Og nu til noget helt, helt nyt: Saudi-Arabiens konge skal ha’ ros! Ros?

Ja, kongen har for en gang skyld taget en chance for ligestilling i sit bundkonservative land. Godt nok var det ikke ham, der løb 800 meter i onsdags – og ikke ham, der kastede sig ud i judo sidste uge.

Det ville ganske vist også have været verdenshistorisk, for kong Abdallah er lidt tung og har aldrig været kendt som nogen stor atlet. Men historisk er det, at han tillod to af sine kvindelige landsmænd at deltage i OL i London.

Wojdan Shaherkani klarede sig 82 sekunder i judo for kvinder over 78 kilo.

Og Sarah Attar brugte 2:44:95 på at løbe 800 meter. Hun kom sidst i mål i sit heat, men publikum klappede begejstret og solidarisk, som havde Attar vundet. Det havde hun sådan set også. For det var et af de sjældne øjeblikke, hvor et ekstraordinært menneske kunne opleve både at blive nummer sjok og nummer et på én gang.

Nummer sjok blev hun i OL. Nummer et blev hun som en af Saudi-Arabiens første kvindelige atleter.

Kong Abdallah og hans familie burde selvfølgelig aldrig havde forbudt kvinder at færdes alene, at rejse eller at dyrke sport offentligt.

Det er et brud på FN’s aftaler om kvinders rettigheder, en fornærmelse mod de saudiske kvinder og i øvrigt helt tumpet, hvis kongen vil modernisere sit land – det gør man ikke ved at spærre halvdelen af sin befolkning inde.

Men nu skal vi være positive. Kong Abdallah kunne have insisteret på fortsat undertrykkelse af kvindekønnet. Han kunne have blæst på OL’s krav om, at han skulle stille med kvinder på Saudi-Arabiens hold.

Pointen er: Det gjorde han ikke.

Og kongen lod vel at mærke Wojdan Shaherkani og Attar deltage, selv om hans beslutning blev mødt af fed og strid modvilje fra reaktionære saudiske mænd og ikke så få skriftlærde, som brugte grimme ord om de to kvinder, skønt de grimme ord egentlig faldt tilbage på dem selv.

Abdallah stod alligevel fast.

Okay. Men skal kongen ligefrem have ros for være sidst til at tillade kvinder at dyrke sport offentligt?

Ja, for ligesom Attar fik klapsalver for både at være sidst og først, er Abdallah også sidst og først på én gang.

Den saudiske konge er sidst i klassen for magthavere – tung og med store indlæringsvanskeligheder på bageste række.

Men han er trods alt først af alle saudiske konger til at se fremtiden i øjnene. Derfor skal han også have en opbyggelig klapsalve til opmuntring.

Hans land tvang Attar til at løbe om kap i en heldragt og med tørklæde. Men det er, ku’ man sige, også sådan han selv optræder – i en kjortel, der dølger hans velnærede krop, og et tørklæde, der dækker hans hår.

Det har hun ikke valgt – han har bestemt for dem begge.

Hendes dragt er næppe den mest hensigtsmæssige. Det er hans heller ikke.

Det mod, som kongen og løberen viser, handler begge om modernisering. Men hvor Abdallahs mod er defensivt, er Attars offensivt.

Abdallah forsøger at slække på de snærende bånd om kvinder, fordi han ikke kan andet i 2012.

Og Attar løber sin chance for at inspirere andre saudiarabiske kvinder til at gribe fremtiden.

En dag er kongen dømt til at tabe. Løberen er dømt til at vinde. Kong Abdallah vil – hvis han skal leve op til sin beslutning om at sende Wojdan Shaherkani og Attar til London – nu være nødt til at åbne Saudi-Arabiens sportsklubber for kvinder. Han vil være nødt til at åbne tilskuerpladserne på saudiske stadioner for kvinder.

Han vil være nødt til at lade saudisk tv dække kvinders sportsgrene. Og han vil være nødt til at lade kvinder transportere sig frit frem og tilbage – også bag rattet i egen bil -- for ellers ville beslutningen om at sende Wojdan Shaherkani og Attar til OL jo være det rene hykleri.

Det er modigt. For de mennesker, som kongen til daglig lader administrere sit land, ser i stort tal Attar og Shaherkani som trusler mod Saudi-Arabiens traditioner og religiøse værdier.

Det religiøse politi undertrykker kvinder i gaderne. De skriftlærde pukler for at finde religiøse argumenter for diskriminationen. Bureaukraterne har travlt med at administrere særlige regler for kvinder.

Attar løb ikke stærkt. Det har kong Abdallah heller aldrig gjort. Men tiden løber stærkt, også i Saudi-Arabien. Det så Attar, og det så kongen. Der må klappes.