God nyhed: Den arabiske verden og andre muslimske samfund lod sig ikke provokere af hverken en underlødig amerikansk c-film om profeten Muhammed eller mediers tilløb til hysteri.

Jo, jo, der var da nogle hundrede, måske nogle tusinde demonstranter på den legendariske frihedsplads, Tahrir, i Kairo. Og det lykkedes ikke overraskende nogle af dem at komme i klammeri med politiet, som ikke svigtede dårlige vaner med at uddele tæsk.

Det lykkedes også brushoveder at trænge ind på den tyske ambassade i Khartoum i Sudan, hvor den lokale regering og den statslige radio oven i købet udsendte opmuntringer til ballade.

I Tunis blev en amerikansk skole sat i brand.

I det nordlige Libanon blev to restauranter, én af dem i Kentucky Fried, sat i brand i byen Tripoli, der er vant til mere dramatiske og også voldsomme protester og sammenstød.

I Sana blev bildæk sat i brand.

Og i mange andre arabiske og muslimske samfund lykkedes det konservative prædikanter at opgejle tilhængere til at gå i gaden i protest mod den lille islamkritiske film, som én eller anden endnu ukendt tumpe i USA har lavet og fået ud på YouTube for at opnå endnu mere ballade.

Både i Egypten, i Yemen og i Tunesien greb myndighederne til tåregas for at stoppe demonstranter.

Når man lægger det sammen, ser det dramatisk ud – ikke mindst efter premieren onsdag nat, da en demonstration i Benghazi i Libyen blev fik selskab af nogle forbrydere, måske med forbindelse til Al-Qaeda-netværk, som angreb det amerikanske konsulat og dræbte en amerikansk ambassadør. Den aften var filmmageren sikkert glad.

Han eller hun er sikkert også glad for, at der fredag var demonstrationer iMalaysia, Nigeria, Kenya, Jordan, Bahrain, Qatar, Irak, Bangladesh og Pakistan.Den største demonstration fandt ifølge Reuters sted i Gaza, hvor 30.000 gik i gaden for at protestere mod film.

Og der var næppe nogen avis, som fredag ikke sørgede for et ekstra beredskab til at dække en forventet ballade med slagsmål, hærværk og dødsfald over hele Nordafrika, Mellemøsten, Sydasien og længere mod Øst.

Men nej. Den muslimske verden ville ikke gentage tragedien fra 2006, hvor vreden over nogle bladtegninger, de fleste næppe have set, udløste så voldsomme sammenstød, at omkring 150 mennesker blev dræbt.

De fleste steder blev sammenstødene dengang antændt af vreden over tegningerne. Men balladen var overalt knyttet til andre lokale konflikter – og mange steder blev demonstrationerne støttet eller lige frem iværksat af regeringer for at bortlede frustration over dem selv.

Sådan gik det ikke denne gang. Såmænd døjer den muslimske verden fortsat med velbegrundet social frustration, mange arabiske samfund er fortsat undertrykt af underlødige diktaturer og korrupte magthavere. Så der er sådan set nok at demonstrere imod.

Men det altoverskyggende flertal i samtlige muslimske samfund blev hjemme fredag. Nyhedsbureauerne rapporterer fra alle byer om mindre demonstrationer – kun nogle hundrede eller få tusinde på gaden. Og de fleste demonstrationer, der fandt sted, blev anført af ikke specielt folkelige fundamentalister med deres sorte flag.

I Kairo, der har 17-18 millioner indbyggere, er en demonstration med et par tusinde deltagere ikke meget at skrive hjem om. Og nok så dramatiske billeder af de sammenstød, der fandt sted, kan ikke overskygge, at egypterne fandt andre sager vigtigere end en provokation på YouTube.

Herhjemme opfordrede Muslimernes Fællesråd og andre muslimske organisationer tilsvarende deres medlemmer til at tage det roligt. Filmen findes ikke værd at tillægge betydning. Og man vil ikke give filmmageren den ’sejr’ at lade sig provokere.

Det kan stadig nå at gå galt, for alt kan gå galt, også i Mellemøsten. Men denne fredag vandt muslimsk besindighed over isolerede opviglere.