Annonce
Annonce
Annonce

Anders Jerichow

Kommentarer til verdens gang

Debat 1. maj. 2012 KL. 00.29

Ny retssag vil kun forlænge torturen af al-Khawaja

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
Anders Jerichow
Seniorkorrespondent på Politiken og medlem af lederkollegiet

Hvorfor er det altid ofret, der skal ha’ tålmodighed med sin overmagt?

Engang i 80erne fik en britisk fange i et saudisk fængsel besøg af sit lands konsul. Fangen var mishandlet og havde tabt en tredjedel af sin kropsvægt. Hans ryg var ødelagt, og han var forsøgt voldtaget. Men konsulen lænede sig ind over fangen og sagde: ”Husk, vi har mere brug for dem, end de har brug for os” – med andre ord: Bær over med dine voldelige fangevogtere.

Med den logik skal den sultestrejkende bahrainsk-danske aktivist, Abdulhadi al-Khawaja, vel også være lykkelig for, at hans retssag nu skal gå om?

Det var en militær domstol, der idømte ham fængsel indtil døden 22. juni sidste år. Nu siger Bahrains kassationsdomstol langt om længe, at sagen ikke var ordentlig. Derfor skal den forfra, nu ved en civil domstol.

Skal al-Khawaja så være lykkelig? Han blev banket bevidstløs af hætteklædte agenter, da han blev arresteret midt om natten. Han blev mishandlet i politiets varetægt. Han blev torteret, siden forsøgt voldtaget og har de seneste måneder kun haft sit liv som våben. Derfor sultestrejken, der har været tæt på at koste ham livet, mens den herskende kongefamilie, Khalifa, har ladet som ingen ting.

Kong Hamad al-Khalifa vil sige, at den ny beslutning er et bevis på, at Bahrain er en retsstat.

Men hvis Khalifa-familien var retsindig, ville den sige, at nok var nok. At det er tid til, at al-Khawaja skal sættes på fri fod. Han er ene og alene dømt for ”forbrydelser”, som handler om, at han har benyttet sine menneskerettigheder – især sin ytringsfrihed, sin ret til at organisere en opposition og sin ret til at kritisere sit lands magthavere. Og han er vel at mærke ikke dømt for hverken vold eller for opfordringer til andre om at bruge vold.

Til gengæld har hele hans hidtidige retssag været behæftet med skandaløse fejl. Og Khalifa-kongefamilien har undladt at retsforfølge sine egne agenter, som har maltrakteret al-Khawaja.

Derfor har fire af FN’s top-menneskeretsrapportører krævet al-Khawaja sat på fri fod. Det samme har Amnesty International, Human Rights Watch og andre af verdens største og mest respekterede menneskeretsorganisationer. Og såvel Danmark som Storbritannien og USA har opfordret Bahrain til at få afsluttet denne skamfulde affære ved at lade al-khawaja komme under lægebehandling i Danmark, hans andet hjemland.

Khalifa-kongefamilien forsøger at rejse sig ved at foregive et renfærdigt retssystem.Bevar’s, bedre med en civil domstol end endnu en militær runde.

Men hvor længe skal al-Khawaja betale for sine undertrykkeres fejtagelser? Hvor længe skal han være tålmodig for, at de kan opbygge en kulisse af ’troværdighed’?

Ingen er i tvivl om, at det er Khalifa-familien, der bestemmer i Bahrain. Alle ved, at hvis kongen og hans slægt vil slippe al-Khawaja, er han fri, før blækket er tørt.

Flere ugers eller måneders ny retssag vil kun være en forlængelse af den tortur, som al-Khawaja allerede har været udsat for.

Annoncer