HVORFOR indrømmer Syriens diktatur pludselig, at det råder over kemiske våben? Har Assad ikke nok problemer? Jo. Men netop derfor.

Assad ved, hvad der i Libyen udløste en international intervention sidste år. Det gjorde Gaddafis beslutning om at pudse sit luftvåben på den oprørske libyske befolkning.

I det øjeblik besluttede retskafne nationer at give det libyske oprør luftbeskyttelse og snart at bombe det libyske militærs stillinger. Exit Gaddafi.

Den syriske diktator, Bashar al-Assad, har hidtil klaret sig - pinagtig sløjt - ved først at lade sine soldater og sine bøllekorps slå demonstrationer ned, arrestere og tortere systemkritikere og skyde oprørere i flæng. Allerede tidligt i det efterhånden 17 måneder gamle oprør lod han kampvogne rulle ind i byer som Homs.

Og adskillige steder indsatte han efterhånden angrebshelikoptere.

Men selv om oprøret greb om sig, holdt han sit luftvåben på jorden - indtil denne uge, hvor han vurderede, at han var nødt til at lade kvarterer i hovedstaden Damaskus og Aleppo bombe fra luften.

Assad-diktaturet vidste, at det kunne provokere omverdenen til at hjælpe oprørerne militært.

Derfor havde han brug for en trumf til at advare et par arabiske stater - Qatar og Saudi-Arabien - og vestlige mod at blande sig i hans seriemord, der nu menes at have kostet 17.000-18.000 syrere livet.

Trumfen blev hans lagre af kemiske våben, som diktaturet - så smukt - lovede ikke at bruge mod sine egne landmænd, kun med aggression udefra. S ' å var alle i hvert fald advaret.

MEN samtidig har Assad åbnet for et helt andet kapitel i den syriske tragedie.

Frygten for masseødelæggelsesvåben var jo også en af begrundelserne for, at en USA-anført koalition greb ind i Irak i 2003 for at fjerne diktatoren Saddam Hussein.

Netop Saddam Hussein havde brugt kemiske våben mod sin egen befolkning under folkemordet på kurderne i Nordirak.

Og Saddam Hussein havde i Nordirak og senere Sydirak været underlagt et vestligt kontrolleret forbud mod, at hans luftvåben gik på vingerne.

BÅDE for Syriens egen befolkning og for naboerne tegner der sig et perspektiv af både opløftende og skræmmende karakter.

For syrerne er det opløftende, at Assad så tydeligt viser frygt for sit regimes overlevelse.

Det er til gengæld skræmmende, at han minder om sine kemiske våben. Siden starten på det syriske oprør har han konsekvent været villig til at udvide sit magtmisbrug. Fra forbuddet mod demonstrationer via brugen af anonyme bøllekorps til kampvognsbeskydning af landsbyer og videre til indsættelse af angrebshelikoptere og nu brugen af jager-fly. Kan nogen syrer føle sig tryg ved, at Assad ikke vil bruge sine kemiske våben? For omverdenen er det lige så skræmmende, hvad Assad vil stille op med disse kemiske våben. Assad har allerede vist, at han gerne lader sine soldater demonstrere magt inde i nabolandet Libanon, der før har kendt Syrien som besættelsesmagt.

Han har også givet Tyrkiet en advarsel ved at lade et tyrkisk jagerfly skyde ned.

For omverdenen har Assad derfor vakt frygt for, om hans regime kan finde på at ty til kemiske våben, hvis regimet trænges yderligere op i et hjørne - og frygt for, hvad der skal blive af de kemiske og måske biologiske våben, når Assad falder.

Assad har før givet våben og penge til bevægelser som Hizbollah i Libanon, det kurdisk-tyrkiske PKK og palæstinensiske terrorgrupper. Hverken Libanon, Tyrkiet eller Israel vil bryde sig om, at Assads kemiske våben falder i nogle af disse kræfters hænder. Og andre naboer som Irak og Jordan vil være lige så bange for, at Syriens kemiske våben bevidst eller i Assadregimets tumultariske dødskamp overtages af ekstremistiske militser.

SELV OM indrømmelsen af de kemiske våben skulle ' forsikre' Assad mod intervention udefra, kan indrømmelsen udløse det modsatte. Hverken syrerne eller naboerne kan leve med, at det dødsmærkede regime truer med de kemiske våben - eller overdrager dem til andre destruktive kræfter.

Vel, her kunne Assads bedste ven, Ruslands Putin, pænt insistere på at tage hånd om de kemiske våben, mens tid er. Men hvem tror på dén?

Alternativet er enten, at de syriske oprørere vil få held til at vælte Assad hurtigt, og at de vil være i stand til omgående at tage kontrol med de kemiske våben og nægte at dele dem med nogen andre. Eller at andre stater - måske fra den arabiske Golfkyst - griber ind, får Assad fjernet og tager kontrol med de kemiske våben. Men igen: Hvem tror på dén?

Hvad ellers?

anders.jerichow@pol.dk