Aktivisten Abdulhadi al-Khawaja må være meget vigtig for Bahrains demokratibevægelse.

Kong Hamad al-Khalifa må være meget presset af sin egen familie. Og Bahrain må være meget vigtig for Vesten.

Anderledes kan man ikke tolke, at den sultestrejkende dansk-bahrainske aktivist ikke er død, ikke er udleveret og ikke lodret er krævet udleveret af stater, som Bahrain skylder sin sikkerhed.

Hvorfor må den livstidsdømte al-Khawaja være så vigtig? Det afslører den herskende kongefamilie. Intet havde været nemmere end at løslade aktivisten, når hans andet hjemland, Danmark, så gerne vil have ham - og når Bahrains bedste venner, USA og Storbritannien, kræver det.

Men nogen med meget magt må være livræd for at imødekomme al-Khawaja, når de gør så meget stads af ham og trods alt har holdt liv i ham. Kongefamiliens sikkerhedsstyrker har dræbt omkring 70 demokratiaktivister det seneste år. Så familien er ikke karrig med vold og ikke bange for at slå ihjel.

LÆS OGSÅ Bahrains kongemagt opgør danskers skæbne i et Excel-ark

Men familien har strakt sig lige så langt for at holde al-Khawaja i live, som den stædigt har afvist at sende ham til lægebehandling i København. Khalifa-regimet er tydeligvis bange for folkelige protester, hvis han dør, men endnu mere bange for uro, hvis man giver ham ’den sejr’ at blive sat på et fly til Danmark.

Al-Khawaja siger nu, at han nægter at tage imod drop med glukose og hvad der ellers kan forlænge hans liv. Men kongefamilien vil formentlig gøre sit for at undgå, at han dør i denne weekend, hvor der skal køres formel 1-race på Sakhir-banen ved Manama for at vise, at alt ånder fred og ro i Bahrain. Det er en ren potemkinkulisse.

Regimet brugte i går haglgeværer mod demonstranter i Manama. Og omkring 70 ledende aktivister er arresteret forud for formel 1-racet for at undgå, at de skal distrahere pressen i dens dækning af racerløbet. En skandale.

Hvorfor må kong Hamad al-Khalifa være presset af sin familie? Fordi kongen ifølge diskrete, men gode kilder har sagt til USA’s udenrigsminister, USA’s militære chef ved Golfen, og til den britiske regering - og ladet den danske regering vide - at han gerne vil imødekomme deres ønske om at få al-Khawaja til København. At han »arbejder på sagen«. At de skal stole på hans, altså kongens, velvilje.

Ikke engang en diktator kan handle alene. I kong Hamad al-Khalifas tilfælde gælder, at han må tage hensyn til sine slægtninge, især premierministeren gennem 40 år, Khalifa bin Salman al-Khalifa, som - støttet af Saudi-Arabien, der har soldater i Bahrain - advarer imod at sætte al-Khawaja fri.

De mener, delvis velbegrundet, at kravet om demokrati ikke vil forstumme, fordi al-Khawaja løslades. Deres synspunkt er tværtimod, at kongen er nødt til at stå fast for ikke at give andre demokratiaktivister gode ideer.

Hvis kongen vil vise USA og Vesten sin gode vilje, sørger han for, at den bahrainske kassationsret på mandag ophæver al-Khawajas livstidsstraf. Den kan have gode argumenter - enten at han er mishandlet under sin arrestation og torteret forud for sin dom. Eller at han er dømt for at bruge sin ytringsfrihed. Kongen kan også vælge selv at benåde al-Khawaja. Det er der gode argumenter for: Al-Khawaja er syg. Han er døende. Han er torteret. Han behøver hjælp. Han har et andet statsborgerskab.

Modsat: Hvis kongen vil følge sin premierminister, lader han al-Khawaja dø - efter formel 1 - og slår hårdt ned på de bahrainere, som bagefter måtte demonstrere. Hvorfor? For at vise, at Khalifa-familien ikke kunne drømme om at vige til fordel for demokrati.

Og hvorfor må Bahrain være så vigtig for Vesten? Fordi USA, Storbritannien, EU og Danmark indtil videre har foretrukket at finde sig i Khalifa-familiens fornærmende afvisning. Ret beset er USA garant for Bahrains sikkerhed, delvis med britisk hjælp.

LÆS OGSÅLøslad sultestrejkende dansker, før det er for sent

Men Khalifa-familien vurderer åbenbart, at USA prioriterer sin flådebase i Manama så højt, at Washington ikke vil tillade en demokratiaktivist at komme i vejen - om al-Khawaja så skal dø af det.

Khalifa-regimet vurderer tydeligvis, at EU er så optaget af sine gode forbindelser til den olierige arabiske golfkyst, at EU heller ikke vil lade al-Khawaja komme på tværs. Catherine Ashton, EU’s udenrigsminister, har hidtil kunnet hævde, at EU hjælper den danske udenrigsminister på sidelinjen, diskret.

Men hvis Bahrain ikke viser sin velvilje og ikke lader den torterede og sultestrejkende aktivist rejse til København - eller hvis al-Khawaja dør - skylder hun en forklaring. Og EU skylder at fortælle, om man reelt blæser på menneskerettigheder i samarbejdet med de arabiske golflande?

Hvis de lader al-Khawaja dø i bahrainsk fangenskab, kan de godt glemme alt om at blive troet i deres ildfulde begejstring over arabiske krav om demokrati. Så er Vesten bare ligeglad.