13 år i Afghanistan er alt for lidt. Der er brug for mindst 30 års aktiv indsats, hvis vi for alvor vil hjælpe Afghanistan godt på vej.

I dag er de fleste vestlige regeringer kun optaget af at få så mange soldater helskindet ud af Afghanistan som muligt i de kommende to år. Det er forståeligt og vigtigt - men ikke nok. Afghanernes problem er, at de stadig har brug for hjælp - og nej, ikke ' bare' hjælp til selv at få styr på sikkerheden, men især hjælp til at få deres civile samfund og sociale udvikling på gled.

Alligevel risikerer Afghanistan, at den civile hjælp skæres ned, samtidig med at Vesten trækker soldaterne ud.

Det var legitimt - sanktioneret af FN - at internationale styrker hjalp med at fjerne den ryggesløse Talebanbevægelse i 2001. Det er langt de fleste afghanere stadig glade for. Og vi behøver ikke skamme os over, at vi hjalp dem af med så undertrykkende et regime. Tværtimod.

Men balancen i vores indsats er gradvis blevet skæv. For meget militær, for lidt udvikling.

Når vi nu indleder den militære nedtælling, skal vores solidaritet med afghanerne først stå sin prøve.

Men det er svært at finde en folketingspolitiker, et parti eller et medie, som brænder for at sikre voksende social og økonomisk hjælp til afghanerne.

Den gode nyhed i Afghanistan er, at landet har vundet store fremskridt siden Talebans fald. Bedre sundhed. Flere børn i skole ( og lad så være at trække på skuldrene, for det er et bragende fremskridt).

Afghanerne har også fået en bedre økonomi.

Vækst. Bedre veje til at sikre, at afghanerne kan få deres varer på markedet.

Friere medier. Og skønt de afholdte valg ikke har været skoleeksempler på demokrati, har de dog givet afghanere en smagsprøve på noget, de har drømt om i mange år - at de kan stille magthavere til ansvar og skifte dem ud.

Men fald nu ikke i svime. Afghanistan er stadig et af verdens fattigste samfund.

Det lider under massiv korruption. Og mange afghanere falder stadig for fristelsen til at producere valmuer, fordi vi i vores verden stadig ikke har stoppet forbruget og efterspørgslen på narkotika.

Afghanerne er fortsat også truet af Talebanbevægelsen, der ikke vil åbne samfundet for nye tanker, snarere lukke det omkring udviklings-og kvindefjendske tvangstanker.

Og Afghanistan er konstant truet af Pakistans negative indblanding til fordel for Taleban og destruktive krigsherrer som Gulbuddin Hekmatyar. Hvis målet var at hindre terrornetværket al-Qaeda i at bruge Afghanistan som base, er det foreløbig lykkedes. Al-Qaeda har fundet nye baser i Pakistan, Yemen og Somalia og i øvrigt udviklet sig i retning af en mere netbaseret inspirator for dødbringende voldsmænd. Men hvis målet er at sikre, at Afghanistan ikke igen udvikler sig til en retsløs lomme for fattigdom, vold, narko og undertrykkelse, så mangler afghanerne et stykke.

Vi kan ikke hævde, at vi ikke har et medansvar.

For både Vesten, Rusland og Pakistan - plus i mindre udstrækning andre stater som Iran, Indien og Kina - har i årtier blandet sig så meget i Afghanistans interne forhold, at afghanernes skæbne fi-gurer på vores CV.

Det er ikke noget, der tynger hverken Ruslands eller Pakistans samvittighed.

Men det er forskellen på deres magthavere og vores.

Demokratiske samfund må og skal være dårlige til at vende ryggen til et konkret ansvar. Derfor skylder vi fortsat et par årtier i Afghanistan. USA og Storbritannien kan gøre afghanerne en anstændig tjeneste ved at lægge et massivt pres på Pakistan for at få det til at lukke sin grænse til Afghanistan for voldsmænd, narko og våben.

Men vi andre skylder også at vise afghanerne, at vi ikke kun var militært interesseret i deres land. Og hvis vi vitterlig ønsker at inddrage Afghanistan i det internationale samfund frem for lade det synke ned i et voldeligt morads igen, så har både de og vi en opgave foran os.

De vestlige regeringer har prioriteret at hjælpe Kabulregeringen direkte for at give den mere pondus. Godt tænkt, men ikke altid vellykket, fordi mange regioners politiske ledelse er unødvendigt svækket, og korruptionen måske endda er vokset.

Alt for mange bistandsprojekter er samtidig lagt ned over Afghanistan oppefra uden at efterlade et tæt partnerskab mellem det afghanske og de vestlige civile samfund.

Det kan vi bruge de kommende årtier på at stramme op på. Efter den militære indsats kommer en civil.