Hvad gør et ordentligt menneske, der er modstander af den principielle flygtningepolitik, når en konkret flygtning banker på?

Olav Hergel gennemspiller scenen mesterligt i sin roman ’Flygtningen’.

I dag står vi alle over for et tilsvarende dilemma, når den årlige danmarksindsamling løber over tv-skærmen – i år for afrikanske børn på flugt. Det slår aldrig fejl, at nogle, som hævder at holde næsten forbløffende meget af Afrika, af principielle grunde stritter imod.

De vil sige, at indsamlingen er plat. At der er for meget gejl og gøgl. At det er aflad, hvis vi kun kerer os om afrikanske flygtningebørn denne ene dag.

Men konkret? Uhyggeligt mange børn er i dag ofre for forældres, samfundets eller verdens svigt. Der vil givet være færre nødstedte børn, hvis verden begynder at opføre sig bedre. Givet. Men de børn, som har brug for hjælp i dag, kan ikke bruge til noget, at verden – måske – retter sig op i morgen.

Det er i dag, de banker på.

Aldrig har Europa og vi i Danmark tacklet dilemmaet så skidt som i 1930’erne, da Danmark ligesom andre lande sagde nej til flygtninge fra nazismen, fordi vi ikke kunne hjælpe dem alle.

Vores generelle og principielle afmagt ramte også den enkelte, som meldte sig ved Danmarks grænse. Nogle år senere, i oktober ’43, var mange danske så heldige, at Sverige alligevel åbnede sine grænser for vores flygtninge – da de bankede på svenskernes dør.

Forskellen på de afrikanske flygtningebørn og de fleste af os er, at vi har et valg. I Afrika er 10 millioner mennesker på flugt, mange på Afrikas Horn, men ikke kun dér.

LÆS OGSÅBørn på flugt støttes af landsindsamling

Vi ved, hvordan det ser ud. Det er noget med fattigdom, noget med børn, der sjældent er vildt glade, fordi der ikke er så meget at være glad for. Det er ofte noget med lejre, med alt for mange mennesker på ét sted.

Noget med børn, der har haft noget at være bange for, nogle de savner, og drømme, de ikke skal regne med at udleve lige med det samme.

Vi kan vælge at være solidariske. Vi kan også vælge at lade være.

Vi kan insistere på, at Afrika ikke er fattigt, men fattigt styret – som Liberias gæve præsident, Ellen Johnson-Sirleaf, siger.

Vi kan slå på tromme for, at omsorgen for fattige børn ikke skal begrænses til én festdag. Vi kan minde om, at Afrika også har lande og samfund, der kører derudad. Sikkert rigtigt alt sammen.

Men i aften banker nogle flygtningebørn på vores tv-skærm. Deres virkelighed er ikke opfundet. Deres virkelighed er alt for virkelig. To præsidenter, en fra Afrika og en fra Norden – sydafrikanske Jakob Zuma og finske Tarja Halonen – har netop lagt navn til en ny FN-rapport om verdens gang.

De glæder sig over, at fattigdom faktisk er reduceret i mange dele af verden. Det bekymrer dem til gengæld, at den måde, verden indretter sig i dag, især hvad angår energi og miljø, vil gøre det sværere for vores børn og deres børn.

De to præsidenter slår til lyd for »en fremtid, der er værd at vælge«.

Hvad ville et flygtningebarn vælge?

Et godt gæt er, at det gerne vil være sammen med sine forældre, gerne derhjemme. Gerne spise hver dag. Gerne have hjælp mod sygdom, gerne mod fattigdom. Gerne være fri for krig, gerne i skole. Gerne hver dag.

De er vel nærmest ligesom vores egne børn. Er det plat at minde om? Okay, så er livet plat.

Vi kan også glæde os over, at vi denne dag kan vise Danmark fra dets smukkeste side – hvor vi blæser på højre og venstre og på rusk og råkold vind, og bekræfter, at man i Danmark godt kan tænke på andre end sig selv.

Men rigtigt, vi kan ikke hjælpe alle afrikanere i dag, når den store indsamling for børnene løber af stablen.

Det er sikkert også rigtigt, at vi heller ikke alle sammen kan stå på hovedet for Afrika hele tiden, alle dage.

FAKTADisse projekter støtter Danmarks Indsamling

Og så er det jo opmuntrende, at det heldigvis slet ikke er alle afrikanere, der har brug for hjælp.

Nogle har dog brug for hjælp. Mange, desværre. Og ikke principielt, men konkret.

Alle andre dage kan man slå til lyd for en anden Afrika-politik.

Men det er ligesom med slankekure i overskudssamfundet, bare omvendt. Det vigtige er ikke, hvad man spiser mellem jul og nytår, men hvad man spiser mellem nytår og jul.

Det er alle de andre dage, vi kan ændre vores ulandspolitik og handelsmønstre og miljøindsats. I dag handler det om, at nogle børn banker på – lige her, på vores tv-skærm.

De beder om en håndsrækning.