordel for et fredeligt samarbejde. Midlet var et gradvis tættere økonomisk samarbejde, der skulle skabe stadig flere fælles interesser i at bevare freden og øge omkostningen ved krig.

Drivkraften var to af Europas kernemagter, Tyskland og Frankrig, der om nogen kendte til tidligere tiders fjendskab.

Blød magt
Projektet handlede ikke bare om at gøre op med historien. Det rakte – og rækker – også frem.

For netop EU og drømmen om at blive en del af det europæiske fællesskab og få del i EU’s velfærd var for eksempel afgørende for, at Balkanlandene lagde 1990’ernes krige og folkedrab bag sig og i stedet slog ind på en demokratisk kurs.

LÆS OGSÅNobel-komité: EU har i 60 år bidraget til fred og forsoning

Hvor det var Nato og især USA’s hårde militærmagt, der stoppede en notorisk forbryder som Serbiens tidligere leder Slobodan Milosevic, er det EU’s bløde magt, der har afstivet freden og stabiliteten.

Som sådan er EU også et demokratisk projekt. Det så vi på Balkan. Og det har vi set i forhold til snart gamle EU-lande som Grækenland, Spanien og Portugal, der alle var unge demokratier, da de hen over 1980’erne blev indlemmet i EU.

I dag er deres demokratiske institutioner – alle mangler til trods – så stærke, at mange helt har glemt, at de for få årtier siden var underlagt militærjuntaer og diktatorer.

Forening
At man få år efter – i øvrigt under dansk formandskab – var i stand til at enes om endnu en udvidelse, gør kun EU’s bedrift endnu større:

For med den store østudvidelse i 2004 lagde europæerne ikke bare den kolde krig endegyldigt bag sig ved at forene sig med tidligere fjendelande som Polen, Estland, Letland og Litauen. Man afstivede også stabiliteten, demokratiet og respekten for menneskerettigheder i et Europa, der i årtier havde balanceret på kanten af en tredje verdenskrig.

LÆS OGSÅEkspert: Fredsprisen er en klar advarsel til EU

Læg dertil, at man få år forinden havde gennemført en genforening af Øst- og Vesttyskland, hvilket også kun kunne lade sig gøre i et samarbejdende Europa.

Drivkraften var fælles værdier og visioner samt udsigten til en øget velfærd, der blev fremmet af et historisk enestående fællesmarked med en halv milliard forbrugere, hvoraf flere hundrede millioner endda bruger samme valuta.

Alt dette gør EU til en forholdsvis ukontroversiel modtager af Nobels Fredspris.

Timingen
Men timingen er kontroversiel. For EU modtager fredsprisen på et tidspunkt, hvor samarbejdet knager og knirker.

Prisen for at redde eurosamarbejdet er, at millioner af sydeuropæere accepterer voldsomme besparelser i en tid, hvor arbejdsløsheden flere steder allerede giver mindelser om 1930’erne.

I Grækenland viser fremgangen for partiet Gyldent Daggry, at europæisk fascisme igen får næring i et kriseramt Europa, der ellers burde vide bedre, men som også har set dens uvæsen true demokratiske institutioner i EU-landet Ungarn.

Forskellige interesser
Den økonomiske krise har også skabt økonomiske spændinger mellem rige og fattige EU-lande.

Hvor EU-samarbejdet blev skabt ved at fokusere på fælles interesser, har euroens truende sammenbrud med ét sat fokus på det, der deler snarere end samler. Solidariteten er under pres.

LÆS OGSÅ»Fredspris kommer på et uhyre vigtigt tidspunkt for EU«

Hvor EU engang var synonymt med europæisk fællesskab, har unionen i dag kurs mod et EU i flere hastigheder.

Hvor Tyskland presser på for mere EU, har en anden af Europas store magter, Storbritannien, vendt EU ryggen i sådan en grad, at mange frygter, at briterne er helt på vej ud af unionen. Formentlig uden at have gennemtænkt konsekvensen. Og på trods af briternes egne strategiske, politiske og historiske interesser i et stærkt Europa.

Mindre attraktivt
Men de er ikke alene. I små rige lande som Holland og Danmark fører politikere som Geert Wilders og Pia Kjærsgaard sig frem på EU-fjendtlig retorik. Selv Det Konservative Folkeparti synes i dag inspireret af denne del af folkedybet.

Den økonomiske krise har også gjort EU mindre attraktivt for andre.

Hvor et land som Tyrkiet for få år siden hoppede og dansede for at få lov til også at blive en del af fællesskabet, er holdningen i dag kølig: For hvad skal vækstøkonomien Tyrkiet egentlig med et kriseramt EU?

Og tilmed et EU, der har haft så meget vind i Bierkeller-nationalismen, at man fra Danmark til Frankrig har afvist tyrkerne alene af religiøse årsager.

Historisk ansvar
Så EU har tabt pusten og meget af sin tiltrækningskraft. Og selv om operationen – og unionen – måske på mange måder er lykkedes, ja så risikerer patienten altså at dø. Med sin tildeling af fredsprisen til EU har Nobelkomiteen i ikke-EU-landet Norge mindet om, at det vil have sin pris.

Men fredsprisen er også en påmindelse til Europas politikere om at stå ved deres historiske ansvar for at fastholde solidariteten. Midt i en tid, hvor millioner af fattige europæere trues af socialt armod. Og i en tid, hvor de stærkeste er ved at være så trætte af dem, at de enten bare vil ud eller isolere sig i en ny frontløbergruppe.