Om ni dage er det præcis to år siden, at den 26-årige tuneser Tarek Mohamed Bouazizi i desperation over sin situation satte ild til selv – og til hele den arabiske verden. Men mens Bouazizi døde efter få uger, blev hans skæbne afsættet til en arabisk opstand, der varigt har vendt op og ned på den arabiske verden, men som langtfra er afsluttet.

I Syrien raser lige nu et stadig mere blodigt oprør mod det siddende regime – på 22. måned. I lande som Tunesien, Libyen og Egypten er den første del af opstanden bragt til en ende med tidligere diktatorers fald, men nu kæmper revolutionens børn om dens sjæl. Resultatet er alt andet end givet: Var deres opstande kun første skridt på vejen til en form for islamisk revolution? Eller er den arabiske verden blot i gang med endeligt at gøre op med tidligere tiders kolonivælde ved at definere en samtid, hvor traditionelle islamiske værdier går hånd i hånd med demokratiske principper?

Vi ved det ikke. Vi ved kun, at efterspillet til en stribe af de ’arabiske forår’ lige nu domineres af islamister fra især Det Muslimske Broderskab. Et Broderskab, der i en række tilfælde er kastet ud i en svær balancegang mellem yderliggående salafister – ofte fra lavere sociale klasser – og mistroiske sekulære – ofte fra middelklassen – der ønsker en skarp adskillelse mellem religion, stat og politik.

Lige nu raser styrkeprøven mellem islamister og sekulære for fuld udblæsning i Egypten, et af Mellemøstens nøglelande.

Her har præsident Morsi, der netop kommer fra Det Muslimske Broderskab, udløst den voldsomste uro siden opstanden mod den tidligere diktator, Hosni Mubarak, efter at han har sat sig ud over de egyptiske domstoles kontrol og afskaffet deres mulighed for at bremse hans lovgivning. Og efter at han har forceret udarbejdelsen af en ny forfatning, der skal til folkeafstemning om en uge.

LÆS OGSÅBliver det værre efter Assad?

Set med Morsis øjne har det alt sammen været nødvendigt for at sætte sig ud over de tidligere magthavere, der i hans optik har gjort alt for at modarbejde forandringer, han har folkeligt mandat til.

Set med oppositionens øjne er islamisterne ved at sætte sig så grundigt på magten, at de kan gøre, som de vil.

Så hvor Tahrirpladsen i Kairo for mindre end to år siden var rammen om massedemonstrationer, der krævede Hosni Mubaraks afgang, er den nu ramme om kæmpedemonstrationer, der kræver den nye – folkevalgte – præsidents afgang.

Det mest bekymrende er ikke, at meninger brydes i et ungt demokrati.

Det mest bekymrende er, at de to grupper ikke vil høre på hinanden, og at spændingerne derfor tager til.

I går afviste store dele af oppositionen at komme til et dialogmøde med præsident Morsi i dag.

Kampen om revolutionens sjæl raser også i Tunesien, hvor det hele begyndte. Også her blev den tidligere diktator erstattet af folkevalgte islamister fra det regerende Ennahdaparti. Også det har sit udspring i Det Muslimske Broderskab.

Officielt opfordrer præsident Rached al-Ghannouchi, der regerer sammen med to mindre, venstreorienterede partier, landets sekulære grupper til at samarbejde med de regerende islamister om at styrke landets unge demokrati. Men kritikerne beskylder ham for at tale med to tunger.

Den tidligere indenrigsminister Beji Caid Essebsi, der anførte den første overgangsregering efter ’Jasmin-revolutionen’ og organiserede det valg, der i oktober 2011 bragte islamisterne til magten, kalder det direkte en fejl, at han i sin tid hentede den dengang eksilerede Rached al-Ghannouchi tilbage til Tunesien.

»De (islamisterne, red) er som kommunisterne – de vil ikke opgive magten«, sagde den nu 86-årige Essebsi, der har dannet oppositionspartiet Nida Tunis, for nogle dage siden til tyske Der Spiegel:

»Disse folk ønsker ikke et moderne Tunesien. De ønsker et traditionelt samfund, hvor religion former hverdagen som i det 7. århundrede. Vi adskiller os med 14 århundreder«.

Oppositionen beskylder præsidenten for i det skjulte at sympatisere med yderliggående salafister, der har angrebet liberale kunstere, kulturinstitutioner og prostituerede. For et par måneder siden viste en hemmeligt optaget video, hvordan Ghannouchi på et møde med unge salafister havde opfordret dem til at være tålmodige og talt om, hvordan de kunne øge deres indflydelse.

»Hvorfor alt det hastværk?«, sagde han ifølge Der Spiegels referat: »Islamisterne må fylde landet med deres organisationer, etablere koranskoler overalt og invitere religiøse imamer«.

Præsidenten siger, at udtalelsen er revet ud af en sammenhæng, men mistroen er sået. Samtidig er økonomien fortsat så dårlig, at der på det seneste har været ny uro i landet – blandt andet i det område, hvor Mohamed Bouazizi for to år siden satte ild til sig selv. Hvordan vil det påvirke det unge demokrati?

LÆS OGSÅ Her er verdensledernes skjulte dagsordener

Uroen gælder også et Syrien, hvor 40.000 er blevet dræbt i det 21 måneder lange oprør mod Assad-styret. Også her er syriske islamister en drivende kraft.

Med amerikansk støtte har man imidlertid forsøgt at forene dem med sekulære kræfter i den nye Nationale Koalition.

Dens 65 medlemmer anføres derfor af den tidligere imam i Den Store Moske i Damaskus, Muaz al-Khatib.

Han håbes således at være tilpas moderat til ikke at skræmme Syriens sekulære grupper væk. Og tilpas ’islamisk’ til at kunne tiltrække de store grupper af islamister og dermed kunne dæmme op for ekstremistiske grupper, der også er en del af den syriske opstand. Blandt dem er det al-Qaeda-inspirerede Jabhet al-Nusra og de militante grupper som Tawhid- og Ahrar Az-Sham-brigaderne, der opfatter den nye nationale koalition som en ’konspiration’. Men magter han den balancegang?

Egypten og Tunesien har vist, at det kan være en hel del lettere at samle sig om det, man er imod, end om det, man er for.