DER KAN siges meget dårligt om Israels forsvarsminister, Ehud Barak, og det bliver der - både i Israel og i de palæstinensiske områder.

Han hævdes at være selvoptaget, kold og opportunistisk på én gang.

Optaget af sig selv er toppolitikere vel nødt til at være - i en vis udstrækning.

Koldsindighed hører også med - både for en toppolitiker og elitesoldat, som Barak har været. De skal turde gå i spidsen, turde gå alene, turde tage en risiko. Det turde Barak, da han lod sig landsætte som jægersoldat bag fjendens linjer. Og det turde han også, da han havde ansvaret for israelske forhandlinger med palæstinenserne for en halv snes år siden.

Dengang gav han Yassir Arafat skylden for, at forhandlingerne brød sammen.

Det var ikke hele sandheden.

Siden viste han sin personlige opportunisme, da han brød med venstrefløjen for at blive forsvarsminister i en alliance med højrefløjen.

Alt dette for at spørge, om det er koldsindighed eller opportunisme, når Barak netop har opfordret sit land til at se at komme fri af besættelsen af Vestbredden?

FORSVARSMINISTEREN efterlyser nye fredsforhandlinger og siger, at hvis der ikke nås en aftale i løbet af fire år, må Israel i egen interesse trække sig ud af det meste af Vestbredden.

Det er ikke nyt, at Israel svækker sig selv ved at fastholde besættelsen. Det er heller ikke nyt, at regeringschefen Netanyahu lyver om sin fortsatte bosættelsespolitik lige op i ansigtet på USA, skønt Israel er afhængigt af supermagtens beskyttelse, politisk og militært.

Men det er usædvanligt, at Barak lodret kritiserer sin chefs politiske linje.

BARAK styrker ikke sin egen plads i Netanyahus højreregering ved overhovedet at anfægte klogskaben af Israels nuværende besættelse.

Han behøver heller ikke at klø Israels venstrefløj på ryggen. Venstrefløjen er om ikke død så i dvale. Den har mistet troværdigheden. De israelske vælgere har i flere år ikke troet, at der var en mulighed for fred med palæstinenserne. Og fredsforslag er hyppigt blevet set som naivistiske snarere end realistiske.

Så hvorfor opfordrer Barak sit land til at opgive det meste af Vestbredden på et tidspunkt, hvor hans chef, Netanyahu, hellere vil fremmane en krigstrussel fra Iran?

KOLDSINDIGHED kan være forklaringen på, at Barak er parat til at indse det håbløse i at holde flere millioner palæstinensere besat. Opportunisme - og et nyt valg i løbet af et år - kan være forklaringen på, at Barak ser en personlig chance i at tage den ledige position som praktisk fortaler for fred i en regering domineret af højrenationalistiske opviglere.

I givet fald vil hverken koldsindighed eller opportunisme i dette tilfælde være af vejen.

ISRAEL har et grumt behov for at frigøre sig fra besættelsen af palæstinenserne.

Den er amoralsk og undertrykkende. Og den kan kun føre til nye eksplosioner af vold, for selvfølgelig vil palæstinensere ikke i en evighed finde sig i at være besat.

Israel har også et uomgængeligt behov for at genoprette sit forhold til USA og europæiske regeringer, der har mistet tilliden til Netanyahu og før eller siden vil kræve, at Israel opgiver besættelsen.

Så hvis Barak vurderer, at det både tjener Israels sikkerhed og tjener Baraks egen karriere at opgive Vestbredden og at genoprette Vestens tillid, kan hans koldsindighed og opportunisme komme Israel til gavn.

»Tiden er kommet til at træffe beslutninger, der ikke kun er baseret på ideologi og mavefornemmelser, men på en kold læsning af realiteterne«, siger Barak til israelsk presse.

Han anbefaler direkte at opgive masser af bosættelser, om end han satser på at beholde de største omkring Jerusalem.

Det er næppe en hokuspokusløsning af konflikten. Og næppe et forslag, der vil få palæstinensere til at kaste sig i favnen på Barak. For de vil have langt mere besat land retur - også i Østjerusalem, som de insisterer at gøre til det fremtidige Palæstinas hovedstad.

Men udspillet fra Barak er et varsel om, at en af Israels største soldater og store ledere finder det rigtigt - og, javel, personlig tjenligt - at sætte nødvendigheden af fred på dagsordenen igen.

Den israelske venstrefløj betragter stadig Barak som en politisk forræder. Den vil se det som en joke, hvis Barak vil gøre sig til talsmand for vilje til fred.

Men sådan er situationen. Netanyahu bringer Israel i uføre. Barak kan - med lidt held, nej med meget held - vise sig at have en fod på bremsen.

anders.jerichow@pol.dk