Al-Qaedas leder var både selvovervurderende og frustreret.

Det viser de breve, USA fandt, da Navy Seals slog terrorlederen ihjel sidste år. Osama bin-Ladens skriverier er på én gang afslørende og opmuntrende.

Bin-Laden var stadig manisk optaget af at myrde amerikanere – hvis nogen skulle have tvivlet på dét.

Han gav pokker i, at det kostede tilfældige civile livet. De civile var hans mål. Bare de var amerikanske, kunne hans politiske tvangstanker tilfredsstilles.

Han brød sig ikke om, at indsatsen kostede mange trosfæller livet – men selv dét kunne han leve med i sin kamp mod Arabiens herskere og USA's kultur.

Men han var klar over, at han måtte søge sin egen religiøse legitimering af volden – ergo: han var også klar over, at den muslimske verden ikke havde købt hans rationale.

Brevene afslører også, at jagten på ham virkede. Han følte sig presset. Han var urolig for at blive afsløret.

Mest opmuntrende for de lande, han erklærede krig, er, at Bin-Laden ifølge brevene havde svært ved at styre sin organisation.

Han var desuden økonomisk presset. Nok var han stenrig. Men han var tilsyneladende nødt til at tænke økonomisk.

Han forsøgte desperat at udsende ordrer og direktiver, sovset ind i religiøse besværgelser. Det er ikke alene bemærkelsesværdigt, at han følte det nødvendigt, men også at han ifølge brevene ikke havde hånd i hanke med sine folk.

Han kunne vanskeligt indkaldte sine løjtnanter til MU-samtaler – i stedet ville han bede fire af dem om at evaluere sig selv.

Han har åbenbart følte sig særlig presset af amerikanske droner og anden overvågning. Det vil glæde USA’s sikkerhedstjenester. Deres indsats har ikke været uden effekt.

Til gengæld efterlader de 17 breve, der nu er offentliggjort, også forstemmende læsning for USA og andre af Osama bin-Ladens modstandere.

Terrorlederen har haft en trafik af budbringere ind og ud af sit fort i Abbottabad i Pakistan – uden at pakistanske efterretningstjenester fik færten af hverken dem eller ham.

Hans har også ladet sine børn komme ud at lege, så porten til huset har jævnligt været åben – stadig uden at de ellers energiske pakistanske efterretningsfolk har interesseret sig for, hvad der foregik i det specielle hus, som aldrig bragte affald ud.

Brevene er uvækkende på flere måder:

Bin-Laden burde ikke have grund til at tro, at Al-Qaeda kan finde finansiering hos rigmænd ved den arabiske golfkyst.

Mens det er opløftende, at han var frustreret over, at andre terrorgrupper ville smykke sig med Al-Qaeda’s ”brand”, kan det kun være foruroligende, at nogen overhovedet står i kø for Al-Qaeda’s anderkendelse.

Elleve år efter terrorangrebet på ’World Trade Center burde Al-Qaeda ikke være til inspiration.

Elleve år efter krigen mod Al-Qaeda burde Pakistan også have taget kontrol med grænsen til Afghanistan. Bin-Ladens breve giver indtryk af, at hans folk stadig kan færdes over grænsen, om end han anbefaler, at det sker under skydække.

Det er urovækkende for USA – både, at Pakistan ikke ville eller kunne finde Osama bin-Laden på sit eget territorium, og at det ikke turde stole på Pakistan, da amerikanske agenter fandt ham.

Hvis USA kunne stole på Pakistan, havde det ikke været nødvendigt at bruge droner og specialstyrker i det amerikanske grænseland.

Hvis Pakistan havde været et retssamfund – og ikke en næsten fejlslagen stat – ville Osama bin-Laden slet ikke have kunnet gemme sig i Abbottabad.

Hvis USA ikke derfor havde tvivlet på Pakistans regering og sikkerhedsstyrker, kunne Osama bin-Laden formentlig også være tilbageholdt og ikke blot myrdet i en hektisk operation, hvor Navy Seals især havde travlt med at undgå pakistanerne, som officielt er USA’s allierede.

Så havde verden fået mere ud af Osama bin-Laden end blot hans efterladte breve, usb-nøgler og harddiske.

De 17 dokumenter, der nu er lagt ud på internettet, afslører i første række, hvad USA ikke har noget imod, at vi andre skal vide, mens kampen mod Al-Qaeda fortsætter.

Retssamfundets kamp mod voldsmanden Osama bin-Laden vil være tjent med, at det enorme antal af andre dokumenter også lægges frem.