Praktisk taget alt er prøvet i det stille for at få den sultestrejkende aktivist, Abdulhadi al-Khawaja, ud af fængslet i den lille oliestat, Bahrain.

Men det er slået fejl. Bahrains herskende kongefamilie har blankt afvist at løslade Abdulhadi al-Khawaja, som efter to måneders sultestrejke nu risikerer at dø.

Kongefamilien fik i påsken besøg af en amerikansk viceudenrigsminister, Jeff Feltman, som – for første gang – i nogenlunde åbenhed bad Bahrain om at lade Khawaja blive overført til hospitalsbehandling i Danmark.

Men lige meget hjalp det. Også den heftige danske indsats, den britiske og EU’s meget stille bidrag fra sidelinjen er slået fejl.

Den bahrainske udenrigsminister og oliestatens konge, der begge signalerer vilje til et forsonligt resultat, bliver tydeligvis modsagt af premierministeren, endnu et magtfuldt medlem af Khalifa-klanen.

Og i det skjulte gætter vestlige diplomater på, at den stærke nabostat ved golfkysten, Saudi-Arabien, også står bag afvisningen af at give Bahrains demokratibevægelse 'en sejr' ved at frigive Abdulhadi al-Khawaja.

Mens de store magter skændes i det stille, risikerer al-Khawaja at dø.

Khawaja-sagen har fået mere opmærksomhed af USA end nogen tilsvarende sag, så længe en diplomat i sagen kan huske.

Og det har chokeret den amerikanske regering, at Bahrain har blæst på det vestlige pres – inklusive blæst på en henvendelse fra Hilary Clinton.

Affæren sætter økonomiske og strategiske interesser over for politiske værdier.

USA og Vesten har en regulær – og legitim – interesse i at sikre oliens vej ud fra den arabiske Golfkyst. Og især USA har også et militært engagement i det, der opfattes som forsvaret af den fri gennemsejling af Hormuzstrædet.

Begge dele kræver Bahrains medvirken, fordi USA bygger sin militære tilstedeværelse på en base i Bahrains hovedstad, Manama, hvor den 5. amerikanske flåde holder til.

Al-Khawaja repræsenterer modsat det liberale, folkelige og ikke-voldelige ønske om demokrati, som USA ellers gerne vil støtte i Mellemøsten.

Bahrain har - ligesom Saudi-Arabien - hidtil satset på, at USA ville prioritere sine økonomiske og strategiske interesser før hensynet til en enkelt aktivist – oven i købet ”kun” med dansk pas.

Men hvis USA ignorer al-Khawajas skæbne i et bahrainsk fængsel, har amerikanerne svigtet en demokratibevægelse med risiko for også at svigte Obamas erklærede ønske om at støtte demokratisk udvikling i Mellemøsten.

Sådan står det bahrainske diktatur og USA overfor hinanden på olietrafikkens hovedstrøg. Hvem blinker først?

Bahrain har fyret sit vigtigste våben af. Det har forsøgt at knuse demokratibevægelsen og sat de fremmeste frihedsaktivister i fængsel. Mange af dem er blevet torteret. Og militær og politi – med hjælp fra saudiske indsatsstyrker – sørger hver dag for at stoppe demonstrationer til fordel for demokrati og for al-Khawajas frigivelse.

Hvis Khalifa-kongefamilien lader al-Khawaja dø, skal det tjene til at slå demokratibevægelsen lige i ansigtet.

Danmark og vores vestlige allierede er til gengæld nødt til at overveje, om det stille diplomati skal erstattes af åben konfrontation med den bahrainske kongefamilie – med risiko for en krise, både i forhold til den lille oliestat og til det magtfulde Saudi-Arabien.

Hvad kan gøres?

USA kan beslutte, at Hilary ikke skal nøjes med diskret at ringe til Hamad al-Khalifa. Hun kan endnu gå åbent frem og markere, at USA vil forvente – læs: kræve – at Bahrain frigiver al-Khawaja. Det burde ikke være nødvendigt at bede Barack Obama tage røret.

USA kan også beslutte at lade James N. Mattis, sin øverstbefalende for CENTCOM, styrkerne i Mellemøsten, tage mikrofonen og kræve, at Bahrain ikke forstyrrer det strategiske samarbejde ved at hindre et torturoffer komme under behandling i sit andet hjemland, Danmark.

Storbritannien – Bahrains gamle protektor – kan beslutte, at udenrigsministeren også skal gå fra diskrete telefonsamtaler til et åbent krav, sammen med det amerikanske, om at Khalifa-kongefamilien lader al-Khawaja forlade landet.

EU har ladet sin udenrigsminsiter Catherine Ashton og Herman Van Rompuy, præsidenten for Det Europæiske Råd, støtte det danske krav fra sidelinjen. De kan også skifte fra diskret til højlydt.

Og Danmark kan begræde, at det ikke er lykkedes Villy Søvndal at besinde det bahrainske regime med sine stille opfordringer. Men nu er det tid til, at statsministeren træder ind på scenen, hvis man vil prioritere at få al-khawaja fri. Helle Thorning er ikke kun statsminister, men også EU's formand. Hvis hun insisterer, vil hverken vores bedste EU-allierede – Storbritannien, Tyskland og Frankrig – modsætte sig, at EU-formanden indkalder til et pressemøde eller rejser til Bahrain for i al åbenhed at bede om at få al-Khawaja udleveret til lægebehandling i Danmark.

Hvis kongefamilien i Bahrain vil ignorere et åbent ønske og pres fra disse allierede og venner, vil al-Khawaja miste livet. Men så vil Bahrains venner også være nødt til at revurdere det strategiske samarbejde.

Bahrain kan have misforstået det stille diplomati – kan have troet, at hverken Danmark eller USA eller Storbritannien eller EU alligevel fandt al-Khawaja så vigtig, at man åbent ville komme til hans forsvar.

Det skal så vise sig.

Det handler om demokrati versus diktatur. Og om økonomiske interesser versus politiske prioriteter. Men først handler det om aktivisten Abdulhadi al-Khawajas liv.