Vestens kritiske opinion harcelerer over, at opium gennemsyrer konflikten i Afghanistan.

Er det i virkeligheden en narkokrig, vi fører? Og kan vi overhovedet vinde en krig mod det dybt kriminaliserede Taleban, som kontrollerer valmueproduktionen, køber våben for høsten og undertrykker egne landsmænd bagefter?

Samtidig vender vi i Danmark ryggen til, at organiseret kriminalitet har sat sig på magten i Christiania – et helt kvarter kun syv-otte minutters cykeltur fra Politigården, Højesteret og parlamentet i Danmark.

Måske er det umuligt at hindre i Afghanistan. De afghanske bønder har en indlysende interesse i at dyrke valmuer, der er nemme at få til at gro, kræver mindre vand og afregnes til langt bedre priser end de fleste alternative afgrøder – i hvert fald så længe afghanerne ikke ved, om de kan etablere et internationalt marked for det givtige safran.

Men Christiania? Her ser politiet, politikerne, anklagemyndigheden – og christianitterne – den anden vej, mens rockere undertvinger sig det engang alternative, solidariske miljø. De opkræver tårnhøje afgifter for stadepladser. De uddeler tæsk og alskens rå vold til dårlige betalere og rivaler. Og de scorer enorme indtægter.

Svært i Afghanistan, javist. Lokale og nationale myndigheder er magtesløse. Politiet tør slet ikke gribe ind. Hæren har nok at gøre med at forsvare sig selv. Men svært i Christiania, svært i en retsstat som Danmark? Hvad pokker er meningen?

Kritikerne af indsatsen i Afghanistan bruger den fortsatte narkoproduktion som vidnesbyrd om, at krigen ikke vindes. Er den organiserede kriminalitet i Christiania et vidnesbyrd om, at retssamfundet heller ikke kan vinde hævd i sine egne gader?

Forskellen er, at mange afghanere ofte ikke har noget alternativ til valmuer, hvis de vil tjene penge. Christiania har alle alternativer til organiseret kriminalitet.

Afghanere og christianitter har andre ting til fælles. Opium er en dårlig ide. Det er hash også.

Det taler i Afghanistan for, at de afghanske bønder hjælpes til at få en tryg adgang til markedet for andre produkter end valmuer. Selv om opiumsmisbruget i Afghanistan er stigende, er det endnu ikke socialt velset til eget forbrug. Der er fortsat tid til at introducere nye afgrøder, til at etablere nye markeder og til at modvirke den kriminalitet, som trækker Afghanistan i destruktiv retning.

Taleban er ikke kun en mangehovedet politisk bevægelse, som regeringen i Kabul og Nato-landene er nødt til at søge forhandlinger med. Det er også et netværk af lokale militser, der næres af en organiseret kriminalitet, som Afghanistan i sidste ende er nødt til at gøre op med.

Det holder hårdt, bestemt. Men hvis omverdenen gerne vil købe andre produkter fra Afghanistan end opium, tyder intet på, at afghanere ikke gerne vil producere dem. Det kræver primært, at de ikke skal leve i skyggen af krig og forbryderiske militser.

For hov, det er jo os i Vesten, der køber Afghanistans opium. Vi kunne med fordel købe noget andet og bedre – frem for først at bebrejde afghanerne, at de producerer valmuer ... for senere at købe deres opium.

Valmuerne dyrkes i Afghanistan primært af nød – organiseret af opkøbere fra Taleban og andre militser.

I Christiania handles hash af nogle af de værste forbrydersyndikater, vi har her i landet.

I Danmark skal man også være mere end romantisk anlagt for at forsvare Pusher Street. Rygning er en dårlig idé. Hashrygning er værre. Og organiseret kriminalitet er en lodret fornærmelse mod demokratiske retssamfund. Om forbryderne så kalder sig rockere eller talebanere.

Christianitterne viste for tredive år siden rygrad til at presse hård narko ud. I dag er rygraden enten skæv af hash eller slap af underkastelse under grove rockere og deres håndlangere. Staden er kontrolleret af brutale typer med store muskler og små hoveder.

Vil christianitter hellere købe hash af rockere end at samarbejde med retsstaten? Er suget efter hash virkelig så stærkt, at man fortrækker at leve med organiseret kriminalitet? Vil retsstaten leve med det?

Så er ’en retsstat’ ikke meget at stræbe efter for afghanerne.