En norsk kvinde kunne i går drage et lettelsens suk:

Efter en dramatisk flugt med et såret ben gennem den algeriske ørken var det lykkedes hendes 50-årige mand at undslippe de terrorister, der i onsdags angreb to busser med oliearbejdere på vej til et gasanlæg i den algeriske udørk In Amenas.

»Han er i Palma på Mallorca«, fortalte kvinden i går til Bergens Tidende.

Alt imens forsøgte udenlandske myndigheder og regeringer desperat at danne sig et overblik over, hvad der egentlig foregår – og er foregået – i og omkring det algeriske gasanlæg, der delvis drives af BP og norske Statoil.

LÆS OGSÅAlgerisk nyhedsbureau: 30 er dræbt ved gidseltagning

Terrorangrebet, der efter alt at dømme blev anført af den nordafrikanske al-Qaeda-leder Mokhtar Belmokthar, har nemlig i stor stil udviklet sig i et medie- og informationsmørke, som har øget usikkerheden for pårørende og myndigheder.

Det har også genåbnet blodige minder om et Algeriet, hvor islamister og regeringsstyrker fra 1991 til 2002 udkæmpede en ’beskidt krig’, der kostede mellem 70.000 og 150.000 livet. Og sammen med minderne melder sig også spørgsmålet:

Er Algeriet nu igen sårbart over for en konflikt med militante islamister, der flere steder i regionen er blevet styrket af den tumult og det sikkerhedsopbrud, som er fulgt i halen på de arabiske og nordafrikanske opstande?

På en måde er det et stykke af Algeriets blodige historie, der er vendt tilbage og nu blander sig med det seneste par års dramatiske udviklinger i nabolandene Mali og Libyen. Udviklinger, som Danmark jo selv har aktier i:

I 2011 var danske fly med fremme i forreste række, da Libyens tidligere diktator, Moamar Gaddafi, blev styrtet. Og i denne måned meldte vi os klar til – ganske vist mere ydmygt – at støtte en fransk militæraktion i Mali med et Hercules-fly.

LÆS MEREDanmark sender transportfly ind i kampene i Mali

’Den beskidte krig’ tog således sit udgangspunkt i en begyndende demokratisering af Algeriet, der imidlertid brat blev bragt til ende, da militæret i 1992 afbrød et demokratisk valg, som var ved at give de algeriske islamister i Den Islamiske Frelserfront (FIS) magten.

Hvad ikke mindst det egyptiske militær netop har været nødt til at acceptere under det arabiske forår i et Egypten, der i dag domineres af islamister, var man kort sagt ikke indstillet på i Algeriet for tyve år siden. Og dengang så Vesten passivt til, at de demokratiske forårsfornemmelser blev bragt til ophør.

Resultatet var imidlertid ’den beskidte krig’, der efter ufattelige blodsudgydelser, massakrer og anden brutalitet førte til, at det algeriske militær fik kontrol over situationen og til sidst fordrev Algeriets militante grupper helt ud af landet, ikke mindst til det nordlige Mali.

Her etablerede de algeriske islamister sig og er med tiden blevet en del af samfundet gennem lokale ægteskaber, hvor medgifter i forbindelse med ægteskab i øvrigt ofte betales med løsepenge fra gidselaktioner, påpeger Algeriet-specialisten Berny Sebe over for den britiske tv-station BBC.

Samtidig indgik de alliancer med Malis blåklædte berbere, tuaregerne, der i årtier har kæmpet for selvstændighed, og som siden 1960’erne har ført til fem opstande i Mali og Niger.

Berny Sebe peger på, at den algeriske regering længe har forsøgt at holde lav profil i forhold til uroen i det nordlige Mali, af frygt for at de delvis algeriske islamister igen ville vende sig mod Algeriet.

Det ændrede sig imidlertid, da de militante islamister i den tuareg-ledede gruppe Ansar Dine for nylig afbrød forhandlinger med den algeriske regering og gik ind i kampen mod Malis regering sammen al-Qaeda i Islamisk Mahgreb (Aqim) og Bevægelsen for Enhed og Djihad i Vestafrika (Mujao).

Derfor støttede den algeriske regering – ligesom Danmark – Frankrigs nylige militærintervention i Mali ved at give franske fly tilladelse til at overflyve Algeriet. Og derfor blev landet formentlig igen et oplagt mål for de islamistiske grupper i det nordlige Mali (og muligvis for ’sovende celler’ i Algeriet).

LÆS MEREEnigt sikkerhedsråd støtter fransk bombemission i Mali

Et område, som oven i har oplevet en betydelig oprustning blandt militante grupper, der blandt andet er flygtet ind over grænsen med våben fra den styrtede Moamar Gaddafi.

Danmark og dets allierede var således en hel del mere målrettede i deres planlægning af indsatsen imod Moamar Gaddafi end i deres sikring af stabiliteten i et Libyen, hvor terror inden for de seneste måneder har ført til først et dødbringende attentat mod USA’s ambassadør i den tidligere oprørsby Benghazi og dernæst – for få dage siden – et attentat mod den italienske konsul samme sted.

Ved at ramme et algerisk gasanlæg som det i In Amenas kan de islamistiske terrorgrupper også forsøge at skabe usikkerhed om, hvorvidt algerisk militær er i stand til at beskytte de udenlandske milliardinvesteringer i olie- og gasindustrien, som er afgørende for et Algeriet, der martres af enorm arbejdsløshed.

Det var formentlig også derfor, at flere befriede gidsler fra In Amenas i går kunne fortælle om, at deres gidseltagere kun var ude efter udlændinge.

»De kom ind i vores soverum, slog dørene op og råbte: »Vi er kun ude efter udenlandske arbejdere, algeriere kan gå««, fortalte en algerisk mand i går til franske France Info.

LÆS MEREOverlevende fra Algeriet: Hæren gjorde det fantastisk godt

En ny trusselsvurdering fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) påpeger, at de terrorgrupper, som har fået større råderum som følge af omvæltningerne i Nordafrika og Mellemøsten, også kan have mere overordnede mål end rent lokale:

»Mens de regionale grupper generelt orienterer sig mod lokale forhold og mål, deler mange af dem al-Qaedas vision om et islamisk styre og ser Vesten som en hindring herfor. Angreb mod vestlige mål i regionen eller i de vestlige lande vil derfor fortsat indgå i gruppernes planlægning«, hedder det.

Så mere end ti års krig i Afghanistan har måske nok svækket al-Qaeda, men en ny trussel er vokset frem – denne gang endnu tættere på Europa.