Gør nu ikke konflikten i Syrien mere kompliceret end højst nødvendigt.

Tro ikke på det, hvis pressen hævder, at Syrien er på randen af en borgerkrig. Tro heller ikke, at konflikten handler om provinsbyen Homs, som regimet i disse dage beskyder.

Tro ikke, at Den Arabiske Liga i praksis har vendt Syrien ryggen. Tro heller ikke, at Rusland i praksis vil sikre Assads diktatur.

Og tro derfor ikke, at vi er på vej ind i en ny kold krig, fordi Rusland og Kina i FN’s Sikkerhedsråd blokerede for en ny fordømmelse af Assaddiktaturets blodige fremfærd.

Hvorfor tror vi, at syrerne vil fare i struben på hinanden, hvis – eller så snart – Assaddiktaturet braser sammen?

Det er diktaturets påstand. Men er der konkrete tegn på, at etniske eller religiøse grupper ruster sig til borgerkrig? Nej.

LÆS OGSÅObama: Angrebene i Homs er et uhyrligt blodbad

Det syriske regime forsøger rigtignok at presse mindretal som kristne og kurdere og navnlig de alawittiske muslimer – hvor Assad hidtil har rekrutteret de fleste af sine nærmeste – til at hjælpe diktatoren og til at frygte alternativet. Men også kristne og kurdere og alawitter har været undertrykt.

Så sent som i denne uge udsendte en gruppe intellektuelle alawitter i Homs en erklæring om, at de støtter oprøret mod diktaturet.

Det er veldokumenteret, at oppositionen til Assad endnu ikke tæller centrale repræsentanter for alle etniske og religiøse grupper. Det kan derfor frygtes, at Syrien vil genopleve den serie af kup og modkup, som landet led under i 1960’erne. Men truslen om borgerkrig er foreløbig diktaturets argument for sig selv.

Er det i Homs, oprøret foregår? Ja, men netop ikke kun i Homs. Oprør og systemkritik buldrer løs over hele landet – fra Derra i Syd, hvor oprøret startede, til Qamishli i nordøst og Aleppo i nord.

Assad satser utvivlsomt på, at hans regime er reddet, hvis han kan knuse Homs og Derra og et par andre byer.

LÆS ARTIKELSyriens oprørere kræver våben fra Vesten

Men demonstrationer med krav om hans exit har bredt sig til de fleste byer, hvor pressen ikke har sine øjne. Tusinder af soldater har sluttet sig til oprøret. Og civile gennemfører hver dag eller nat demonstrationer helt i hovedstaden, Damaskus, for at presse regimet.

Den Arabiske Liga anført af olielandene Saudi-Arabien og Qatar har vedtaget et krav om Assads afgang og truet med svære økonomiske sanktioner. Men hverken de økonomiske forbindelser eller f.eks. flyforbindelser er afbrudt. Den Arabiske Liga har ikke afgørende besluttet at støtte oprøret, kun at de ikke politisk vil beskytte Assad.

Rusland har sammen med Kina blokeret for et arabisk og vestligt forsøg i FN på at presse Assad yderligere.

Men intet tyder på, at Rusland i sidste ende vil hjælpe Assad, skønt det har soldater og flådefartøjer i to syriske havne.

Rusland har selv forsøgt at smadre oprør i sin baghave – i Tjetjenien – på samme måde, som Assad opererer. Men det fineste, Rusland har tilbudt Assad de seneste måneder, er formentlig asyl.

Vetoet i FN’s Sikkerhedsråd er en politisk markering, som kan give Assad lidt mere tid. Men Rusland redder ikke Assad fra politisk selvmord.

En ny kold krig på grund af Syrien? Glem det

LÆS OGSÅOprørsby flyder med lig

At Rusland og Kina ikke vil give den vestlige verden frikort i FN’s Sikkerhedsråd, er ikke det samme, som at de to stormagter vil røre en finger for Assadregimet i praksis. Både Kina og Rusland har de seneste uger haft kontakt til oprørerne. Og begge supermagter har naturligvis registreret, at Assad løj dem op i ansigtet, da han lovede at standse volden.

Enten kunne han ikke, eller også ville han ikke. Imens blev der demonstreret og protesteret mod Rusland og Kina i mange arabiske hovedstæder. Vil Moskva eller Beijing risikere forbindelserne til andre arabiske stater på at forsvare et døende regime? Selvfølgelig ikke.

Både Kina og Rusland har alt for travlt med at sikre et politisk og navnlig økonomisk samarbejde med EU til at prioritere en dødsdømt diktator i Mellemøsten.

Det korte af det lange er, at syrerne foreløbig er overladt til sig selv. Rusland og Kina vil ikke redde Assad. Vesten vil ikke redde de syriske civile. Den Arabiske Liga vil helst redde sig selv

Men pointen er, at den syriske konflikt handler om et desperat, blodbesudlet diktatur, der slår sine egne borgere ihjel for at redde sig selv.

Det vil diktaturet ikke overleve. Men syrerne skal åbenbart betale mange flere liv, før de kommer af med deres undertrykker.