Hvad har Julian Assange og Dominique Strauss-Kahn til fælles? Ikke noget synligt. Den ene har repræsenteret magtens sjæl som direktør for Den Internationale Valutafond, IMF - den anden har udfordret magten som stifter og leder af WikiLeaks, der specialiserer sig i at offentliggøre, hvad stater helst hemmeligholder.

Strauss-Kahn har repræsenteret den gamle verdens klassiske magt, mens Assange har repræsenteret den ny verdens stærke folkelige krav om åbenhed, demokrati og frihed. Den ene er lille, mørk og småtyk, den anden er høj, lys og tynd.

Og så alligevel: Den tykke og den tynde har en vigtig ting til fælles, nej to. De har satset jobbet på deres drifters plettede lagen.

Og de har følt sig usårlige, hævet over kritik.

Dér tog og tager de fejl: Strauss-Kahn måtte forlade Den Internationale Valutafond.

Og Julian Assange bør blive smidt ud af WikiLeaks.

Hvilket storhedsvanvid må Assange ikke lide af, når han i ramme alvor forsøger at ophøje sig selv til et stykke storpolitik for at undgå at blive afhørt af svensk politi i en simpel sexsag? Skal dette være manden, der mener, at alle andre skal stå til ansvar gennem offentlighed i forvaltningen? Er dette manden, der forsøger at trække bukserne af alverdens regeringer ved at offentliggøre deres fortrolige papirer? Er dette manden, som knap har lynet op for sine egne bukser, før han gemmer sig på Ecuadors ambassade af frygt for at møde svensk sædelighedspoliti? Patetisk.

Hvem Valutafondens direktør går i seng med, rager ikke os. Men det rager bankens aktionærer og bestyrelse, om deres direktør begår voldtægt. Derfor måtte han stå til ansvar.

Og selv om han havde fri adgang til første klasse på Air France, har han ikke frikort i retssystemet eller på jobbet. Retssystemet i New York satte ham faktisk fri - mens Valutafonden søgte en mere værdig repræsentant.

Det rager heller ikke os, hvem Wiki-Leaks-chefen boller med. Men også en frihedshelt - eller en mand, der opfatter sig som frihedshelt og alle guders gave til menneskeheden - må stå til ansvar, hvis han anklages for voldtægt. Og også Wiki-Leaks har brug for respekt og værdighed.

Spørgsmålet er derfor ikke, om de to svenske kvinder, som har anmeldt Assange for at tiltvinge sig seksuel tilfredsstillelse i deres seng, har ret.

Nej, spørgsmålet er, om Assange vil tage anmeldelsen alvorligt og stille op, når svensk politi kalder ham til forhør.

Det kan tackles på to måder. Man kan ganske stille og roligt tage til Stockholm og forklare sig over for politiet. Det kunne Assange have gjort for længst.

Eller man kan gemme sig på Ecuadors ambassade i London og søge politisk asyl for at undgå, at Sverige udleverer én til USA, der har dødsstraf! Men kan holde vidtløftige taler om politisk forfølgelse fra ambassadens balkon! Man kan ruste sig som et folkeligt ikon og håbe på folkets kærlighed!

Jamen, lille Assange dog. Hvor trykker det? Da en svensk journalist ved et møde i Amman for halvandet år siden spurgte ham, om han ville melde sig til politiet, svarede Assange, at pressen skyldte ham respekt.

Uha: Måske er der vitterligt tale om storhedsvanvid?

Julian Assanges projekt, WikiLeaks, har unægtelig gjort offentligheden en stor tjeneste ved at publicere dokumenter, der kan belyse skjulte og uskønne sider af staters opførsel. Men WikiLeaks har ikke modbevist, at også stater har ret til et lukket maskinrum og private overvejelser, ligesom stater kan have brug for diskrete kontakter. Ingen stat, ingen virksomhed, ingen familie kan leve uden private overvejelser.

Men de skylder alle at stå til ansvar for deres handlinger.

WikiLeaks holder også selv papirer hemmelige. Projektets folk sorterer i afsløringerne efter skjulte kriterier.

Hvis man kræver åbenhed og ansvarlighed af andre, må man selv stille op.

Svensk retspraksis giver ikke Assange belæg for at søge asyl i Ecuador, snarere mulighed at søge psykologisk, måske endda seksuel, vejledning. Det er ingen skam.

Til Sverige med ham, gerne i en ruf.

Det, der kommer os ved som borgere i et frit samfund, er, om de to kvinder kan få retssystemets hjælp til deres voldtægtsanklage, og om Assange kan få retssystemets beskyttelse til at forsvare sig.

Om WikiLeaks er tjent med en mand, der ikke vil være sig selv bekendt, må allerede være afgjort. Han er en skændsel - ligesom Strass-Kahn.